18. Ved at tage en idé op, der blev udtrykt af pave Johannes XXIII ved koncilets åbning³¹, omtaler dekretet om økumenisme den måde, hvorpå læren udformes, som et af en vedvarende reforms elementer³². Her drejer det sig ikke om at ændre troens skat, om at ændre dogmernes mening, om at fjerne væsentlige ord fra dem, om at tilpasse sandheden til en bestemt tidsalders smag, eller at tilsløre visse af Trosbekendelsens artikler under den forkerte forudsætning, at de ikke længere forstås i dag. Den af Gud villede enhed kan kun opnås ved alles fastholden ved den åbenbarede tros indhold i dens helhed. I trosanliggender er kompromis i modstrid med Gud, der er sandhed. Fordi Kristus er "vejen, sandheden og livet" (Joh.14,6), hvem i hans legeme ville kunne betragte en forsoning som ægte, hvis den blev bragt i stand på bekostning af sandheden? Koncilets erklæring om religionsfrihed Dignitatis Humanae tillægger den menneskelige værdighed forpligtelsen til at søge sandheden "frem for alt i det, som angår Gud og hans Kirke"³³, og holde fast ved, hvad troen kræver. En "væren sammen", der forrådte sandheden, ville således være i modstrid både med Guds natur, han som tilbyder sit fællesskab, og også med det behov for sandhed, der findes i dybet af ethvert menneskehjerte.