Fundamentale
opgaver for katekesen: hjælpe til at kende, fejre og overveje Kristi mysterium
85.
Katekesens fundamentale opgaver er:
* Arbejde
for kendskab til troen
Den, der
har mødt Kristus, ønsker at kende ham så godt som muligt og også at kende
Faderens plan, som han åbenbarede. Kendskab til troen (fides quae) kræves for
tilslutning til troen (fides qua). Også i den menneskelige ordning forårsager
den kærlighed, som et menneske har til et andet, at dette menneske ønsker at
kende den anden endnu mere. Katekesen må derfor føre til "den gradvise
begriben af hele sandheden om den guddommelige plan", ved at præsentere
Jesu disciple for det kendskab til tradition og Skrift, som er "det langt
højere at kende: Kristus Jesus". Ved at uddybe kendskabet til troen, nærer
katekesen ikke blot troslivet, men udruster det til at forklare sig for verden.
Meningen med Credo'et, som er en sammenfatning af Skriften og af Kirkens tro,
er at føre denne opgave ud i livet.
* Liturgisk
undervisning
Kristus er
altid nærværende i sin kirke, især i "de liturgiske handlinger".
Fællesskab med Jesus Kristus fører til fejringen af hans frelsende nærvær i
sakramenterne, især i eukaristien. Kirken ønsker brændende, at alle de kristne
føres frem til den fulde, bevidste og aktive deltagelse, som kræves af selve
liturgiens væsen og af dåbs-præstedømmets værdighed. Derfor må katekesen,
samtidigt med at den arbejder for større kendskab til liturgiens og
sakramenternes betydning, også opdrage Jesu Kristi disciple "til bøn, til
taksigelse, til anger, til at bede tillidsfuldt, til fællesskabs-ånd, til at
forstå trosbekendelsernes betydning rigtigt...", fordi alt dette er
nødvendigt for et virkeligt liturgisk liv.
* Etisk
opdragelse
Omvendelse til
Jesus Kristus indebærer at gå i hans fodspor. Katekesen skal derfor videregive
Mesterens egne holdninger til disciplene. Disciplene foretager således en indre
forvandlings vandring, hvori de deltager i Herrens påske-mysterium, og
"forvandles fra det gamle til det nye menneske, der er fuldendt i
Kristus". Bjergprædikenen, hvori Jesus går ud fra Dekalogen og præger den
med saligprisningernes ånd, er et absolut nødvendigt referencepunkt for den
etiske opdragelse, der er så påkrævet i vore dage. Evangelisering
"indbefatter også forkyndelsen og forelæggelsen af etik", udfolder
hele sin appels kraft, hvor den tilbyder ikke blot det forkyndte ord, men også
det levede ord. Dette etiske vidnesbyrd, som er tilpasset til katekesen, bør
altid demonstrere de sociale konsekvenser af evangeliets krav.
*
Undervisning i at bede
Fællesskab
med Jesus Kristus leder disciplene til at antage den bøns- og
meditationsholdning, som Mesteren selv havde. At lære at bede med Jesus er at
bede med de samme følelser, som han vendte sig til Faderen med: tilbedelse,
lovprisning, taksigelse, barnlig tillid, ydmyg bøn og ærefrygt for hans
herlighed. Alle disse følelser genspejles i Fader Vor, den bøn, som Jesus lærte
sine disciple, og som er forbilledet for al kristen bøn. At "række Fader vor
videre" er en sammenfatning af hele evangeliet og derfor en virkelig
kateketisk handling. Når katekesen er gennemtrængt af en bønnens atmosfære, når
assimilationen af hele det kristne liv sit højdepunkt. Denne atmosfære er
særlig nødvendig, når katekumenen og de, der bliver katekiserede, stilles over
for evangeliets mere krævende aspekter, og når de føler sig svage, og når de
opdager Guds hemmelighedsfulde handlen i deres liv.
|