Det kirkelige fællesskabs indre liv

27. Det er vigtigt at overveje selve livet i det kirkelig fællesskab, som er netop dets mest centrale egenskab. For det første er det nødvendigt at se, hvordan Det andet Vatikankoncil er blevet modtaget i Kirken, og hvordan det har båret frugt. De store koncilsdokumenter er ikke forblevet døde bogstaver: deres virkninger anerkendes i vid udstrækning. De fire konstitutioner (Sacrosanctum Concilium, Lumen Gentium, Dei Verbum og Gaudium et Spes) har virkelig beriget Kirken. Faktisk

* opfattes det liturgiske liv mere og mere som kilden til og højdepunktet af kirkeligt liv;

* er Guds folk nået til en klarere bevidsthed om det "almindelige præstedømme", der bygger på dåben, og det genopdager mere og mere det universelle kald til hellighed og en mere levende sans for indbyrdes tjeneste i kærlighed;

* har det kirkelige fællesskab opnået en mere levende sans for Guds Ord. For eksempel læses og værdsættes Den hellige Skrift mere, og der mediteres mere intenst over den;

* bliver Kirkens mission i verden opfattet på en ny måde: på grundlag af indre fornyelse har Det andet Vatikankoncil åbnet katolikker for evangeliseringens krav, som nødvendigvis er knyttet til dialog med verden, til menneskelig udvikling, til forskellige kulturer og religioner såvel som til den påtrængende søgen efter kristen enhed.

28. Det må imidlertid erkendes, at der midt i denne rigdom også viser sig "vanskeligheder med at acceptere Koncilet". Trods en så omfattende og dyb ekklesiologi er følelsen af at høre til Kirken svækket, og "en vis misstemning i forhold til Kirken bemærkes ofte". Således betragtes Kirken ofte på en én-dimensional måde som en blot og bar institution og berøvet sit mysterium. I nogle tilfælde er tendentiøse standpunkter blevet antaget og sat i modsætning til forståelsen og gennemførelsen af den fornyelse i Kirken, som Det andet Vatikankoncil søgte efter. Sådanne ideologier og en sådan adfærd har ført til splittelser, der svækker det vidnesbyrd om fællesskab, som er absolut nødvendigt for evangelisering. Kirkens evangeliserende aktivitet, katekese medregnet, må på så meget desto mere afgørende måde stræbe mod solid kirkelig samhørighed. Med sigte på dét haster det med at fremme og uddybe en ægte communio-ekklesiologi, så der kan blive vakt en dyb kirkelig spiritualitet hos de kristne.