Induktiv og deduktiv metode

150. Trosformidlingen i katekesen er en nådens tildragelse, der realiseres ved mødet mellem Guds Ord og et menneskes erfaring. Den udtrykkes med forståelige tegn og er i sidste instans åben for mysteriet. Det kan ske på forskellige måder, der ikke altid er helt tydelige for os. Med hensyn til katekesens historie, taler man i dag i almindelighed om en induktiv metode og en deduktiv metode. Den induktive metode består i at præsentere kendsgerninger (bibelske begivenheder, liturgiske handlinger, begivenheder i Kirkens liv så vel som dagligdagens begivenheder). Det er en metode, der har mange fordele, fordi den passer til åbenbaringens økonomi. Den svarer til en dyb indre trang i menneskets sjæl til at få kendskab til uforståelige ting gennem synlige ting. Den passer også til kendetegnene for trosviden, som er viden ved hjælp af tegn. Den induktive metode udelukker ikke den deduktive metode. Faktisk har den brug for den deduktive metode, der forklarer og beskriver kendsgerninger ved at gå ud fra deres årsager. Den deduktive syntese har kun sin fulde værdi, når den induktive proces er fuldendt.

151. Hvad angår praktiske metoder har det en anden betydning: en kaldes "kerygmatisk" (descenderende); den begynder med forkyndelsen af budskabet, som det er udtrykt i troens vigtigste dokumenter (Bibel, liturgi, dogmatik...) og anvender det på livet; en anden kaldes "eksistentiel" (ascenderende); den bevæger sig fra menneskelige problemer og betingelser og belyser dem med Guds Ord. I sig selv er de legitime fremgangsmåder, hvis alle faktorer, som er i gang er blevet tilbørligt iagttaget; nådens mysterium og menneskelige kendsgerninger, forståelsen af tro og fornuftens fremgangsmåde.