1-500 | 501-705
Chapter, Paragraph
1 0,1 | ærede Brødre i bispeembedet og præstedømmet,~kære Brødre
2 0,1 | præstedømmet,~kære Brødre og Søstre!~1. HERRENS DAG -
3 0,1 | vender tilbage uge efter uge og fejrer Kristi sejr over
4 0,1 | fejrer Kristi sejr over synd og død, fuldbyrdelsen i ham
5 0,1 | ham af den første skabelse og frembruddet af "den nye
6 0,1 | mindes verdens første dag og med aktivt håb ser frem
7 0,1 | 1,11; 1 Thess.4,13-17), og alt vil blive gjort nyt (
8 0,1 | Herren skabt, lad os juble og glæde os på den" (Sl 118,
9 0,1 | forklarede Skrifterne for dem og åbenbarede sig, "da han
10 0,1 | brødet" (sml. Luk 24,32; 35). Og opfordringen giver genklang
11 0,1 | besøgt af den opstandne Jesus og modtog hans fred og hans
12 0,1 | Jesus og modtog hans fred og hans Ånd som gave (sml.
13 0,2 | kun fattes i troens lys og dog er historisk bevidnet
14 0,2 | v.s. Kristus] tilhører tid og evighed", som påskevigiliens
15 0,2 | som verdens oprindelses og dens endelige skæbnes mysterium
16 0,3 | historiens to tusinde år og blev eftertrykkeligt gentaget
17 0,3 | almindelige romerske kalender og de universelle normer, der
18 0,3 | betydning for kristenliv og menneskeliv.~Jeg bemærker
19 0,3 | for at fejre eukaristien og "Herrens dag". Meget af
20 0,3 | dag". Meget af den viden og mange af de intuitioner,
21 0,3 | tjeneste som biskop i Krakow og - siden den tid, hvor jeg
22 0,3 | tjenesten som biskop af Rom og Peters efterfølger - fra
23 0,3 | overvejer søndagens betydning og fremhæver grundene til at
24 0,4 | næsten almengyldig skik, og fordi selv i organiseringen
25 0,4 | ændringer af social adfærd og dermed af søndagens karakter.
26 0,4 | tilbringes langt fra hjemmet og ofte er forbundet med deltagelse
27 0,4 | på fridage. Dette sociale og kulturelle fænomen er absolut
28 0,4 | til menneskers udvikling og til fremskridt i samfundslivet
29 0,4 | sin fundamentale betydning og bliver blot del af en "weekend",
30 0,4 | forstået som en tid til hvile og adspredelse. Dette vil kræve
31 0,5 | nævnte sociologiske pres, og måske fordi motivationen
32 0,5 | pligten til at takke Herren og til at bede til ham sammen
33 0,5 | at både i missionslande og i lande, der er blevet evangeliseret
34 0,6 | række af nye situationer og de spørgsmål, som de fremkalder,
35 0,6 | sammen for at høre Guds ord og tage del i Eukaristien,
36 0,6 | Kristi lidelse, opstandelse og herlighed, og for at sige
37 0,6 | opstandelse og herlighed, og for at sige Gud tak, der
38 0,7 | at deltage i eukaristien og ved at hvile ud i en ånd
39 0,7 | en ånd af kristen glæde og venskab, forstås let, hvis
40 0,7 | han kan kaste lys over den og give den retning. Han er
41 0,7 | kender tidens hemmelighed og evighedens hemmelighed,
42 0,7 | evighedens hemmelighed, og ud af sin kærlighed giver
43 0,7 | at vore indbyrdes forhold og hele vort liv må blive menneskeligt
44 I,8 | han universets oprindelse og slutning. Som Johannes skriver
45 I,8 | Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til
46 I,8 | blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og
47 I,8 | og på jorden, det synlige og det usynlige ... Ved ham
48 I,8 | det usynlige ... Ved ham og til ham er alting skabt" (
49 I,8 | grundlagde den nye skabelse og påbegyndte den proces, som
50 I,8 | vender tilbage i herlighed og "overgiver Riget til Gud
51 I,8 | arbejde, han havde udført, og velsignede "den syvende
52 I,8 | velsignede "den syvende dag og helligede den" (1 Mos 2,
53 I,8 | karakteristisk for den første pagt, og som på en måde forudsiger
54 I,8 | måde forudsiger den nye og endelige pagts hellige dag.
55 I,8 | Guds hvile" (sml.1 Mos 2,2) og den hvile, han tilbyder
56 I,8 | storslåede beretning om skabelsen og uddybe vor forståelse af "
57 I,9 | begyndelsen skabte Gud himlen og jorden" (1 Mos 1,1)~9. Skabelseshistoriens
58 I,9 | for skabningens storhed og den deraf resulterende følelse
59 I,9 | helt formet at Guds mægtige og barmhjertige hånd.~"Gud
60 I,9 | af universets elementer og åbenbarer hemmeligheden
61 I,9 | virkelig forståelse af det og af dets endelige genskabelse:
62 I,9 | knyttet til sin oprindelse, og - efter at være blevet beskadiget
63 I,9 | drejer sig om livløse ting og dyr, men om mennesker, der
64 I,9 | frihedens enestående gave og risiko. Umiddelbart efter
65 I,9 | som skabt i Guds billede og dets fald, som slipper syndens
66 I,9 | fald, som slipper syndens og dødens mørke løs i verden (
67 I,10 | bevæger os til beundring og glæde, men som også kræver
68 I,10 | som også kræver dyrkning og udvikling. Ved "fuldendelsen"
69 I,10 | arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede
70 I,10 | forhold mellem Skaberen og den skabte verden, men belyser
71 I,10 | også til at "bygge" det og således blive Guds "medarbejder".
72 I,10 | jo skabt i Guds billede og har fået til opgave at underlægge
73 I,10 | at underlægge sig jorden og alt, hvad den omfatter,
74 I,10 | herske over den med retfærd og hellighed med det forsæt
75 I,10 | Skaber, samt føre sig selv og hele universet tilbage til
76 I,10 | af videnskab, teknologi og kultur i deres forskellige
77 I,10 | former - en endnu hurtigere og i dag endda overvældende
78 I,10 | hvorved Gud betror mand og kvinde opgaven med og ansvaret
79 I,10 | mand og kvinde opgaven med og ansvaret for at opfylde
80 I,10 | ansvaret for at opfylde jorden og - under overholdelse af
81 I,11 | grundlægger verden, uden ophør, og Gud arbejder altid, ligesom
82 I,11 | Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også" (Joh
83 I,11 | pagt, der sluttedes med og fuldendtes i Kristus. Det
84 I,11 | Helligåndens eskatologiske gave og dannelsen af Kirken som
85 I,11 | af Kirken som hans legeme og brud - vil udstrække tilbudet
86 I,11 | udstrække tilbudet om nåde og kaldet fra Faderens kærlighed
87 I,12 | plan er der både en forskel og en tæt forbindelse mellem
88 I,12 | forbindelse mellem skabelsesordnen og frelsesordnen. Dette er
89 I,12 | nødt til både i Det gamle og Det nye Testamente at opdage
90 I,12 | kendetegner forholdet mellem Gud og hans folk. Hoseas udtrykker
91 I,12 | vilde dyr, med himlens fugle og med jordens krybdyr. Bue,
92 I,12 | jordens krybdyr. Bue, sværd og krigsmagt sønderbryder jeg
93 I,12 | sønderbryder jeg i landet, og jeg lader dem bo trygt.
94 I,12 | forlover mig med dig i ret og retfærdighed, i godhed og
95 I,12 | og retfærdighed, i godhed og barmhjertighed. Jeg forlover
96 I,12 | forlover mig med dig i troskab, og du skal kende Herren" (Hos
97 I,12(12) | For vore jødiske brødre og søstre karakteriserer en "
98 I,12(12) | Genesis Rabbah som f.eks. X,9 og XI,8 (sml. J. Neusner, Genesis
99 I,12(12) | I, Atlanta 1985, s. 107 og s. 117). Sangen Leka Dôdi
100 I,13 | velsignede den syvende dag og helligede den (1 Mos 2,3)~
101 I,13 | forbereder til søndagen i den nye og evige pagt, er således rodfæstet
102 I,13 | struktur, erklærer Israel og Kirken, at de ikke betragter
103 I,13 | men som et definerende og uudsletteligt udtryk for
104 I,13 | som dette er bekendtgjort og forklaret ved bibelsk åbenbaring.
105 I,13 | adgang til dets dybere mening og sikrer, at det ikke bliver
106 I,14 | 14. Først og fremmest er søndagen derfor
107 I,14 | den er "velsignet" af Gud og "helliggjort" af ham, afsondret
108 I,14 | føres tilbage til Gud. Tid og rum tilhører ham. Han er
109 I,14 | med en speciel velsignelse og gør den til "sin dag" par
110 I,14 | ikke kender til afbrydelse, og dog alligevel aldrig er
111 I,14 | sig i, fra det almindelige og indirekte til det mere intense,
112 I,14 | intense, som Skriftens ord og også mange mystikeres vidnesbyrd
113 I,15 | 15. Alt menneskeligt liv og derfor al menneskelig tid
114 I,15 | lovprisning af Skaberen og taksigelse til ham. Men
115 I,15 | dette forholds dag, når mænd og kvinder hæver deres sang
116 I,15 | hæver deres sang til Gud og bliver hele skabningens
117 I,15 | taler levende om "fornyelse" og "given slip", udtrykker
118 I,15 | arbejdsrytme menneskets og kosmos' afhængighed af Gud.
119 I,15 | Herrens dag vender igen og igen tilbage for at fastslå
120 I,15 | minder om, at universet og historien tilhører Gud;
121 I,15 | historien tilhører Gud; og uden en konstant bevidsthed
122 I,16 | måde: "Husk sabbatsdagen og hold den hellig" (2 Mos
123 I,16 | den hellig" (2 Mos 20,8). Og den inspirerede tekst fortsætter
124 I,16 | dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt,
125 I,16 | Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer,
126 I,16 | Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den" (2 Mos 20,
127 I,16 | til at erindre Guds store og fundamentale værk, som er
128 I,16 | menneskets hele religiøse liv og derpå fylde den dag, som
129 I,16 | skabningen til Ham i lovprisning og taksigelse, fortroligt som
130 I,16 | fortroligt som et barn og venligt som en ægtefælle.~
131 I,17 | Forbindelsen mellem sabbatshvilen og temaetmed at "mindes" Guds
132 I,17 | har været træl i Egypten, og at Herren din Gud førte
133 I,17 | ud derfra med stærk hånd og løftet arm. Derfor har Herren
134 I,17 | den, vi allerede har set; og taget under ét afslører
135 I,17 | som sammenfatter skabelse og frelse. Derfor er det væsentligste
136 I,17 | fuld af taksigelse til og lovprisning af Gud, antager
137 I,17 | dybderne af Guds "hvile" og kan opleve en sitren af
138 I,18 | Guds frelsende gerninger, og fordi kristne så den afgørende
139 I,18 | frelseshistoriens klimaks og foregribelsen af verdens
140 I,18 | Gud udrettede i skabelsen og gennemførte for sit folk
141 I,18 | fuldkomne udtryk i Kristi død og opstandelse, skønt den definitive
142 I,18 | betydning helt realiseret, og Gregor den Store erklærer: "
143 I,18 | viste sig for sine disciple og bragte dem fredens og Helligåndens
144 I,18 | disciple og bragte dem fredens og Helligåndens gave (sml.
145 I,18 | påskemysteriet, at menneskeheden og med den hele skabningen,
146 I,18 | skabningen, som "endnu sukker og vånder sig" (Rom 8,22),
147 I,18 | generhverves, fuldkommengøres og åbenbares meningen med Det
148 II | DEN OPSTANDNE HERRES DAG OG HELLIGÅNDENS GAVE~
149 II,19 | Kristi ærværdige opstandelse, og det gør vi ikke kun til
150 II,19 | af alle de andre dage";16 og Augustin kalder søndagen
151 II,19 | forbindelse mellem søndagen og Herrens opstandelse fremhæves
152 II,19 | fremhæves stærkt af alle Østens og Vestens kirker. Især i de
153 II,19 | hemèra, opstandelsens dag, 18 og det er derfor, at den er
154 II,19 | lyset af denne konstante og universelle tradition er
155 II,19 | sin rod i selve skabelsen og endnu mere i mysteriet med
156 II,19 | troende til at overveje og gennemleve påskens begivenhed,
157 II,20 | Emmaus (sml. Luk 24,13-35) og for de elleve apostle, som
158 II,20 | Jesus viste sig for dem og gav sig til kende for Thomas
159 II,20 | for den første forkyndelse og dagen, da de første blev
160 II,20 | at Kristus var opstået, og "de som tog imod hans ord,
161 II,21 | Paulus tog afsked med dem og mirakuløst kaldte den unge
162 II,21 | bestemt dag før solopgang og sammen synge en hymne til
163 II,21 | Kristus som til en gud".19 Og når kristne talte om "Herrens
164 II,22 | hvor evangeliet udbredtes, og den græske og den romerske
165 II,22 | udbredtes, og den græske og den romerske kalenders festdage
166 II,22 | byggede på Det nye Testamente og var knyttet til den gammeltestamentlige
167 II,22 | nidkært af apologeterne og kirkefædrene i deres skrifter
168 II,22 | kirkefædrene i deres skrifter og prædikener, hvor de, når
169 II,22 | opstandelsens dag en dogmatisk og symbolsk værdi, som var
170 II,23 | skulle samles i synagogen og skulle holde hvile på den
171 II,23 | foreskrevne måde. Apostlene og især Paulus fortsatte til
172 II,23 | kommet til håbets nye liv og ikke mere holder sabbat,
173 II,23 | vort liv opstod ved ham og ved hans død, [..] dette
174 II,23 | som vi fik givet at tro, og gennem Hvilken vi holder
175 II,23 | i ånden disciple af ham og forventede ham som deres
176 II,23 | vil sige efter sabbatten, og ugens første dag".22 Denne
177 II,23 | at ligne sabbatten mere og mere. Desuden har der altid
178 II,23 | overholder både sabbatten og søndagen som "to dage, der
179 II,23(23) | forbindelsen mellem sabbat og søndag, begyndende med "
180 II,24 | forbindelse mellem opstandelse og skabelse. Kristen tankegang
181 II,24 | førstefødte" (Kol.1,15) og "den førstefødte af de døde" (
182 II,25 | blev givet dem i dåben, og som har gjort dem nye i
183 II,25 | sammen med ham i dåben, og i den blev I også oprejst
184 II,25 | Herrens opstandelse",24 og ved at foreslå bestænkning
185 II,25(25) | ritual for velsignelse og bestænkning med vie vand.~
186 II,26 | række af dage i en unik og transcendent position, som
187 II,26 | som fornyer kristnes håb og opmuntrer dem på deres vej. 26
188 II,26 | søndag både den "første" og den "ottende" dag ledes
189 II,27 | som kristen overvejelse og pastoral sædvane tillagde
190 II,27 | romernes navn for dagen, og som er bibeholdt i nogle
191 II,27 | kultformer, der tilbad solen, og at rette fejringen af dagen
192 II,27(29) | Således på engelsk "Sunday" og på tysk "Sonntag".~
193 II,27 | Joh.9,15; også 1,4-5; 9), og i den ugentlige tidsregning
194 II,27 | findes også i tidebønnerne32 og gives særlig eftertryk i
195 II,27 | sin, da han så på Kristus og i ham så det morgengry,
196 II,27 | dem, der sidder i mørke og i dødens skygge" (Luk.1,
197 II,27 | dødens skygge" (Luk.1,78-79), og den gentager Simeons glæde,
198 II,27(32) | primitiae surgentium" (Uge I); og også: "Salve dies, dierum
199 II,28 | med Helligåndens "ild", og de to billeder tilsammen
200 II,28 | påskeaften, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden!
201 II,28 | som "et kraftigt vindstød" og "ild" (Ap.G.2,2-3) på apostlene,
202 II,28(34) | Vivificantem (18. maj 1886), Herren og Levendegøreren nr. 22-26:
203 II,28 | med den opstandne Herre og modtager hans Ånds livgivende
204 II,29 | frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik
205 II,29 | hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og
206 II,29 | og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende" (
207 II,29 | trosbekendelsen om søndagens dåbs- og påskekarakter, idet den
208 II,29 | deres troskab mod Kristus og hans evangelium i en genopvakt
209 II,29 | hun lytter til Herrens ord og modtager hans legeme, betragter
210 II,29 | nærværende i de "hellige tegn", og bekender med apostlen Thomas: "
211 II,29 | apostlen Thomas: "Min Herre og min Gud!" (Joh.20,28).~ ~
212 II,30 | vanskelige tider må beskyttes og frem for alt leves i hele
213 II,30 | opfylde søndagspligten, og med en mors følsomhed betragter
214 II,30 | kaldet til et nyt kateketisk og pastoralt engagement for
215 II,30 | ind for dem, der bevarer og sikrer syv-dages-ugen med
216 II,30 | af dens mange betydninger og aspekter forbliver fejringen
217 III,31 | opstandne Herres nærvær~31. "Og se, jeg er med jer alle
218 III,31 | frugtbare hemmelighed i dens liv og som kilden til dens håb.
219 III,31 | bliver tilsvarende forkyndt og levet, er det ikke nok,
220 III,31 | disciple beder hver for sig og mindes Kristi død og opstandelse
221 III,31 | sig og mindes Kristi død og opstandelse hemmeligt i
222 III,31 | kommer til levende at forstå og at vidne for verden om,
223 III,31 | forløste folk "af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag" (
224 III,31 | stammer og tungemål, folk og folkeslag" (Joh.Åb.5,9).
225 III,31 | lære, ved brødets brydelse og ved bønnerne" (2,42).~ ~
226 III,32 | kildevæld".39 Eukaristien nærer og former Kirken: "Fordi der
227 III,32 | forbindelse med Herrens legemes og blods sakramente nydes,
228 III,32 | sakramente nydes, forkyndes og leves Kirkens mysterium
229 III,32(39)| Vivificantem (18 maj 1986) Herren og Levendegøreren 62-64, Ansgarstiftelsens
230 III,32 | søndagens fejring af Herrens dag og hans eukaristi er i centrum
231 III,33 | er vundet ved hans blod og skænket med hans død: "Fred
232 III,33 | troen på hans opstandelse og modtage den velsignelse,
233 III,33 | er de, som ikke har set og dog tror" (Joh.20.29). Denne
234 III,33 | opstandne Herres tilsynekomst og eukaristien er antydet i
235 III,33 | som Kristus slog følge med og fik til at forstå Skrifterne
236 III,33 | til at forstå Skrifterne og derefter sad til bords med.
237 III,33 | tog "brødet, velsignede og brød det og gav dem det" (
238 III,33 | velsignede og brød det og gav dem det" (Luk.24,30).
239 III,34 | der fejres på andre dage, og den kan heller ikke skilles
240 III,34 | skilles fra det liturgiske og sakramentale liv som helhed.
241 III,34 | åbenbaring af Kirken; 42 og dette udtrykkes stærkest,
242 III,34 | eukaristi, i fælles bøn ved ét og samme alter, hvor biskoppen
243 III,34 | omgivet af sine præster og altertjenere".43 Denne forbindelse
244 III,34 | forbindelse med biskoppen og med hele Kirken er indesluttet
245 III,34 | biskoppen ikke fører forsædet, og uafhængigt af på hvilken
246 III,34 | specielle højtidelighed og menighedens obligatoriske
247 III,34 | obligatoriske tilstedeværelse, og fordi den fejres "på den
248 III,34 | Kristus besejrede døden og gav os del i sit udødelige
249 III,34 | huske Kirken i hele verden" og få den til at vokse i alle
250 III,34 | troendes enhed med paven og de forskellige kirkers hyrder,
251 III,35 | søndagens fejring af Herrens dag og hans eukaristi".46 Opmærksom
252 III,35 | eukaristiske fejringer på søn- og helligdage, der normalt
253 III,35 | normalt holdes i andre kirker og kapeller, koordineres med
254 III,35 | Kirkens fællesskab, der næres og udtrykkes på en særlig måde
255 III,35(48)| KONGREGATIONEN FOR GUDSTJENESTER OG SAKRAMENTER, Instruktion
256 III,36 | der er forsamlet "ved" og "i" Faderens, Sønnens og
257 III,36 | og "i" Faderens, Sønnens og Helligåndens enhed. 49 For
258 III,36 | udtryk for deres identitet og deres "tjeneste" som "huskirke",50
259 III,36 | ved det ene ordets bord og livets brød. Vi gør vel
260 III,36(51)| KONGREGATIONEN FOR GUDSTJENESTER OG SAKRAMENTER, Direktorium
261 III,36 | bevægelser, foreninger og selv mindre religiøse fællesskaber,
262 III,36(52)| KONGREGATIONEN FOR GUDSTJENESTER OG SAKRAMENTER, Instruktion
263 III,36 | Kirkens fællesskabs liv og enhed helt sikres og støttes. 54
264 III,36 | liv og enhed helt sikres og støttes. 54 Autorisation
265 III,36 | Autorisation af mulige og klart begrænsede undtagelser
266 III,36 | på området for uddannelse og pastoral omsorg og med tanke
267 III,36 | uddannelse og pastoral omsorg og med tanke for, hvad der
268 III,36(54)| KONGREGATIONEN FOR GUDSTJENESTER OG SAKRAMENTER, Instruktion
269 III,37 | henvisningen til Kristi opstandelse og den ugentlige tilbagevenden
270 III,37 | Guds folks pilgrimsagtige og eskatologiske karakter.
271 III,37 | selve Kirkens mysterium55 og kan ses i enhver eukaristisk
272 III,37 | sine børn til eukaristien og lærer dem at vente på den "
273 III,37 | forsmag på den nye himmels og den nye jords glæde, når
274 III,38 | minde om Kristus, opstanden og opsteget til himlen, lever
275 III,38 | forventning "om det salige håb og vor Frelser Jesu Kristi
276 III,38 | Kristi komme".57 Fornyede og nærede af denne intense
277 III,38 | bliver kristent håb surdej og lys i menneskeligt håb.
278 III,38 | til hele menneskehedens; og Kirken, der samles til den
279 III,38 | verden, at den gør "de glæder og håb, den sorg og angst,
280 III,38 | glæder og håb, den sorg og angst, som moderne mennesker,
281 III,38 | mennesker, især de fattige og tyngede, føler og oplever"58
282 III,38 | fattige og tyngede, føler og oplever"58 til sine egne.
283 III,38 | ved at forkynde evangeliet og udøve kærlighed i arbejdslivet
284 III,38 | kærlighed i arbejdslivet og i alle livets mange andre
285 III,38 | sakramente, dvs. som et tegn og redskab for den inderlige
286 III,38 | inderlige forening med Gud og for hele menneskeslægtens
287 III,38(59)| II, Rundskrivelse Herren og Levendegøreren, Dominum
288 III,39 | søndagens menighed ved ordets og livets brøds dobbelte bord.
289 III,39 | forståelse af frelsens historie og især af påskemysteriet,
290 III,39 | Herre reelt, substantielt og vedvarende nærværende gennem
291 III,39 | ihukommelsen af hans lidelse og opstandelse, og livets brød
292 III,39 | lidelse og opstandelse, og livets brød gives som et
293 III,39 | mindede om, at "ordets liturgi og eukaristien er så tæt forbundet
294 III,39 | at i messer på søndage og befalede helligdage, måtte
295 III,39 | bibelske læsninger på søn- og helligdage - skrev: "Alt
296 III,39 | for hos de troende mere og mere at fremme 'den hunger ...
297 III,40 | Ord er blevet forkyndt, og hvor effektivt Guds folk
298 III,40 | folk er vokset i kendskab og kærlighed til Den hellige
299 III,40 | aspekter af dette - fejringen og den personlige tilegnelse, -
300 III,40 | personlige tilegnelse, - og de er meget tæt forbundet.
301 III,40 | passende kendskab til Skriften og, hvordet er pastoralt muligt,
302 III,40 | dem, der benyttes på søn- og helligdage. Hvis kristne
303 III,40 | tekster i en bønnens ånd og lydighed over for Kirkens
304 III,40 | eukaristien - præst, medhjælpere og troende68 - for at forberede
305 III,40 | fejringen - bønner, sang, lytten og ikke blot prædiken - på
306 III,40 | overvejelsen af Herrens ord og studere den hellige tekst,
307 III,40 | udtrykke dens indhold trofast og anvende den på menneskers
308 III,40 | på menneskers anliggender og på deres daglige liv.~
309 III,41 | er en tid til meditation og katekese som en dialog mellem
310 III,41 | som en dialog mellem Gud og hans folk, en dialog, hvori
311 III,41 | frelsens undere forkyndes, og pagtens krav bestandigt
312 III,41 | kærlighedens dialog ved at takke og lovprise og også ved at
313 III,41 | ved at takke og lovprise og også ved at vise deres troskab
314 III,41 | fremsigelsen af trosbekendelsen og er en udtrykkelig del af
315 III,41 | når loven blev forkyndt og Israels forsamling blev
316 III,41 | til at gentage sit "ja", og forny sin beslutning om
317 III,41 | at være trofast mod Gud og adlyde hans bud. Når Gud
318 III,41 | Amen" (sml. 2.Kor.1,20-22), og som genlyder i os, så det,
319 III,42 | eukaristiske brøds bord og forbereder menigheden til
320 III,42 | den bliver ét med Kristus og taler i hele menneskehedens
321 III,42 | tilbage på dem i Guds lys og takke ham "gennem Kristus,
322 III,42 | gennem Kristus, med Kristus og i Kristus, i Helligåndens
323 III,42 | sml. Kol.1,16; Joh.1,3), og at i Kristus, som kom i
324 III,42 | skikkelse for at antage og forløse vor menneskelige
325 III,42 | fra hvem alting bliver til og udleder sit liv fra (sml.
326 III,42 | doksologi, ser de i tro og håb frem til den eskatologiske
327 III,43 | enhver eukaristisk fejring og gør den til en glædelig
328 III,43 | flyder over af taknemlighed og håb. Men den opstår især
329 III,43 | det højeste udtryk for og fejringen af kenosis mysteriet,
330 III,43 | hvormed Kristus "ydmygede sig og blev lydig indtil døden,
331 III,43 | nærværende. Under brødets og vinens skikkelse, hvorover
332 III,43 | ofrede sig selv, én gang og for alle, på en blodig måde
333 III,43 | blodig måde på korsets alter, og ofres på en ublodig måde".70
334 III,43 | lovprisning, lidelser, bøn og arbejde er forenede med
335 III,43 | lovprisning, lidelser, bøn og arbejde og med hans totale
336 III,43 | lidelser, bøn og arbejde og med hans totale offer og
337 III,43 | og med hans totale offer og får således en ny værdi".71
338 III,44 | Påskemåltid og møde mellem brødre og søstre~
339 III,44 | Påskemåltid og møde mellem brødre og søstre~44. Eukaristiens
340 III,44 | det, både åndeligt, i tro og kærlighed, og sakramentalt
341 III,44 | åndeligt, i tro og kærlighed, og sakramentalt i modtagelsen
342 III,44 | er rigtigt disponerede, og at de, hvis de er bevidste
343 III,44(72)| KONGREGATIONEN FOR GUDSTJENESTER OG SAKRAMENTER, Instruktion
344 III,44 | drejer sig om messe på søn- og helligdage.~Det er også
345 III,44 | fællesskab med vore brødre og søstre. Søndagens eukaristiske
346 III,44 | understøttet af velkomstgestus og af bønnens tone, opmærksom
347 III,44(73)| kirkes biskopper om fraskilte og gengifte troendes modtagelse
348 III,44 | er sket i fejringen, 74 og af det engagement i indbyrdes
349 III,44 | bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om,
350 III,44 | din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig
351 III,44 | alteret og gå først hen og forlig dig med din broder,
352 III,44 | broder, så kan du komme og bringe din gave" (Matt.5,
353 III,45 | med den opstandne Herres og hans Ånds styrke at påtage
354 III,45 | hver søndag for at erfare og forkynde den opstandne Herre,
355 III,45 | kaldede til at evangelisere og aflægge vidnesbyrd i deres
356 III,45 | bønnen efter kommunionen og den afsluttende ritus -
357 III,45 | den sidste velsignelse og bortsendelsen - værdsættes
358 III,45 | bortsendelsen - værdsættes og påskønnes mere, så at alle,
359 III,45 | i gæld til deres brødre og søstre på grund af, hvad
360 III,45 | Herren med deres brødre og søstre (sml. Luk.24,33-35).~ ~
361 III,46 | er kendt som Didascalia, "og gå hyppigt til din forsamling,
362 III,46 | dag for at høre livets ord og ernæres af den guddommelige
363 III,46 | denne hyrdernes opfordring, og skønt der har været tider
364 III,46 | skønt der har været tider og situationer, hvor denne
365 III,46 | ægte heroisme hos præster og troende, der har opfyldt
366 III,46 | når de stod over for farer og blev nægtet religionsfrihed,
367 III,46 | var rettet til kejseren og senatet, beskrev Justin
368 III,46 | samlede kristne både fra byen og omegnen på ét sted. 76 Da
369 III,46 | trodse det kejserlige dekret og accepterede heller døden
370 III,46 | jeg gik til forsamlingen, og jeg fejrede Herrens nadver
371 III,46 | nadver sammen med mine brødre og søstre, fordi jeg er en
372 III,47 | mødte nogles halvhjertethed og ligegyldighed, at Kirkens
373 III,47 | fra det fjerde århundrede og fremover (som ved Koncilet
374 III,47 | efter tre udeblivelser) 78 og ganske særligt fra det sjette
375 III,47 | fra det sjette århundrede og fremover (som ved Koncilet
376 III,47 | den siger, at "på søndage og andre forpligtende helligdage
377 III,47(82)| guddommelige liturgi på søn- og helligdage, i overensstemmelse
378 III,47 | Katolske Kirkes Katekismus, 83 og det er let at forstå hvorfor,
379 III,48 | er decideret fjendtlige og til andre tider - faktisk
380 III,48 | faktisk oftere - ligegyldige og uforstående over for evangeliets
381 III,48 | de troende, holdes hellig og faktisk fejres som 'Herrens
382 III,48 | barmhjertighedsgerninger og ved at undlade at arbejde".84~
383 III,49 | mere end én messe på søn- og helligdage, 85 gennem indførelsen
384 III,49 | indførelsen af aftenmesser86 og i kraft af den bestemmelse,
385 III,49 | opfyldes fra lørdag aften og fremover, begyndende ved
386 III,49 | forpligtet til at prædike og fremsige de troendes bønner.~
387 III,49 | til messe, hvor de end er, og således berige den lokale
388 III,49 | over for besøgende brødre og søstre, især på steder,
389 III,50 | Givet søndagsmessens natur og dens betydning i de troendes
390 III,50 | dikteret af pastoral erfaring og lokal skik og brug svarende
391 III,50 | pastoral erfaring og lokal skik og brug svarende til liturgiske
392 III,50 | højtidelige ved fejringen og fremme følelsen af en fælles
393 III,50 | følelsen af en fælles tro og en indbyrdes kærlighed.
394 III,50 | kvaliteten både af teksterne og af melodierne, så at det,
395 III,50 | der i dag foreslås som nyt og kreativt, kommer til at
396 III,50 | til de liturgiske behov og er Kirkens tradition værdig,
397 III,51 | alle tilstedeværende, børn og voksne, tager aktivt del,
398 III,51 | hvor liturgien foreslår og anbefaler det. 90 Naturligvis
399 III,51 | udføre det eukaristiske offer og frembære det til Gud i hele
400 III,51 | anstår sig for celebranten, og den, der tilkommer diakoner
401 III,51 | der tilkommer diakoner og troende, der ikke er ordinerede. 92
402 III,51 | guddommelige offer for Gud og sig selv med det; både ved
403 III,51 | det; både ved frembærelsen og ved den hellige kommunion
404 III,51 | den liturgiske handling"94 og finder deri lys og styrke
405 III,51 | handling"94 og finder deri lys og styrke til at praktisere
406 III,51 | der følger af deres dåb, og vidne om et helligt liv.~ ~
407 III,52 | den opstandne Herres fred og glæde vil dukke op i livets
408 III,52 | For eksempel kan forældres og børns afslappede samvær
409 III,52 | fælles om nogle udviklende og mere reflekterende øjeblikke.
410 III,52 | til den opstandne Herre og Helligåndens kraft ved at
411 III,52 | at nøjes med minimalisme og middelmådighed på troens
412 III,52 | hvad der er mest korrekt og kærkomment for Herren. Og
413 III,52 | og kærkomment for Herren. Og trods vanskelighederne er
414 III,52 | vanskelighederne er der positive og opmuntrende tegn. I mange
415 III,52 | bøn i dens mange former, og det er en gave fra Helligånden.
416 III,52 | skikke såsom valfarter; og ofte benytter de troende
417 III,52 | næres ved evangelisering og ledes af ægte pastoral visdom.~ ~
418 III,53 | Pavestolens bekendtgørelser og direktiver, som det er betroet
419 III,53 | idet han bryder ordets og eukaristiens brød. På det
420 III,53(96)| KONGREGATIONEN FOR GUDSTJENESTER OG SAKRAMENTER, Direktorium
421 III,54 | Radio og fjernsyn~54. Endelig bør
422 III,54 | at hjælp af læsningerne og bønnerne for den dag fra
423 III,54 | I mange lande gør radio og fjernsyn det muligt at forene
424 III,54 | denforsamling af brødre og søstre, der er samlet på
425 III,54 | kan deltage i eukaristien, og som derfor er fritaget for
426 III,54 | forpligtelsen, er radio og fjernsyn en værdifuld hjælp,
427 III,54 | eukaristien til de syge og også bringer dem hele menighedens
428 III,54 | hele menighedens hilsner og udtryk for solidaritet.
429 III,54 | udbytte til disse kristne, og de er virkeligt i stand
430 III,54 | søndag som "Herrens dag" og "Kirkens dag".~
431 IV | SØNDAGEN: GLÆDENS, HVILENS OG SOLIDARITETENS DAG~
432 IV,55 | alle andre dage. Himlene og jorden, engle og mennesker
433 IV,55 | Himlene og jorden, engle og mennesker hengiver sig til
434 IV,55 | karakteriseret søndagen i både Østens og Vestens liturgi. Desuden
435 IV,55(99) | kirke i Antiokia (syrisk og arabisk udgave), Jounieh (
436 IV,55(100)| også Jesus opstod af døde og opsteg til himlene efter
437 IV,55 | Fasten ses der bort fra, og bønner fremsiges stående
438 IV,55 | et tegn på opstandelsen, og det er også derfor, at der
439 IV,56 | udtalte inden sin lidelse, og som giver genlyd i hver
440 IV,57 | afgjort præge hele livet og ikke kun én af ugens dage.
441 IV,57 | der fejrer Guds skaberværk og "nyskabelse", er søndagen
442 IV,57 | velegnede til at lære at glædes og genopdage glædens sande
443 IV,57 | genopdage glædens sande natur og dybe rødder. Denne glæde
444 IV,57 | fornemmelser af tilfredsstillelse og fornøjelse, som beruser
445 IV,57 | fornøjelse, som beruser sanserne og følelserne for et kort øjeblik,
446 IV,57 | hjertet utilfredsstillet og måske endda forbitret. Kristent
447 IV,57 | er glæde meget mere varig og trøstende, og som helgenerne
448 IV,57 | mere varig og trøstende, og som helgenerne bevidner,
449 IV,58 | konflikt mellem kristen glæde og ægte menneskelige glæder,
450 IV,58 | som faktisk er ophøjede og finder deres virkelige grundlag
451 IV,58 | den fuldkomne afbildning og åbenbaring af mennesket,
452 IV,58 | på én gang er guddommelig og menneskelig, og som findes
453 IV,58 | guddommelig og menneskelig, og som findes i den herliggjorte
454 IV,58 | må være i høj grad værdig og glad! Det er den korsfæstede
455 IV,58 | Det er den korsfæstede og herliggjorte Kristus, der
456 IV,58 | kærlighedspagten mellem Gud og hans folk: tegnet på og
457 IV,58 | og hans folk: tegnet på og kilden til kristen glæde,
458 IV,58 | er givet af Gud til mænd og kvinder til deres fulde
459 IV,58 | deres fulde menneskelige og åndelige vækst.~
460 IV,59 | Mos.2,1-3; 2.Mos.20,8-11) og med udfrielsen fra Egypten (
461 IV,59 | forkynde den nye skabelse og den nye pagt, der er kommet
462 IV,59 | Kristus, både det himmelske og det jordiske" (Ef.1,10).
463 IV,59 | fuldendtes af Kristus i hans død og opstandelse. Mere end en "
464 IV,59 | derfor dens opfyldelse, og i en vis forstand dens udvidelse
465 IV,59 | forstand dens udvidelse og fulde udtryk i den systematiske
466 IV,60 | er en teologi, der igen og igen fører os til en aldrig
467 IV,60 | beseglet med velsignelsen og indvielsen af den dag, da
468 IV,60 | for ved at modtage Gud og hans kairoi - "tiderne"
469 IV,60 | tiderne" for hans nåde og hans frelsende handlinger -
470 IV,61 | syvende dag, der er velsignet og indviet af Gud, afslutter "
471 IV,61 | shabatten" hele skaberværket, og er derfor direkte knytte
472 IV,61 | mennesket "i sit billede og sin lighed" (sml.1.Mos.-
473 IV,61 | forbindelse mellem "Guds dag" og "menneskets dag" undgik
474 IV,61 | skabte stjernerne, månen og solen, og heller ikke dér
475 IV,61 | stjernerne, månen og solen, og heller ikke dér læser jeg,
476 IV,61 | at han skabte mennesket, og at han derpå hvilede, idet
477 IV,61 | forbindelse mellem "Guds dag" og "menneskets dag". Når det
478 IV,61 | siger: "Husk sabbatsdagen og hold den hellig" (2.Mos.
479 IV,61 | erkende dets livgivende og befriende afhængighed af
480 IV,61 | afhængighed af Skaberen, og på samme tid dets kald til
481 IV,61 | samarbejde i Skaberens værk og til at modtage hans nåde.
482 IV,61 | mennesket helt sig selv, og således bærer Guds dag det
483 IV,61 | en måde, ligesom dyrene og mennesket selv, er udstyret
484 IV,61 | tilsyneladende frem for alt og i en vis forstand i at forøge
485 IV,61 | forøge tiden selv, ved i mænd og kvinder at uddybe glæden
486 IV,61 | uddybe glæden ved at leve og ønsket om at nære og videregive
487 IV,61 | leve og ønsket om at nære og videregive liv.~
488 IV,62 | lyset af søndagens teologi og spiritualitet: "Giv agt
489 IV,62 | Giv agt på sabbatsdagen og hold den hellig, sådan som
490 IV,62 | seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal;
491 IV,62 | hvilket som helst af dine dyr, og heller ikke den fremmede
492 IV,62 | fremmede i dine byer; din træl og din trælkvinde skal hvile,
493 IV,62 | selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud førte
494 IV,62 | ud derfra med stærk hånd og løftet arm. Derfor har Herren
495 IV,63 | sabbatten (sml. Matt.12,9-14 og paralleller), bestemt ikke
496 IV,63 | sine samtidiges overdrevne og legalistiske fortolkninger
497 IV,63 | legalistiske fortolkninger og udvider den virkelige betydning
498 IV,63 | beskytter Guds rettigheder og menneskets rettigheder.
499 IV,63 | fremmedgør mennesket for Gud og fremmedgør det for sig selv
500 IV,63 | fremmedgør det for sig selv og for andre ved konstant gennem
1-500 | 501-705 |