Chapter, Paragraph
1 0,1 | med aktivt håb ser frem til "den sidste dag", når Kristus
2 0,1 | 118,24). Denne opfordring til glæde, som påskeliturgien
3 0,1 | som påskeliturgien gør til sin, genspejler den forbavselse,
4 0,1 | i ugen" (Mark 16,2) kom til graven. Det er en opfordring
5 0,1 | graven. Det er en opfordring til på en måde at genopleve
6 0,1(1) | 1, IGNATIUS AF ANTIOKIA, Til Magnesierne 9,1-2; SC 10,
7 0,2 | fik den hellige Jeronimus til at sige: "Søndag er opstandelsens
8 0,3 | komme, der kalder troende til at overveje historiens gang
9 0,3 | lys, opfordrer dem også til med ny inderlighed at genopdage
10 0,3 | fællesskab. På tærsklen til Det store Jubelår 2000 har
11 0,3 | ønsker jeg at henvende mig til alle jer, Kristi troende,
12 0,3 | som om jeg var åndeligt til stede i alle de menigheder,
13 0,3 | som har givet anledning til denne apostoliske skrivelse,
14 0,3 | efterfølger - fra de besøg til de romerske sogne, som jeg
15 0,3 | betydning og fremhæver grundene til at leve søndagen virkeligt
16 0,4 | socio-økonomiske betingelser ofte ført til dybtgående ændringer af
17 0,4 | sande værdier kan bidrage til menneskers udvikling og
18 0,4 | menneskers udvikling og til fremskridt i samfundslivet
19 0,4 | Alt dette svarer ikke kun til behovet for hvile, men også
20 0,4 | behovet for hvile, men også til behovet for fest, som er
21 0,4 | er de, skønt de er parate til at højtideligholde søndagen,
22 0,4 | realiteten ude af stand til at gøre det.~Kristi disciple
23 0,4 | virkeligt skulle være en måde til at holde Herrens dag hellig
24 0,4 | blot forstået som en tid til hvile og adspredelse. Dette
25 0,4 | vil gøre kristne i stand til at "være, hvad de er" i
26 0,4 | troens gave, altid rede til at aflægge regnskab for
27 0,4 | måde vil de blive ledet til en dybere forståelse af
28 0,4 | situationer vil være i stand til at leve i fuld lydighed
29 0,5 | måske fordi motivationen til tro er svag, procenten af
30 0,5 | også sansen for pligten til at takke Herren og til at
31 0,5 | pligten til at takke Herren og til at bede til ham sammen med
32 0,5 | takke Herren og til at bede til ham sammen med andre i Kirkens
33 0,6 | fundamenter, der ligger til grund for kirkebudet, således
34 0,6 | tak, der har genfødt dem til et levende håb ved Jesu
35 0,7 | 7. Pligten til at holde søndagen hellig,
36 0,7 | dag stærkt opfordre enhver til at genopdage søndagen: Vær
37 0,7 | bange for at give jeres tid til Kristus! Ja, lad os åbne
38 0,7 | længsler. Den tid, der gives til Kristus, er aldrig spildt
39 I,8 | Alt blev til ved ham" (Joh 1,3)~8. For
40 I,8 | Johannes skriver i prologen til sit evangelium: "Alt blev
41 I,8 | sit evangelium: "Alt blev til ved ham, og uden ham blev
42 I,8 | og uden ham blev intet til af det, som er" (Joh 1,3).
43 I,8 | fremhæver dette, når han skiver til kolossenserne: "I ham blev
44 I,8 | usynlige ... Ved ham og til ham er alting skabt" (Kol
45 I,8 | som han selv vil bringe til fuldendelse, når han vender
46 I,8 | herlighed og "overgiver Riget til Gud Fader ..., for at Gud
47 I,8 | den præstelige forfatter til den første bibelske skabelsesberetning
48 I,8 | som Kristus selv gik ind til ved sin opstandelse. Guds
49 I,8 | opstandelse. Guds folk er kaldet til at gå ind til denne samme
50 I,8 | er kaldet til at gå ind til denne samme hvile ved at
51 I,9 | fra ingenting bragte alt til at være. Det er en beretning
52 I,9 | religiøs betydning, en hymne til universets Skaber, der fremhæver
53 I,9 | tilbagevendende fristelser til at guddommeliggøre verden
54 I,9 | Samtidig er det en hymne til skabningens godhed, helt
55 I,9 | som den forbliver knyttet til sin oprindelse, og - efter
56 I,9 | nådens hjælp vender tilbage til Ham, der skabte den. Det
57 I,10 | der med rette bevæger os til beundring og glæde, men
58 I,10 | Guds gerning er verden rede til menneskelig aktivitet. "
59 I,10 | menneskers opgave i relation til kosmos. Guds "arbejde" er
60 I,10 | mennesket, der er kaldet til ikke blot at bebo kosmos,
61 I,10 | at bebo kosmos, men også til at "bygge" det og således
62 I,10 | Guds billede og har fået til opgave at underlægge sig
63 I,10 | og hele universet tilbage til Ham, for at Gud derved kan
64 I,11 | syvende dag hentyder ikke til en inaktiv Gud, men fremhæver
65 I,11 | han kalder denne skabning til at indgå en kærlighedspagt.
66 I,11 | kaldet fra Faderens kærlighed til hele menneskeheden.~
67 I,12 | minder om, 12 er vi for at nå til kernen i "shabbatten", i
68 I,12 | shabbatten", i Guds "hvile", nødt til både i Det gamle og Det
69 I,13 | den første pagt forbereder til søndagen i den nye og evige
70 I,13 | udtryk for vort forhold til Gud, som dette er bekendtgjort
71 I,13 | at kristne i dag er nødt til at genopdage dette bud.
72 I,13 | alene, der giver adgang til dets dybere mening og sikrer,
73 I,13 | sikrer, at det ikke bliver til noget banalt eller bagatelliseres.~
74 I,14 | sabbatten "hellig", er vi nødt til at betragte hele fortællingen,
75 I,14 | undtagelse må føres tilbage til Gud. Tid og rum tilhører
76 I,14 | speciel velsignelse og gør den til "sin dag" par excellence,
77 I,14 | dialog, der ikke kender til afbrydelse, og dog alligevel
78 I,14 | almindelige og indirekte til det mere intense, som Skriftens
79 I,15 | menneskelig tid må blive til lovprisning af Skaberen
80 I,15 | af Skaberen og taksigelse til ham. Men menneskets forhold
81 I,15 | Men menneskets forhold til Gud kræver også tider til
82 I,15 | til Gud kræver også tider til udtrykkelig bøn, hvori forholdet
83 I,15 | hvori forholdet bliver til en intens dialog, der inddrager
84 I,15 | kvinder hæver deres sang til Gud og bliver hele skabningens
85 I,16 | huskes. Det er en opfordring til at erindre Guds store og
86 I,16 | som mennesket er kaldet til at hvile på. Hvile får derved
87 I,16 | værdi: den troende er kaldet til at hvile ikke blot som Gud
88 I,16 | blot som Gud hvilede, men til at hvile i Herren ved at
89 I,16 | at bringe hele skabningen til Ham i lovprisning og taksigelse,
90 I,17 | levende, fuld af taksigelse til og lovprisning af Gud, antager
91 I,18 | Fra sabbat til søndag~18. Fordi det tredje
92 I,18 | første dag efter sabbatten til en festdag, for det var
93 I,18 | vånder sig" (Rom 8,22), kom til at forstå sin nye "Exodus"
94 I,18 | bevæger os fra "sabbatten" til den "første dag efter sabbatten",
95 I,18 | sabbatten", fra den syvende dag til den første dag:~Dies Domini
96 I,18 | dag:~Dies Domini bliver til Dies Christi - Herrens Dag
97 I,18 | Dies Christi - Herrens Dag til Kristi Dag!~ ~
98 II,19 | og det gør vi ikke kun til påske, men også hver uge";
99 II,19 | opstandelse, vi må betragte for til fulde at forstå Herrens
100 II,19 | hver uge fører de troende til at overveje og gennemleve
101 II,19 | begivenhed, den sande kilde til verdens frelse.~
102 II,19(18) | Hentydningen til opstandelsen er særlig tydelig
103 II,20 | viste sig for dem og gav sig til kende for Thomas ved at
104 II,20 | forskelle - var samlede til en enhed.~ ~
105 II,21 | den unge Eutykos tilbage til livet (sml. ApG 20,7-12).
106 II,21 | og sammen synge en hymne til Kristus som til en gud".19
107 II,21 | en hymne til Kristus som til en gud".19 Og når kristne
108 II,22 | Testamente og var knyttet til den gammeltestamentlige
109 II,22 | symbolsk værdi, som var i stand til fuldstændigt at udtrykke
110 II,22(20) | sammesteds. Med henvisning til Plinius' brev mindes Tertullian
111 II,23 | betydningsfuldhed i forhold til den jødiske sabbat. Det
112 II,23 | og især Paulus fortsatte til at begynde med at være til
113 II,23 | til at begynde med at være til stede i synagogen for dér
114 II,23 | jødedommen gjorde dem tilbøjelige til at fastholde forpligtelsen
115 II,23 | levet i det gamle. er kommet til håbets nye liv og ikke mere
116 II,23(21) | Brevet til menigheden i Magnesia 9,
117 II,23 | historiske perioder, hvor pligten til at hvile om søndagen blev
118 II,23 | betonet, at den var tilbøjelig til at komme til at ligne sabbatten
119 II,23 | tilbøjelig til at komme til at ligne sabbatten mere
120 II,24 | Testamentes sabbat førte til teologisk erkendelse af
121 II,24 | Denne forbindelse opfordrede til at forstå opstandelsen som
122 II,25 | dage, som kalder de kristne til at mindes den frelse, der
123 II,25 | søndagen, både ved at opfordre til at fejre dåb - så vel som
124 II,26 | ophør, der hverken vil kende til morgen eller aften, den
125 II,26 | Idet han ser fremad til den sidste dag, som helt
126 II,26(26) | 793; ORIGENES, Kommentar til Salmerne, Psalm 118 (119),
127 II,26 | ottende" dag ledes den kristne til målet, som er det evige
128 II,27 | intuition inspirerede Kirken til at kristne opfattelsen af
129 II,27 | sol". Når Justin skriver til hedninger, benytter han
130 II,27 | gør den Zakarias' undren til sin, da han så på Kristus
131 II,27 | der er kommet som "et lys til åbenbaring for hedninger" (
132 II,28 | ildens" dag med henvisning til Helligånden. Kristi lys
133 II,28 | opstandne Herres store gave til hans disciple påskesøndag.
134 II,28 | der for altid giver liv til Kirken. 34 En sådan begivenhed
135 II,29 | påskekarakter, idet den gør den til den dag, hvor de døbte på
136 II,29 | Idet han eller hun lytter til Herrens ord og modtager
137 II,30 | Specielt føler den sig kaldet til et nyt kateketisk og pastoralt
138 II,30 | Kirkens kalender for at få den til at passe til forskellige
139 II,30 | for at få den til at passe til forskellige borgerlige kalendere
140 II,30 | kristne søndag på tærsklen til det tredje årtusind et uundværligt
141 III,31 | i dens liv og som kilden til dens håb. Som opstandelsens
142 III,31 | samle Guds spredte børn til ét" (Joh.11,52). Ved Åndens
143 III,31 | det er da, at de kommer til levende at forstå og at
144 III,31 | disciple, rummer fra slægtled til slægtled billedet af den
145 III,33 | en vis måde var Guds folk til alle tider nærværende i
146 III,33 | Kristus slog følge med og fik til at forstå Skrifterne og
147 III,33 | Skrifterne og derefter sad til bords med. De genkendte
148 III,33 | Nadver med en klar hentydning til "brødets brydelse", som
149 III,34 | samler alle sine medlemmer til "brødets brydelse", bliver
150 III,34 | brødets brydelse", bliver til stedet, hvor Kirkens mysterium
151 III,34 | i hele verden" og få den til at vokse i alle de troendes
152 III,34(45)| FOR TROSLÆREN, Skrivelse til den katolske kirkes biskopper
153 III,35(46)| Tale til den tredje gruppe af biskopper
154 III,35 | samme, idet de opfordrede til, at de eukaristiske fejringer
155 III,36 | indføring i messen gøres til en del af den opdragelse,
156 III,36 | den opdragelse, der gives til de børn, der er betroet
157 III,36 | de børn, der er betroet til deres omsorg, idet de forklarer
158 III,36 | der ikke skal opmuntres til messer for små grupper på
159 III,36 | hyrder under hensyntagen til specielle behov på området
160 III,36 | med tanke for, hvad der er til gavn for enkeltpersoner
161 III,37 | tiden, vil henvisningen til Kristi opstandelse og den
162 III,37 | højtidelige erindring hjælpe til at minde os om Guds folks
163 III,37 | herlighed. Dette gør søndagen til den dag, hvor Kirken, idet
164 III,37 | Når den samler sine børn til eukaristien og lærer dem
165 III,38 | Kristus, opstanden og opsteget til himlen, lever den kristne
166 III,38 | troendes bøn ikke blot svarer til den enkelte kristne menigheds
167 III,38 | menigheds behov, men også til hele menneskehedens; og
168 III,38 | menneskehedens; og Kirken, der samles til den eukaristiske fejring,
169 III,38 | tyngede, føler og oplever"58 til sine egne. Ved at frembære
170 III,39 | der var alvorlige grunde til det. 63 Disse gavnlige bestemmelser
171 III,39 | Paul VI - som en kommentar til det større tilbud om bibelske
172 III,39 | tilskynder den nye pagts folk til at nå til Kirkens fuldkomne
173 III,39 | nye pagts folk til at nå til Kirkens fuldkomne enhed".64~
174 III,40 | efter Koncilet, er vi nødt til at påskønne, hvor godt Guds
175 III,40 | i kendskab og kærlighed til Den hellige Skrift. 65 Der
176 III,40 | ved et passende kendskab til Skriften og, hvordet er
177 III,40 | specielle initiativer bestemt til at uddybe forståelsen af
178 III,41 | ikke så meget er en tid til meditation og katekese som
179 III,41 | part er Guds folk draget til at svare på denne kærlighedens
180 III,41 | forsamling forpligter os derfor til en indre fornyelse af vore
181 III,41 | 2.Mos.19,7-8; 24,3; 7) - til at gentage sit "ja", og
182 III,42 | Ordets bord leder naturligt til det eukaristiske brøds bord
183 III,42 | og forbereder menigheden til at praktisere dets mange
184 III,42 | fyldt af Ånden, vender sig til Faderen, idet den bliver
185 III,42 | Ugens rytme tilskynder os til at samles i taknemlig erindring
186 III,42 | menighed kommer således til en ny erkendelse af den
187 III,42 | sammenfattet for at blive overgivet til Faderen, fra hvem alting
188 III,42 | fra hvem alting bliver til og udleder sit liv fra (
189 III,42 | Amen" giver deres bifald til den eukaristiske doksologi,
190 III,42 | ser de i tro og håb frem til den eskatologiske afslutning,
191 III,42 | Kristus "overgiver Riget til Gud Fader ... for at Gud
192 III,43 | eukaristisk fejring og gør den til en glædelig begivenhed,
193 III,43 | konsekrationens ord, ofrer Kristus sig til Faderen i den samme offerhandling,
194 III,43 | dens menneskelige byrder til alteret.~ ~
195 III,44 | denne hensigt dette offer til Kirken, så den trofast kan
196 III,44 | ofrer sig selv i offeret til Faderen".72 Det er derfor,
197 III,44 | ånd, som Paulus skriver om til menigheden i Korinth (sml.
198 III,44 | indlysende, at indbydelsen til eukaristisk fællesskab er
199 III,44 | som de troende opfordres til at vise som en manifestation
200 III,44 | af Guds folks tilslutning til alt, hvad der er sket i
201 III,44(73)| FOR TROSLÆREN, Skrivelse til den katolske kirkes biskopper
202 III,44 | derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i
203 III,44(74)| INNOCENS I, Epist. 25, 1 til Decentius af Gubbio: PL
204 III,45 | Fra messe til "mission"~45. Ved at modtage
205 III,45 | forbereder Kristi disciple sig til med den opstandne Herres
206 III,45 | Ligesom de første vidner til opstandelsen er de kristne,
207 III,45 | opstandne Herre, kaldede til at evangelisere og aflægge
208 III,45 | Kristi disciple tilbage til deres dagligdags omgivelser
209 III,45 | omgivelser med forpligtelsen til at gøre hele deres liv til
210 III,45 | til at gøre hele deres liv til en gave, et åndeligt offer,
211 III,45 | åndeligt offer, der er Gud til behag (sml. Rom.12,1). De
212 III,45 | 1). De føler sig i gæld til deres brødre og søstre på
213 III,46 | Didascalia, "og gå hyppigt til din forsamling, for det
214 III,46 | Apologi, der var rettet til kejseren og senatet, beskrev
215 III,46 | strenghed, var mange modige nok til at trodse det kejserlige
216 III,46 | martyrerne; "Ja, jeg gik til forsamlingen, og jeg fejrede
217 III,47 | at Kirkens måtte gøre det til en udtrykkelig pligt at
218 III,47 | undertiden måtte Kirken gribe til specifikke kanoniske regler.
219 III,47 | fra lokale konciler førte til en universel praksis, hvis
220 III,47(80)| den moralske forpligtelse til at holde festdagene hellige:
221 III,47 | er de troende forpligtede til at deltage i messen".82
222 III,47(82)| troende kristne er forpligtede til at deltage i den guddommelige
223 III,48 | decideret fjendtlige og til andre tider - faktisk oftere -
224 III,49 | de troende er forpligtede til at deltage i messen, medmindre
225 III,49 | hyrder den tilsvarende pligt til at give enhver virkelig
226 III,49 | celebranten er forpligtet til at prædike og fremsige de
227 III,49 | skal de sørge for at gå til messe, hvor de end er, og
228 III,50 | lokal skik og brug svarende til liturgiske normer, må der
229 III,50 | er en særlig egnet måde til at give udtryk for et glad
230 III,50 | være omhyggelig med hensyn til kvaliteten både af teksterne
231 III,50 | nyt og kreativt, kommer til at svare til de liturgiske
232 III,50 | kreativt, kommer til at svare til de liturgiske behov og er
233 III,51 | eukaristiske offer og frembære det til Gud i hele folkets navn. 91
234 III,51 | modtaget i dåben, er de "med til at frembære eukaristien".93
235 III,51 | finder deri lys og styrke til at praktisere det præstedømme,
236 III,52 | søndagens centrum, men pligten til at holde søndagen hellig
237 III,52 | hellig kan ikke reduceres til dette. Faktisk leves Herrens
238 III,52 | godt, hvis den fra først til sidst kendetegnes af aktiv
239 III,52 | enhver af Kristi disciple til at skabe dagens andre øjeblikke -
240 III,52 | være en lejlighed ikke blot til at lytte til hinanden, men
241 III,52 | lejlighed ikke blot til at lytte til hinanden, men også til at
242 III,52 | lytte til hinanden, men også til at være fælles om nogle
243 III,52 | sørge for særlige tider til bøn - især den højtidelige
244 III,52 | Denne ret traditionelle måde til at holde søndagen hellig
245 III,52 | men Kirken viser sin tro til den opstandne Herre og Helligåndens
246 III,52 | bekendtgøre, at den ikke er villig til at nøjes med minimalisme
247 III,52 | ønsker at hjælpe kristne til at gøre, hvad der er mest
248 III,52 | troende søndagshvilens gode til at besøge en helligdom,
249 III,53 | sogne, der ikke har en præst til at hjælpe med at fejre søndagens
250 III,53 | sørgeor, at der fra tid til anden er en præst til stede
251 III,53 | tid til anden er en præst til stede eller ved at benytte
252 III,53 | benytte enhver lejlighed til at organisere en forsamling
253 III,54 | som bringer eukaristien til de syge og også bringer
254 III,54 | derved også rigt udbytte til disse kristne, og de er
255 III,54 | de er virkeligt i stand til at opleve søndag som "Herrens
256 IV,55 | og mennesker hengiver sig til glæde".99 Denne anråbelse
257 IV,55 | absolut ikke var taget hensyn til i den borgerlige kalender -
258 IV,55(99) | er diakonens proklamation til ære for Herrens dag: sml.
259 IV,55(100)| opstod af døde og opsteg til himlene efter at være blevet
260 IV,55(101)| bodsgestus, ikke syntes at passe til glædens dag. Sml. De Corona
261 IV,56 | men jeres sorg skal blive til glæde" (Joh.16,20). Havde
262 IV,56 | som Kristus videregiver til sin Kirke gennem Helligåndens
263 IV,57 | faktisk den mest velegnede til at lære at glædes og genopdage
264 IV,58 | VI skrev i sin opfordring til kristen glæde: "I sit væsen
265 IV,58 | opfordrede han hyrderne til at fastholde "nødvendigheden
266 IV,58 | som Kristus forbereder til os i sin kærlighed? Gid
267 IV,58 | folk: tegnet på og kilden til kristen glæde, et trin på
268 IV,58 | glæde, et trin på vejen til den evige fest".105 Denne
269 IV,58 | søndag er en virkelig "tid til fejring", en dag, der er
270 IV,58 | dag, der er givet af Gud til mænd og kvinder til deres
271 IV,58 | Gud til mænd og kvinder til deres fulde menneskelige
272 IV,59 | er den kristne kaldet til at forkynde den nye skabelse
273 IV,59 | betydning, når den bliver til en erindring om den universelle
274 IV,60 | der igen og igen fører os til en aldrig svigtende ærefrygt
275 IV,60 | Guds hviledag giver mening til tiden, som i rækkefølgen
276 IV,61 | er derfor direkte knytte til den sjette dags arbejde,
277 IV,61 | ære den dag, der er viet til Gud, slet ikke en byrde,
278 IV,61 | støtte, der skal hjælpe det til at erkende dets livgivende
279 IV,61 | og på samme tid dets kald til at samarbejde i Skaberens
280 IV,61 | samarbejde i Skaberens værk og til at modtage hans nåde. Ved
281 IV,62 | de bagvedliggende grunde til at overholde "Herrens dag" -
282 IV,63 | betydning: "Sabbatten blev til for menneskets skyld" (Mark.
283 IV,63 | kristne, kaldede som de er til at forkynde den befrielse,
284 IV,63 | følte, at de havde myndighed til at overføre sabbattens betydning
285 IV,63 | overføre sabbattens betydning til opstandelsens dag. Kristi
286 IV,64 | søndagen simpelt hen som en dag til gudsdyrkelse uden at give
287 IV,64 | nu uden hindring vie sig til fælles bøn. 108~Det ville
288 IV,64 | på ordningen med hensyn til søndagshvilen. I lande,
289 IV,64 | dag, hvor de troende mødes til den eukaristiske forsamling.
290 IV,64 | normalt, at søndagen, dagen til glad fejring, ikke også
291 IV,65 | det er menneskets metode til at trække sig tilbage fra
292 IV,65 | skabningen, som Gud giver til mennesket, kan forlede det
293 IV,65 | mennesket, kan forlede det til at glemme, at Gud er Skaberen,
294 IV,66(109)| 569-570). Fra det sjette til det niende århundrede forbød
295 IV,66 | forudsætter denne arbejdernes ret til hvile deres ret til arbejde,
296 IV,66 | ret til hvile deres ret til arbejde, og når vi overvejer
297 IV,66 | er arbejdsløse og tvungne til at forblive inaktive også
298 IV,67 | når da, som Paulus siger, til en dybere forståelse af,
299 IV,67 | vedkommende indskrænket til fem - søger tid til hvile
300 IV,67 | indskrænket til fem - søger tid til hvile og til at lægge mere
301 IV,67 | søger tid til hvile og til at lægge mere mærke til
302 IV,67 | til at lægge mere mærke til andre aspekter af deres
303 IV,67 | af deres liv, svarer det til et autentisk behov, der
304 IV,67 | Troende er derfor kaldede til at opfylde dette behov på
305 IV,67 | respekterer deres pligt til at holde søndagen hellig.
306 IV,67 | tilfælde er de forpligtede til at arrangere deres søndagshvile
307 IV,68 | hvilen ikke skal udarte til tomhed og kedsomhed, må
308 IV,68 | større frihed, mulighed til kontemplation og broderligt
309 IV,69 | mulighed for at vie sig til barmhjertigheds-, kærligheds-
310 IV,69 | glæde dybt i sig er også til fulde at dele den glæde,
311 IV,69 | kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan
312 IV,69 | dem tværtimod endnu mere "til al slags gerning, der viser
313 IV,70 | sammen og lægge så meget til side, som han har råd til" (
314 IV,70 | til side, som han har råd til" (1.Kor.16,2), siger Paulus,
315 IV,70 | Paulus, idet han henviser til den indsamling, der er organiseret
316 IV,70 | apostoliske påbud er nødt til at accepteres: langt fra
317 IV,70 | for endnu engang at lytte til Paulus' alvorlige advarsel,
318 IV,70 | alvorlige advarsel, rettet til menigheden i Korinth, som
319 IV,70 | sidder du godt', men siger til den fattige, 'Du kan stå
320 IV,70 | selv og har opkastet jer til dommere med onde tanker?" (
321 IV,70(114)| det, der indsamles, gives til ham, der fører forsædet,
322 IV,71 | Ambrosius brugte flammende ord til de rige, som mente, at de
323 IV,71 | kirken, ikke for at give til de fattige, men i stedet
324 IV,71 | kristne menighed om pligten til at gøre eukaristien til
325 IV,71 | til at gøre eukaristien til det sted, hvor broderlighed
326 IV,71 | hvor broderlighed bliver til praktisk solidaritet, hvor
327 IV,71 | rundhåndede gaver fra de rige til de meget fattige - på en
328 IV,71(117)| PAULINUS AF NOLA, Ep. 13, 11-12 til Pammacius: CSEL 29, 92-93.
329 IV,71(117)| eukaristien med uddeling af mad til de fattige, på en vis måde
330 IV,72 | kærlighed, der er bestemt til at brede sig ind i hele
331 IV,72 | begyndende med at inspirere dem til selve den måde, hvorpå de
332 IV,72 | mennesker ikke kan indskrænkes til en lejlighedsvis søndagsgestus.
333 IV,72 | så ikke gøre Herrens dag til en tid til mere intenst
334 IV,72 | gøre Herrens dag til en tid til mere intenst at dele med
335 IV,72 | med andre ved at opmuntre til al den opfindsomhed, som
336 IV,72 | kristen kærlighed er i stand til? Indbyde ensomme mennesker
337 IV,72 | Indbyde ensomme mennesker til et måltid, besøge de syge,
338 IV,72 | besøge de syge, skaffe mad til nødlidende familier, benytte
339 IV,72 | familier, benytte et par timer til frivilligt arbejde og solidaritets-handlinger:
340 IV,72 | ville bestemt være måder til at bringe den Kristi kærlighed,
341 IV,73 | blandt hans folk bliver til en forpligtelse til solidaritet,
342 IV,73 | bliver til en forpligtelse til solidaritet, en uimodståelig
343 IV,73 | solidaritet, en uimodståelig kraft til indre fornyelse, en inspiration
344 IV,73 | fornyelse, en inspiration til at ændre de syndens strukturer,
345 IV,73 | der forpligter de troende til at følge i Hans fodspor,
346 IV,73 | for ar bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse
347 IV,73 | frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte
348 IV,73 | Joh.14,27), de bliver til gengæld fredens bygmestre.~ ~
349 V,74 | blevet kød, bliver tiden til den Guds dimension, der
350 V,75 | oprejst ved Åndens kraft og til gengæld blev Åndens kildespring
351 V,75 | vidnesbyrd, som de er kaldede til at aflægge, så at enhvert
352 V,76 | er grundlagt, tæt knyttet til påskens og pinsens årlige
353 V,76 | at være blevet tilføjet til den ugentlige fejring af
354 V,76 | vigilie, der blev udvidet til de halvtreds dage, som fører
355 V,76 | halvtreds dage, som fører frem til pinse, blev påskefesten - "
356 V,76 | højtidelighed" - den foretrukne dag til indføring af katekumener.
357 V,76 | de fra synd og oprejses til et nyt liv, fordi Jesus "
358 V,76 | overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os" (Rom.
359 V,76 | 6,3-11). Intimt knyttet til påskemysteriet antager pinsefesten
360 V,76 | indvarslingen af missionen til alle folkeslag. 120~
361 V,77 | menneskevordelse og fødsel, hen til hans himmelfart, til pinsedagen
362 V,77 | hen til hans himmelfart, til pinsedagen og til det salige
363 V,77 | himmelfart, til pinsedagen og til det salige håb om Herrens
364 V,77 | fortjeneste, således at disse til hver en tid på en måde bliver
365 V,78 | Maria, som jo er knyttet til sin søns frelsesværk ved
366 V,78 | strukturerer året fra først til sidst, bliver kristnes kirkelige
367 V,78 | troende finder deres motiv til at leve, og fra hvem de
368 V,79 | i messen og tage sig tid til at hvile på disse festdage,
369 V,79 | er blevet ændret fra tid til anden, idet de sociale og
370 V,79 | Legemes og Blods fest flyttes til en søndag i overensstemmelse
371 V,79 | for at opfordre de troende til at gå til messe på andre
372 V,79 | opfordre de troende til at gå til messe på andre vigtige festdage,
373 V,80 | ikke er vanskeligt at få til at gå op i en højere enhed
374 V,80 | hyrderne at tage stilling til, hvilke ægte værdier i kulturen
375 Afsl,81 | som den er videregivet til os ved overleveringen, er
376 Afsl,82 | andre mennesker med hensyn til at nyde den ugentlige hviledag;
377 Afsl,82 | dag, hvor de er kaldede til at fejre deres egen og menneskehedens
378 Afsl,83 | situation er lejligheden til at mødes om søndagen med
379 Afsl,84 | vitale kræfter og motiver til håb. Søndagen er forkyndelsen
380 Afsl,84 | lejlighed, der er givet os til at forvandle dette livs
381 Afsl,84 | livs flygtige øjeblikke til evighedens frø. Søndagen
382 Afsl,84 | Søndagen er en indbydelse til at se fremad: det er den
383 Afsl,84 | den kristne menighed råber til Kristus, "Marana tha: Kom,
384 Afsl,84 | menneskeligt håb. Fra søndag til søndag går den, oplyst af
385 Afsl,84 | brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds
386 Afsl,85 | Ånden er aldrig svigtende til stede i enhver af Kirkens
387 Afsl,85 | er i søndagens forsamling til den ugentlige fejring af
388 Afsl,85 | påske, at Kirken lytter til Ånden på en særlig måde
389 Afsl,85 | umiddelbare forberedelse til jubilæet er viet til Helligånden.~
390 Afsl,85 | forberedelse til jubilæet er viet til Helligånden.~
391 Afsl,86 | denne apostoliske skrivelse til Den hellige Jomfrus forbøn,
392 Afsl,86 | Kirkens Dag?~Mens de lytter til det Ord, der forkyndes i
393 Afsl,86 | forsamling, ser de troende hen til Jomfru Maria, idet de af
394 Afsl,86 | Kristi offer og slutte sig til det ved at ofre deres egne
395 Afsl,86 | idet de gør Magnificats ord til deres egne, de ord, som
396 Afsl,86 | Luk.1,50). Fra søndag til søndag følger pilgrimsfolket
397 Afsl,86 | giver særlig kraft og glød til den bøn, der stiger op fra
398 Afsl,86 | der stiger op fra Kirken til Den helligste Treenighed.~
399 Afsl,87 | umiddelbare nærhed opfordrer os til en dybere åndelig og pastoral
400 Afsl,87 | en ende, mens vi ser hen til andre jubilæer og andre
401 Afsl,87 | søndag, der ikke vil kende til nogen afslutning.~Derfor,
402 Afsl,87 | præster, opfordrer jeg jer til at arbejde utrætteligt sammen
403 Afsl,87 | evangelium og mere effektive til at opbygge en kærlighedens
|