34. Takket være den økumeniske dialog kan vi tale om en større modenhed i vor fælles bøn for hinanden. Dette er muligt, for så vidt som dialog også tjener til en samvittighedsransagelse. Hvordan kan vi i denne sammenhæng undlade at huske ordene fra Første Johannesbrev: "Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed" (1.Joh.1,8-9). Johannes går endda så vidt, så han hævder: "Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os". (1.Joh.1,10). En så radikal opfordring til at erkende vor situation som syndere burde også præge den ånd, som vi bringer med os til den økumeniske dialog. Hvis en sådan dialog ikke bliver til en samvittighedsransagelse, en slags "samvittighedens dialog", kan vi ikke regne med den forsikring, som Første Johannesbrev giver os: "Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder og ikke blot for vore, men for hele verdens synder" (1.Joh.2,1-2). Alle verdens synder blev samlet op i Kristi frelsende offer, også de synder, der er begået mod Kirkens enhed; hyrdernes ikke mindre end de troende lægfolks. Selv efter de mange synder, som har bidraget til vore historiske splittelser, er kristen enhed mulig, forudsat at vi er ydmygt bevidste om nødvendigheden af vor omvendelse. Ikke blot personlige synder må tilgives og lades tilbage, men også sociale synder, hvad der vil sige selve de syndige "strukturer", der har bidraget til og stadigt kan bidrage til splittelse og til at øge splittelse.