22. Når kristne beder sammen, synes enhedens mål at være nærmere. De kristnes lange historie, der er karakteriseret af mange splittelser, synes endnu engang at konvergere, fordi den stræber mod den enhedens kilde, som er Jesus Kristus. Han er "den samme i går og i dag og til evig tid" (Hebr.13,8). I bønnens fællesskab er Kristus virkeligt nærværende; han beder "i os", "med os" og "for os". Det er ham, der leder vor bøn i Trøster-Ånden, som han lovede og derpå skænkede sin Kirke i Nadversalen i Jerusalem, da han stiftede den i dens oprindelig enhed.

På den økumeniske vej til enhed indtager fælles bøn absolut ærespladsen, den gudfrygtige enhed af dem, der er samlet omkring Kristus selv. Hvis kristne trods deres splittelser kan blive mere og mere forenede omkring Kristus, vil de blive mere og mere klare over, hvor lidt der adskiller dem i sammenligning med det, der forener dem. Hvis de oftere og mere regelmæssigt mødes foran Kristus i bøn, vil de kunne få mod til at se deres adskillelsers pinagtige hele menneskelige virkelighed i øjnene, og de vil endnu engang genfinde sig selv i det Kirkens fællesskab, som Kristus bestandigt opbygger i Helligånden trods alle svagheder og menneskelige begrænsninger.