Bønnens forrang

21. "Hjertets omvendelse og et liv i hellighed er sammen med de private og offentlige bønner for de kristnes enhed i sandhed ligesom sjælen i hele den økumeniske bevægelse og kan med rette kaldes den "åndelige økumenisme"⁴².

Vi går frem ad den vej, der fører til hjerternes omvendelse, ledet af kærlighed, der er rettet mod Gud og på samme tid mod alle vore brødre og søstre, også dem, der ikke er i fuldt fællesskab med os. Kærlighed vækker ønsket om enhed, selv hos dem, der aldrig har været klar over nødvendigheden deraf. Kærlighed skaber fællesskab mellem enkelte mennesker og grupper. Hvis vi elsker hinanden, stræber vi efter at uddybe vort fællesskab og gøre det fuldkomment. Kærlighed gives til Gud som den fuldkomne kilde til fællesskab - Faderens, Sønnens og Helligåndens enhed - så at vi fra den kilde kan få kraft til at skabe fællesskab mellem enkelte mennesker og grupper eller til at genoprette det mellem kristne, der endnu er adskilte. Kærlighed er den mægtige understrøm, som giver liv og tilfører bevægelsen mod enhed kraft.

Denne kærlighed finder sit mest fuldkomne udtryk i fælles bøn. Når brødre og søstre, der ikke er i fuldt fællesskab med hinanden, samles for at bede, så beskriver Det andet Vatikankoncil deres bøn som hele den økumeniske bevægelses sjæl. Denne bøn er "et særlig effektivt middel til at opnå enhedens nådegave", "et ægte udtryk for de bånd, som stadig knytter katolikkerne til deres adskilte brødre"⁴³. Selv når der ikke bedes specielt for kristen enhed, men for andre intentioner som f.eks. fred, bliver bønnen faktisk et udtryk for og en bekræftelse af enhed. Kristnes fælles bøn er en opfordring til Kristus selv om at gæste det fællesskab, som påkalder ham. "Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem" (Matt.18,20).