Induktiv og
deduktiv metode
150.
Trosformidlingen i katekesen er en nådens tildragelse, der realiseres ved mødet
mellem Guds Ord og et menneskes erfaring. Den udtrykkes med forståelige tegn og
er i sidste instans åben for mysteriet. Det kan ske på forskellige måder, der
ikke altid er helt tydelige for os. Med hensyn til katekesens historie, taler
man i dag i almindelighed om en induktiv metode og en deduktiv metode. Den
induktive metode består i at præsentere kendsgerninger (bibelske begivenheder,
liturgiske handlinger, begivenheder i Kirkens liv så vel som dagligdagens
begivenheder). Det er en metode, der har mange fordele, fordi den passer til
åbenbaringens økonomi. Den svarer til en dyb indre trang i menneskets sjæl til
at få kendskab til uforståelige ting gennem synlige ting. Den passer også til
kendetegnene for trosviden, som er viden ved hjælp af tegn. Den induktive
metode udelukker ikke den deduktive metode. Faktisk har den brug for den
deduktive metode, der forklarer og beskriver kendsgerninger ved at gå ud fra
deres årsager. Den deduktive syntese har kun sin fulde værdi, når den induktive
proces er fuldendt.
151.
Hvad angår praktiske metoder har det en anden betydning: en kaldes
"kerygmatisk" (descenderende); den begynder med forkyndelsen af
budskabet, som det er udtrykt i troens vigtigste dokumenter (Bibel, liturgi,
dogmatik...) og anvender det på livet; en anden kaldes "eksistentiel"
(ascenderende); den bevæger sig fra menneskelige problemer og betingelser og
belyser dem med Guds Ord. I sig selv er de legitime fremgangsmåder, hvis alle
faktorer, som er i gang er blevet tilbørligt iagttaget; nådens mysterium og
menneskelige kendsgerninger, forståelsen af tro og fornuftens fremgangsmåde.
|