FORORD

1. Det andet Vatikankoncil bestemte, at der skulle udarbejdes "en vejledning for den kateketiske undervisning af det kristne folk" . Ved gennemførelsen af den opgave, som koncilet havde stillet, benyttede Kongregationen for Gejstligheden sig af en speciel ekspertkomité og rådførte sig desuden med forskellige bispekonferencer i hele verden, som fremsatte mange forslag og bemærkninger om emnet. Et første udkast til teksten blev gennemset af en ad hoc teologisk kommission og af Kongregationen for Troslæren. Directorium Catechisticum Generale (generel kateketisk vejledning, i det følgende forkortet DCG) blev definitivt godkendt af Pave Paul VI den 18. marts 1971 og offentliggjort den 11 april 1971.

2. Den trediveårige periode mellem afslutningen af Det andet Vatikankoncil og tærsklen til det tredje årtusind er utvivlsomt i høj grad som bestemt af Forsynet til nyorientering og fremme af katekesen. Det har været en tid, hvor den evangeliserende kraft, som var karakteristisk for det oprindelige kirkelige fællesskab, på en vis måde er genopstået. Der har også vist sig en fornyet interesse for kirkefædrenes lære, og det er blevet muligt at genoptage katekumenatet. Siden 1971 har DCG orienteret lokalkirkerne mod en fornyelse af katekesen og har virket som et referencepunkt for såvel indhold og pædagogik som for de anvendte metoder.

Den udvikling, som i den samme periode har fundet sted omkring katekesen, har overalt været karakteriseret af et generøst engagement og af glimrende initiativer og endvidere af positive resultater for undervisningen og af vækst i børns, unges og voksnes tro. Samtidig har der imidlertid været kriser, mangler i læremæssig henseende, påvirkninger fra udviklingen i den globale kultur og som følge af kirkelige spørgsmål, der er opstået uden for det kateketiske område, hvad der ofte har forringet katekesens kvalitet.

3. Kirkens læreembede er i alle disse år aldrig ophørt med at have pastoral omsorg for katekesen. Talrige biskopper og bispekonferencer ud over verden har viet katekesen betydelig opmærksomhed; det er sket gennem udgivelse af katekismer og pastorale retningslinier, ved at fremme uddannelsen af deres præster og ved at opmuntre til forskning på det kateketiske område. Sådanne bestræbelser har vist sig at være udbytterige og har bidraget meget til den kateketiske praksis i lokalkirkerne. Ordo Initiationis Christianae Adultorum (også forkortet RCIA efter den engelsksprogede betegnelse, Rite of Christian Initiation of Adults. O.A.), der blev offentliggjort 6. januar 1972 af Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, har vist sig at være særlig anvendelig i den kateketiske fornyelse.

På særlig vis må også den gerning omtales, Pave Paul VI udøvede, da han ledede Kirken i den umiddelbart efter-konciliære periode. I sin omtale heraf har pave Johannes Paul II sagt: "Min forgænger Paul VI har ved sine handlinger, sin forkyndelse og sin normgivende tolkning af Det andet Vatikankoncil - som han betragtede som den moderne tids store katekismus - og ved hele sit liv på forbilledlig måde udført en tjeneste for Kirkens katekese".

4. Overvejelserne på bispesynodens plenarmøde i oktober 1974 med emnet Evangelisering i den moderne verden udgør en skelsættende milepæl for katekesen. De forslag, som efterfølgende blev opstillet af synoden, blev præsenteret for Pave Paul VI, der udsendte den eftersynodale apostolske skrivelse Evangelii Nuntiandi af 8. december 1975 (forkortet EN;). Dette dokument formulerer blandt andet et særligt vigtigt princip, nemlig at katekesen skal ses som en evangeliserende indsats i sammenhæng med Kirkens mission. Fremover må katekese betragtes som et permanent anliggende for Kirkens missionsopgave i vor tid.

Bispesynodens endelige plenarmøde, der blev sammenkaldt af Pave Paul VI i oktober 1977, foreslog sine deltagerne at gøre katekese til et tema for analyse og refleksion. Denne synode "så i den kateketiske fornyelse en kostbar gave fra Helligånden til Kirken i vor tid".

5. Pave Johannes Paul II i 1978 tog denne kateketiske arv op og gav sine første retningslinier for katekesen i den apostolske skrivelse Catechesi Tradendae af 16. oktober 1997 (forkortet CT;). Dette dokument udgør en sammenhængende enhed med Evangelii Nuntiandi og placerer katekesen fuldstændigt inden for rammerne af evangeliseringen.

Gennem hele sit pontificat har pave Johannes Paul II til stadighed fremført en konstant belæring af største betydning for katekesen. Blandt hans taler, hans breve, hele den belæring, han har givet skriftligt udtryk, må der lægges særlig vægt på de tolv rundskrivelser lige fra Redemptor Hominis til Ut Unum Sint. Disse rundskrivelser udgør i sig selv en syntese af en sammenhængende lære, der sigter på den fornyelse af Kirkens liv, som Det andet Vatikankoncil ønskede.

Af særlig kateketisk værdi blandt disse dokumenter fra pave Johannes Paul II's Peters-embede er følgende af særlig betydning: Redemptor Hominis (4. marts 1979), Dives in Misericordia (30. november 1980), Dominum et Vivificantem (18. maj 1986) og Redemptoris Missio (7. december 1990), i hvilket sidste dokument det igen slås fast, at missionsbefalingen til Kirken har vedvarende gyldighed.

6. På den anden side har Bispesynodens plenarmøder, både de ordinære og de ekstraordinære, været af særlig betydning for katekesen. I denne henseende må nævnes synoderne i 1980 og 1987, som beskæftigede sig med familiens opgave og lægfolkets kald. Til opfølgning af arbejdet på disse synoders offentliggjorde Pave Johannes Paul II to apostolske skrivelser, nemlig henholdsvis Familiaris Consortio (22. november 1981) og Christifideles Laici (30. december 1987). Den ekstraordinære bispesynode i 1985 var også af afgørende betydning for katekesen i vor tid og i fremtiden. Efter at have set på, hvordan det i de foregående tyve år var gået med at føre Det andet Vatikankoncil ud i livet, foreslog synodefædrene ved denne lejlighed Den hellige Fader udgivelsen af en universel katekismus for den katolske kirke. Forslaget blev modtaget uhyre positivt, og pave Johannes Paul II gjorde det til sit eget. Efter en lang og kompliceret tilblivelsesproces blev den Katolske Kirkes Katekismus præsenteret for biskopperne og partikularkirkerne ved den apostolske skrivelse Fidei Depositum af 11. oktober 1992.

7. Offentliggørelsen af Katekismen i forbindelse med de indlæg fra Læreembedets side, som er nævnt ovenfor, nødvendiggjorde en revision af DCG for at tilpasse dette værdifulde teologisk-pastorale redskab til nye situationer og behov. Det er i en tjeneste for hele kirken, at Pavestolen nu forsøger at sammenstille denne arv og tilrettelægge den systematisk for at gøre den anvendelig til kateketiske formål.

Arbejdet med at revidere DCG, der blev sat i gang af Kongregationen for Gejstligheden, blev udført af en gruppe biskopper og teologiske og kateketiske eksperter. Ved revisionen af det kateketiske direktorium blev dets oprindelige inspiration og indhold respekteret. Bispekonferencer og adskillige eksperter blev spurgt til råds såvel som de vigtigste kateketiske institutter og centre.

I dets nuværende form forsøger DCG at nå til en balance mellem to hovedkrav:

* på den ene side katekesens integration i evangeliseringen som forudset af Evangelii Nuntiandi;

* på den anden side tilegnelsen af det trosindhold, der er præsenteres i den Katolske Kirkes Katekismus.

8. Samtidig med, at DCG bibeholder den grundlæggende struktur i direktoriet fra 1971, er det inddelt således:

* Indledningen tager sit udgangspunkt i tro og tillid til evangeliets sæd, og fremlægger retningslinier for tolkning og forståelse af de menneskelige og kirkelige vilkår. Disse har til hensigt at understøtte missionen.

* Første Del har tre kapitler og forankrer katekesen først og fremmest i koncilskonstitutionen Dei Verbum, idet den placerer katekesen i sammenhæng med evangeliseringen, som denne betragtes i Evangelii Nuntiandi og Catechesi Tradendae, og foreslår desuden at præcisere katekesens beskaffenhed;

* Anden Del indeholder to kapitler, hvoraf det første under titlen Normer og kriterier for at præsentere evangeliets budskab i katekesen, på ny fremsætter hele indholdet af det tilsvarende kapitel i den tidligere tekst fra et nyt og udvidet perspektiv; det andet kapitel, der er helt nyt, har til formål at præsentere den Katolske Kirkes Katekismus som et referencepunkt for troens videregivelse i katekesen og for arbejdet med katekismer på lokalt plan; dette kapitel skitserer også de fundamentale principper, der skal anvendes ved redigeringen af katekismer i partikular- og lokalkirker.

* Tredje Del er også blevet revideret for at formulere de vigtigste elementer i en troens pædagogik, der er inspireret af guddommelig pædagogik; skønt dette spørgsmål primært er teologisk, inddrager det også humanvidenskaberne;

* Fjerde Del har titlen De, der skal katekiseres; i fem korte kapitler gøres der opmærksom på de forskellige situationer og baggrunden hos dem, katekesen rettes til, på emner, der melder sig ud fra socio-religiøse situationer, og specielt på spørgsmålet om inkulturation;

* Femte del fokuserer på partikularkirkens centrale stilling og på den pligt af 1. klasse, den har til at fremme, organisere, føre tilsyn med og koordinere alle kateketiske aktiviteter; af særlig betydning er beskrivelsen af de roller, der tilkommer de forskellige medarbejdere, der er engageret i katekesen (og som naturligvis altid er afhængige af partikularkirkernes hyrder), og af de krav, der nødvendigvis må stilles til deres respektive uddannelse.

* Konklusionen går ind for en intensivering af den kateketiske aktivitet i vor tid og slutter med en opfordring til tro på Helligåndens virke og på, at Guds Ord, der er sået i kærlighed, vil være virkningsfuldt.

9. Hensigten med dette direktorium er klart den samme, som var tilstræbt med 1971 direktoriet. Det forsøger at tilvejebringe de fundamentale teologisk-pastorale principper, der hidrører fra Kirkens læreembede, især dem, der er inspireret af Det andet Vatikankoncil, og som er i stand til bedre at orientere og koordinere den pastorale aktivitet i Ordets tjeneste og konkret i katekesen. Direktoriets grundlæggende hensigt var (og vedbliver med at være) at præsentere overvejelser og principper snarere end umiddelbare fremgangsmåder eller praktiske direktiver. Denne fremstillingsform er blevet valgt, først og fremmest fordi mangler og fejltagelser i det kateketiske materiale kun kan undgås, hvis katekesens beskaffenhed og formål, så vel som de sandheder og værdier, der skal videregives, er forstået rigtigt fra begyndelsen af.

Den konkrete anvendelse af disse principper og udsagn ved hjælp af retningslinier, nationale, regionale eller på bispedømmeplan, katekismer og andre midler, der skønnes egnede til effektivt at støtte katekesen, er noget, der hører til de forskellige episkopaters særlige kompetence.

10. Det er indlysende, at ikke alle dele af direktoriet er lige vigtige. De dele, der beskæftiger sig med den guddommelige åbenbaring, katekesens beskaffenhed samt de kriterier, der er gældende for forkyndelsen af evangeliet, er universelt gyldige. De afsnit, der refererer til aktuelle omstændigheder, til forskellige metoder og til den måde, hvorpå man tilpasser katekesen til forskellige aldersgrupper og kulturelle sammenhænge, skal omvendt snarere forstås som fingerpeg eller vejledende retningslinier.

11.Direktoriet henvender sig principielt til biskopperne, bispekonferencerne og - i almindelighed og til deres kompetence - til dem, der har et ansvar i kateketisk sammenhæng. Det er klart, at direktoriet vil være nyttigt ved uddannelsen af dem, der forbereder sig til ordinationen som præster, i den kontinuerlige efteruddannelse af præster og ved uddannelsen af kateketer.

Det umiddelbare formål med direktoriet er at være til hjælp ved udarbejdelsen af kateketiske direktorier og katekismer. Efter forslag fra mange biskopper er der i direktoriet medtaget talrige noter og henvisninger, som vil være nyttige ved udarbejdelsen af sådanne kateketiske hjælpemidler.

12. Eftersom direktoriet er beregnet på at skulle benyttes af partikularkirker, hvis pastorale behov er meget forskellige, er det klart, at der kun har kunnet tages hensyn til fælles eller ret almindelige forhold. Dette gælder også for de dele, som beskæftiger sig med tilrettelæggelsen af katekese på forskellige planer. Der må tages passende hensyn til dette, når man benytter direktoriet. Som der allerede blev gjort opmærksom på i direktoriet fra 1971, kan dét, der kan forekomme utilstrækkeligt i områder, hvor katekese og kateketiske hjælpemidler har nået en høj standard, måske forekomme overdrevent i områder, hvor katekesen endnu ikke har gennemgået en sådan udvikling.

13. Det er håbet, at offentliggørelsen af dette dokument, et vidnesbyrd om Pavestolens omsorg for det kateketiske arbejde, må blive modtaget og studeret omhyggeligt i sammenhæng med hver enkelt partikularkirkes pastorale behov. Det må håbes, at det vil sætte gang i yderligere studier og uddybe forskningen, så det svarer til katekesens behov og til de normer og retningslinier, som Kirkens læreembede har fremlagt.

I øvrigt, Brødre, bed for os, at Herrens ord må få frit løb og æres, som det allerede sker hos jer (2.Thess.3,1).

Vatikanet, 15. august 1997

FESTEN FOR JOMFRU MARIAS OPTAGELSE I HIMLEN

X DARÍO CASTRILLÓN HOYOS

Ærkebiskop emeritus af Bucamaramga

Pro-Præfekt

X CRESCENZIO SEPE

Titulær ærkebiskop af Grado

Sekretær