|
Katekesens
situation: dens vitalitet og vanskeligheder
29.
Katekesens vitalitet i de senere år er i rigt mål blevet demonstreret ved mange
positive aspekter. Blandt andre må de følgende fremhæves særligt:
* det store
antal præster, gudviede og lægfolk, der med begejstring vier sig til katekesen,
en af de vigtigste kirkelige aktiviteter;
* betones
må også den nutidige katekeses missionerende karakter og dens evne til at skabe
sikkert grundlag for en tilslutning til troen både fra katekumenernes side og
fra dem, der skal katekiseres, og dét i en verden, hvor den religiøse sans er
uklar og afsvækket: i denne dynamik er der en klar bevidsthed om om, at
katekesen må have en katekumenal karakter og snarere ses som en alt omfattende
oplæring end som en blot bar meddelelse af information; den skal faktisk
fungere som et middel til at kalde på en virkelig omvendelse;
*
overensstemmende med, hvad der er sagt med hensyn til den stadigt større rolle,
som voksenkatekese spiller, får mange partikularkirkers kateketiske programmer
en særlig betydning. En satsning herpå fremstår som højt prioriteret i mange
bispedømmers pastorale planlægning og spiller også en central rolle i mange
kirkelige grupper og bevægelser;
* uden
tvivl sat i gang af nyere vejledninger fra læreembedet har dét at tænke
kateketisk i vor tid vundet meget med hensyn til kvalitet og dybde. I denne
forstand har mange lokalkirker allerede velegnede og formålstjenlige pastorale
programmer til deres disposition.
30.
Det er dog samtidigt nødvendigt med særlig opmærksomhed at undersøge nogle
problemer for at finde ud af, hvordan de skal løses:
* det første
problem drejer sig om opfattelsen af katekesen som en skole i troen, en
indføring og oplæring i hele det kristne liv, - noget som kateketer endnu ikke
har fuldt ud forstået;
* med
hensyn til katekesens fundamentale orientering, er den kateketiske aktivitet
sædvanligvis stadig gennemtrængt af ideen om 'åbenbaring': imidlertid har det
konciliære begreb 'tradition' langt mindre indflydelse som en inspiration for
katekesen: i megen katekese står en henvisning til Den hellige Skrift faktisk
alene og er ikke ledsaget af en tilstrækkelig henvisning til Kirkens lange
erfaring og refleksion, der er opnået i løbet af dens to tusindårige historie.
Katekesens kirkelige natur viser sig i så tilfælde mindre tydeligt; den
indbyrdes forbindelse mellem Den hellige Skrift, Traditionen og læreembedet
beriger endnu ikke "hver på deres måde" en harmonisk en kateketisk
videregiven af troen;
* hvad
angår genstanden for katekesen, som altid er et forsøg på at fremme fællesskab
med Jesus Kristus, er det nødvendigt at nå til en mere velafbalanceret
fremstilling af hele sandheden om Kristi mysterium. Ofte lægges der kun vægt på
hans menneskelighed uden nogen direkte omtale af hans guddommelighed; andre
gange, dog sjældnere i vore dage, lægges der en så eksklusiv vægt på hans guddommelighed,
at virkeligheden af det menneskevordne Ords mysterium ikke længere er åbenbar;
* der
består forskellige problemer med hensyn til katekesens indhold: der er visse
læremæssige lacunae, hvad angår sandheden om Gud og mennesket; om synd og nåde
og om eskatologi; der er behov for en solidere moralsk dannelse; fremstillinger
af Kirkens historie er utilstrækkelige, og der lægges ikke nok vægt på dens
sociallære; i nogle områder er det gået hurtigt med at udbrede katekismer og
tekster, der er produkter af separate initiativer, hvis selektive tendenser og
betoninger er så afvigende, at det kan skade den holden retning mod samme mål,
der er nødvendig for troens enhed;
*
"Katekesen er i selve sit væsen knyttet til hele den liturgiske og
sakramentale handlen". Imidlertid vidner den kateketiske praksis ofte om
en svag og fragmentarisk forbindelse med liturgien: begrænset opmærksomhed over
for liturgiske symboler og riter, ingen synderlig brug af de liturgiske kilder,
kateketiske kurser med ringe eller ingen forbindelse med det liturgiske år;
marginalisering af liturgiske celebrationer i forbindelse med kateketiske
programmer;
* efter en
periode, hvor nogle i overdreven grad hævdede værdien af metode og teknik i
forbindelse med pædagogikken, er man stadig ikke tilstrækkelig opmærksom på
kravene til og det originale ved en pædagogik, som svarer til troen. Det er
stadig let at falde i en 'indhold-metode' dualisme med deraf følgende
reduktionisme i retning af den ene eller den anden yderlighed; hvad angår den
pædagogiske dimension af katekesen, er den fornødne teologiske dømmekraft ikke
altid blevet udøvet
* hvad
angår forskellene mellem kulturer i troens tjeneste, er det svært at vide,
hvordan man skal videregive evangeliet inden for de kulturelle horisonter, der
eksisterer hos de folkeslag, det forkyndes for, på en sådan måde, så det
virkelig kan opfattes som et glædeligt budskab, der angår folkenes og
samfundenes liv.
*
Uddannelse til apostolatet og til mission er en af katekesens fundamentale opgaver.
Mens der er en ny modtagelighed over for oplæringen af lægfolk til at være
kristne vidner, til at gå ind i interreligiøs dialog og til at leve op til
deres verdslige forpligtelser, så synes uddannelsen til missionerende aktivitet
"ad gentes" ikke desto mindre stadig at være svag og utilstrækkelig.
Tit ofrer almindelig katekese en kun periferisk og usammenhængende opmærksomhed
på missionerne.
|