Menneskelig erfaring i katekesen

152. Erfaringen har forskellige funktioner i katekesen. Derfor må den vedvarende evalueres på passende vis.

a) Den vækker i mennesket interesse, spørgsmål, håb, bekymringer, overvejelser og domme, der konvergerer for at udvikle et bestemt ønske om at forvandle dets liv. Det er en opgave for katekesen at gøre mennesker mere opmærksomme på deres grundlæggende erfaringer, at hjælpe dem til i evangeliets lys at bedømme hvilke spørgsmål og behov, der opstår fra dem, og ligesom at opdrage dem til en ny måde at leve på. Således bliver mennesket i stand til at opføre sig på en ansvarlig og aktiv måde over for Guds gave.

b) Erfaring gør det lettere at forstå det kristne budskab. Dette svarer godt til Jesu handlinger. Han benyttede menneskelige erfaringer og situationer til at gøre opmærksom på det eskatologiske og transcendente, så vel som til at vise hvilken holdning, der bør indtages over for sådanne realiteter. Set herudfra er erfaring et nødvendigt medium til at udforske og assimilere de sandheder, som udgør det objektive indhold af åbenbaringen.

c) De ovennævnte funktioner viser, at erfaring, overtaget af tro, bliver en sikker væremåde, et locus til manifestation og realisation af frelse, hvor Gud, i overensstemmelse med inkarnationen, når mennesket med sin nåde og frelser det.

Kateketen må lære mennesket at opfatte sit eget liv på denne måde, for således at tage imod Helligåndens opfordring til omvendelse, til engagement, til håb og til mere og mere i sit liv at opdage Guds plan med ham eller hende.

153. At tolke og belyse erfaring med troens kendsgerninger er kateketisk pædagogiks bestandige opgave - selv om den er vanskelig. Det er en opgave, som ikke kan overses uden at forfalde til kunstige paralleliseringer eller afsluttede forståelser af sandheden. Den er imidlertid muliggjort ved en korrekt anvendelse af det gensidige forhold og vekselvirkning mellem dybe menneskelige erfaringer og det åbenbarede budskab. Det er dette, som stærkt har vidnet om profeternes forkyndelse, Kristi prædiken, apostlenes lære, som udgør det normative kriterium for ethvert møde mellem tro og menneskelig erfaring i Kirkens tid.