|
Det
kirkelige fællesskabs indre liv
27.
Det er vigtigt at overveje selve livet i det kirkelig fællesskab, som er netop
dets mest centrale egenskab. For det første er det nødvendigt at se, hvordan Det
andet Vatikankoncil er blevet modtaget i Kirken, og hvordan det har båret
frugt. De store koncilsdokumenter er ikke forblevet døde bogstaver: deres
virkninger anerkendes i vid udstrækning. De fire konstitutioner (Sacrosanctum
Concilium, Lumen Gentium, Dei Verbum og Gaudium et Spes) har virkelig beriget
Kirken. Faktisk
* opfattes
det liturgiske liv mere og mere som kilden til og højdepunktet af kirkeligt
liv;
* er Guds
folk nået til en klarere bevidsthed om det "almindelige præstedømme",
der bygger på dåben, og det genopdager mere og mere det universelle kald til
hellighed og en mere levende sans for indbyrdes tjeneste i kærlighed;
* har det
kirkelige fællesskab opnået en mere levende sans for Guds Ord. For eksempel
læses og værdsættes Den hellige Skrift mere, og der mediteres mere intenst over
den;
* bliver
Kirkens mission i verden opfattet på en ny måde: på grundlag af indre fornyelse
har Det andet Vatikankoncil åbnet katolikker for evangeliseringens krav, som
nødvendigvis er knyttet til dialog med verden, til menneskelig udvikling, til
forskellige kulturer og religioner såvel som til den påtrængende søgen efter
kristen enhed.
28.
Det må imidlertid erkendes, at der midt i denne rigdom også viser sig
"vanskeligheder med at acceptere Koncilet". Trods en så omfattende og
dyb ekklesiologi er følelsen af at høre til Kirken svækket, og "en vis
misstemning i forhold til Kirken bemærkes ofte". Således betragtes Kirken
ofte på en én-dimensional måde som en blot og bar institution og berøvet sit
mysterium. I nogle tilfælde er tendentiøse standpunkter blevet antaget og sat i
modsætning til forståelsen og gennemførelsen af den fornyelse i Kirken, som Det
andet Vatikankoncil søgte efter. Sådanne ideologier og en sådan adfærd har ført
til splittelser, der svækker det vidnesbyrd om fællesskab, som er absolut
nødvendigt for evangelisering. Kirkens evangeliserende aktivitet, katekese
medregnet, må på så meget desto mere afgørende måde stræbe mod solid kirkelig
samhørighed. Med sigte på dét haster det med at fremme og uddybe en ægte
communio-ekklesiologi, så der kan blive vakt en dyb kirkelig spiritualitet hos
de kristne.
|