Forberedelse
af lokale katekismer: et direkte ansvar for den biskoppelige tjeneste
284.
Blandt de hjælpemidler, der er til disposition for katekesen, overgår
katekismer alle andre. Deres betydning følger af den kendsgerning, at det
budskab, der overleveres af dem, er anerkendt af Kirkens hyrder som autentisk.
Dersom biskoppen fører forsædet i en partikularkirkes kateketiske aktivitet, er
det også rigtigt, at udgivelsen af katekismer er det biskoppelige embedes
direkte ansvar. Ved nationale, regionale katekismer eller katekismer på
bispedømmeplan, der er fremstillet i samarbejde med kateketiske medarbejdere,
ligger ansvaret i sidste instans hos biskopperne, der er kateketer par
excellence i partikularkirkerne.
Ved
udarbejdelsen af katekismer må der omhyggeligt holdes fast ved følgende to
kriterier:
a) en
fuldkommen overensstemmelse med den Katolske Kirkes Katekismus: "en sikker
og autentisk reference... især til udarbejdelsen af lokale katekismer";
b)
tilbørligt hensyn til de normer og kriterier for fremstillingen af evangeliets
budskab, som de er indeholdt i Almindeligt Kateketisk Direktorium, som også er
en "normgivende" for katekesen.
285.
"Pavestolens forudgående godkendelse", der kræves for katekismer, der
hidrører fra bispekonferencer, tilkendegiver, at de er dokumenter, hvorved den
universelle kirke, i de forskellige socio-kulturelle sammenhænge, som den er
sendt til, forkynder og videregiver evangeliet og "udvikler
partikularkirkerne ved at manifestere sig i dem". Godkendelsen af en
katekismus er en anerkendelse af den kendsgerning, at den er den universelle
kirkes lærebog til en specifik kultur og situation.
|