Chapter, Paragraph
1 0,1 | forbindelse med selve kernen i det kristne mysterium. Faktisk,
2 0,1 | Kristi opstandelses dag. Det er påsken, der vender tilbage
3 0,1 | skabning" (sml. 2.Kor.5,17). Det er den dag, som i taknemlig
4 0,1 | Mark 16,2) kom til graven. Det er en opfordring til på
5 0,2 | beror (sml. 1 Kor 15,14). Det er en forbavsende virkelighed,
6 0,2 | bevidnet af dem, der havde det privilegium at se den opstandne
7 0,2 | se den opstandne Herre. Det er en forunderlig begivenhed,
8 0,2 | skæbnes mysterium peger imod.~Det er derfor rigtigt at hævde
9 0,2 | hævde med en homili fra det fjerde århundrede, at "Herrens
10 0,2(4) | DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen
11 0,3 | eftertrykkeligt gentaget af Det andet Vatikankoncil: "Hver
12 0,3 | regulerer indretningen af det liturgiske år. 6 Det tredje
13 0,3 | af det liturgiske år. 6 Det tredje årtusinds komme,
14 0,3 | fællesskab. På tærsklen til Det store Jubelår 2000 har jeg
15 0,3 | forskellige perioder af det liturgiske år. Jeg betragter
16 0,4 | Indtil for ganske nyligt var det lettere i traditionelt kristne
17 0,4 | holde søndagen hellig, fordi det var en næsten almengyldig
18 0,4 | selv i organiseringen af det borgerlige samfund blev
19 0,4 | positive aspekter, fordi det ved at respektere sande
20 0,4 | del af en "weekend", kan det ske, at mennesker lukkes
21 0,4 | ude af stand til at gøre det.~Kristi disciple må imidlertid
22 0,4 | at aflægge regnskab for det håb, de har (sml. 1 Pet
23 0,4 | forståelse af søndagen, med det resultat, at de selv i vanskelige
24 0,5 | søndagen kan fejres, hvad enten det er i bymæssige områder eller
25 0,5 | andre i Kirkens fællesskab.~Det er også sandt, at både i
26 0,6 | som de fremkalder, synes det mere nødvendigt end nogensinde
27 0,6 | er kraftigt bekræftet af Det andet Vatikankoncil i dets
28 0,7 | dag, som er i centrum af det kristne liv. Lige fra begyndelsen
29 I,8 | opstandne Kristi herlighed. Det er den "nye skabelses" højtid.
30 I,8 | højtid. Alligevel, når det forstås tilbundsgående,
31 I,8 | plan med verdens skabelse. Det er sandt, at Ordet blev
32 I,8 | tidens fylde" (Gal 4,4); men det er også sandt, at i kraft
33 I,8 | også sandt, at i kraft af det mysterium, der ligger i
34 I,8 | uden ham blev intet til af det, som er" (Joh 1,3). Også
35 I,8 | i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige ...
36 I,8 | på jorden, det synlige og det usynlige ... Ved ham og
37 I,8 | da han hvilede efter alt det arbejde, han havde udført,
38 I,8 | bibelske skabelsesberetning var det da, at "sabbatten" fødtes,
39 I,8 | Egypten, da de kom ind i det forjættede land (sml. 2
40 I,8 | 44; Sl 95,11), genlæses i Det nye Testamente i lyset af
41 I,9 | bragte alt til at være. Det er en beretning af stor
42 I,9 | verden selv. Samtidig er det en hymne til skabningens
43 I,9 | barmhjertige hånd.~"Gud så, at det var godt" (1 Mos.1,10.12
44 I,9 | 1,10.12 etc.). Sådan som det inddeler fortællingen, kaster
45 I,9 | en virkelig forståelse af det og af dets endelige genskabelse:
46 I,9 | til Ham, der skabte den. Det er klart, at denne proces
47 I,10 | universet præget af hans godhed. Det er en smuk verden, der med
48 I,10 | syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført,
49 I,10 | dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført" (
50 I,10 | os ikke blot et glimt af det hemmelighedsfulde forhold
51 I,10 | men også til at "bygge" det og således blive Guds "medarbejder".
52 I,10 | Mosebog i en vis forstand "det første arbejdets evangelium".10
53 I,10 | Dette er en sandhed, som Det andet Vatikankoncil også
54 I,10 | retfærd og hellighed med det forsæt at anerkende Gud
55 I,10 | herliggøres over hele jorden".11~Det opmuntrende fremskridt af
56 I,10 | historiske konsekvens af det hverv, hvorved Gud betror
57 I,11 | eksempel for mennesket, passer det samme på Guds "hvile": "
58 I,11 | syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført" (
59 I,11 | en rigdom af betydning.~Det ville være banalt at tolke
60 I,11 | hvor godt" (1.Mos.1,31) det, han havde skabt, var, for
61 I,11 | blik fuldt af glad fryd på det. Dette er et "kontemplativt"
62 I,11 | der allerede er opnået. Det er et blik, som Gud kaster
63 I,11 | mennesket, kronen på skabningen. Det er et blik, der allerede
64 I,11 | bryllup, som kendetegner det forhold, som Gud ønsker
65 I,11 | og fuldendtes i Kristus. Det vil være det menneskevordne
66 I,11 | i Kristus. Det vil være det menneskevordne Ord, som -
67 I,12 | frelsesordnen. Dette er fremhævet i Det gamle Testamente, når det
68 I,12 | Det gamle Testamente, når det forbinder budet om "shabbat"
69 I,12 | hvile", nødt til både i Det gamle og Det nye Testamente
70 I,12 | til både i Det gamle og Det nye Testamente at opdage
71 I,12 | hans folk. Hoseas udtrykker det således i denne vidunderlige
72 I,12(12) | spiritualitet sabbatten, som det for eksempel viser sig i
73 I,12(12) | Kom oh brud midt blandt det elskede folks troende, oh
74 I,13 | i dybderne af Guds plan. Det er derfor, at budet ulig
75 I,13 | der repræsenterer selve det etiske livs søjler, der
76 I,13 | Kirken, at de ikke betragter det blot som en form for et
77 I,13 | ved bibelsk åbenbaring. Det er i dét perspektiv, at
78 I,13 | naturligt kan forenes med det menneskelige behov for hvile,
79 I,13 | menneskelige behov for hvile, er det troen alene, der giver adgang
80 I,13 | dybere mening og sikrer, at det ikke bliver til noget banalt
81 I,14 | pagtens dynamiske dialog - det vil i virkeligheden sige: "
82 I,14 | kærlighed udtrykker sig i, fra det almindelige og indirekte
83 I,14 | almindelige og indirekte til det mere intense, som Skriftens
84 I,15 | hele skabningens stemme.~Det er netop derfor, at det
85 I,15 | Det er netop derfor, at det også er hviledagen. Sådan
86 I,16 | noget skal gøres, fremhæver det, at noget skal huskes. Det
87 I,16 | det, at noget skal huskes. Det er en opfordring til at
88 I,17 | på skabelsesværket end på det befrielsesværk, som Gud
89 I,17 | skabelse og frelse. Derfor er det væsentligste ikke blot en
90 I,17 | dag sin fulde betydning. Det er da, at man kommer ind
91 I,17 | skabelsen så, "hvor godt det var" (1 Mos 1,31), alt dét,
92 I,18 | sabbat til søndag~18. Fordi det tredje bud beror på erindringen
93 I,18 | sabbatten til en festdag, for det var på den dag, Herren opstod
94 I,18 | den fulde åbenbaring af det mysterium, der omfatter
95 I,18 | Herre Jesu Kristi person".14 Det er derfor, at den glæde,
96 I,18 | gave (sml. Joh 20,19-23). Det var i påskemysteriet, at
97 I,18 | og åbenbares meningen med Det gamle Testamentes bud om
98 II,19 | ærværdige opstandelse, og det gør vi ikke kun til påske,
99 II,19 | Innocens I i begyndelsen af det femte århundrede, 15 idet
100 II,19 | opstandelsens dag, 18 og det er derfor, at den er kernen
101 II,19 | universelle tradition er det klart, at skønt Herrens
102 II,19 | Guds bibelske "hvile", er det ikke desto mindre Kristi
103 II,20 | påske (sml. ApG 2,1), da det løfte, Jesus havde givet
104 II,20 | hvor den blev åbenbaret som det folk, hvor Guds adspredte
105 II,21 | Ugens første dag~21. Det var derfor, at "den første
106 II,21 | tidligt som i begyndelsen af det andet århundrede blev det
107 II,21 | det andet århundrede blev det omtalt specielt af Plinius
108 II,21 | Herrens dag", gjorde de det, idet de tillagde denne
109 II,21 | at oversætte dét, der i Det gamle Testamentes åbenbaring
110 II,22 | med den kristne søndag. Det var derfor meget vanskeligt
111 II,22 | normen, fordi den byggede på Det nye Testamente og var knyttet
112 II,22 | fuldstændigt at udtrykke det kristne mysterium i hele
113 II,23 | forskel fra sabbatten~23. Det var denne nyhed, som de
114 II,23 | til den jødiske sabbat. Det var på sabbatten, at det
115 II,23 | Det var på sabbatten, at det jødiske folk skulle samles
116 II,23 | Når nu de, som har levet i det gamle. er kommet til håbets
117 II,23 | Hvilken vi holder for, at det skal vise sig, at vi er
118 II,23 | den ugentlige cyklus er det imidlertid den ottende dag
119 II,23 | ottende dag efter den syvende, det vil sige efter sabbatten,
120 II,23(21) | 2: De apostolske Fædre, Det Danske Bibelselskab, København,
121 II,24 | af den kristne søndag med Det gamle Testamentes sabbat
122 II,25 | Liturgien understreger det dåbsmæssige aspekt af søndagen,
123 II,25 | bodsritual, der minder om det dåbens øjeblik, hvori alt
124 II,26(26) | 9; De Apostolske Fædre, Det Danske Bibelselskab: København
125 II,26 | kristne til målet, som er det evige liv. 28~ ~
126 II,27 | så på Kristus og i ham så det morgengry, som skal "lyse
127 II,27 | når han i sine arme tager det guddommelige barn, der er
128 II,28 | hans disciple påskesøndag. Det var igen søndag, da Ånden
129 II,28 | grundlæggende begivenhed, men også det mysterium, der for altid
130 II,29 | den største troens dag. Det er den dag, hvor - ved Helligåndens
131 II,30 | En uundværlig dag!~30. Det er derfor klart, hvorfor
132 II,30 | fortæller i begyndelsen af det tredje århundrede, at allerede
133 II,30 | hellig på en bestemt måde. 36 Det, der begyndte som en spontan
134 II,30 | Vore dages stress kan gøre det vanskeligere at opfylde
135 II,30 | at ingen af dens børn i det normale livsforløb berøves
136 II,30 | Herrens dag fører med sig. Det var i denne ånd, at Det
137 II,30 | Det var i denne ånd, at Det andet Vatikankoncil i en
138 II,30 | kristne søndag på tærsklen til det tredje årtusind et uundværligt
139 II,30(37) | Sacrosanctum Concilium, Tillæg: Det andet Vatikankoncils erklæring
140 III,31 | tilsvarende forkyndt og levet, er det ikke nok, at Kristi disciple
141 III,31 | enkeltindivider, men som lemmer på det mystiske legeme, idet de
142 III,31 | blevet del af Guds folk. 38 Det er derfor vigtigt, at de
143 III,31 | synlig, når kristne samles: det er da, at de kommer til
144 III,31 | for verden om, at de er det forløste folk "af alle stammer
145 III,31(38)| Sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen
146 III,32 | legeme, for vi har alle del i det ene brød" (1.Kor.10,17).
147 III,33 | brødet, velsignede og brød det og gav dem det" (Luk.24,
148 III,33 | velsignede og brød det og gav dem det" (Luk.24,30). Jesu gestus
149 III,34 | Søndagens eukaristi~34. Det er rigtigt, at i sig selv
150 III,34 | heller ikke skilles fra det liturgiske og sakramentale
151 III,34(43)| DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen
152 III,35 | Domini også Dies Ecclesiae. Det er derfor, at fællesskabs-aspektet
153 III,35 | fejring bør betones særligt på det pastorale plan. Som jeg
154 III,35 | Opmærksom på dette mindede Det andet Vatikankoncil om,
155 III,35 | retningslinier pointerede det samme, idet de opfordrede
156 III,35 | fejring om søndagen, enten det så sker omkring biskoppen
157 III,35(48)| Instruktion om dyrkelsen af det eukaristiske mysterium,
158 III,36 | 36. Søndagens menighed er det privilegerede sted for fejringen
159 III,36(49)| Unitate, 7: CSEL 3/1, 215. DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen
160 III,36 | deltager med deres børn ved det ene ordets bord og livets
161 III,36 | at i denne henseende er det først af alle forældrene,
162 III,36 | søndagsmesser i sogne er det, for så vidt som sogne er "
163 III,36 | for i fællesskab at erfare det, som de dybest set deler,
164 III,36(52)| Instruktion om dyrkelsen af det eukaristiske mysterium,
165 III,36 | adskiller dem fra hinanden. Det er derfor, at der ikke skal
166 III,36 | små grupper på søndage: det drejer sig ikke blot om
167 III,36(53)| Eftersynodal apostolisk skrivelse Det kristne Lægfolk, Christifideles
168 III,36 | måtte kunne bibringe hele det kristne fællesskab.~ ~
169 III,37 | vis måde tager forskud på det himmelske Jerusalems eskatologiske
170 III,37(55)| Sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen
171 III,37 | glæde, når den hellige stad, det nye Jerusalem, kommer ned
172 III,38 | kun troens dag, men også det kristne håbs dag. At deltage
173 III,38 | menighed i forventning "om det salige håb og vor Frelser
174 III,38 | lys i menneskeligt håb. Det er derfor, at de troendes
175 III,38 | eukaristi kroner Kirken det vidnesbyrd, som dens børn
176 III,38(58)| DET ANDET VATIKANKONCIL Den
177 III,38(59)| DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen
178 III,39 | selv gav sine disciple: det er Kristus, der taler, nærværende
179 III,39 | på fremtidig herlighed. Det andet Vatikankoncil mindede
180 III,39(60)| DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen
181 III,39 | for Bibelens skatte".62 Det bestemte derpå, at i messer
182 III,39 | var alvorlige grunde til det. 63 Disse gavnlige bestemmelser
183 III,39 | VI - som en kommentar til det større tilbud om bibelske
184 III,40 | kendsgerning, at Koncilet gjorde det muligt at forkynde Guds
185 III,40 | tilegnelses plan må påhøret af det forkyndte Guds Ord være
186 III,40 | Kirkens fortolkning, 67 er det vanskeligt for den liturgiske
187 III,40 | Ord alene at frembringe det resultat, vi gerne vil opnå.
188 III,40(67)| Sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitution
189 III,40 | de på forhånd overvejer det Guds Ord, der vil blive
190 III,40 | stærkere gennemtrængt deraf. Det er klart, at meget afhænger
191 III,40 | udøver Ordets tjeneste. Det er deres pligt at forberede
192 III,41 | 41. Det bør også huskes, at den
193 III,41 | højtidelige tone, der findes i Det gamle Testamente ved de
194 III,41 | og som genlyder i os, så det, vi hører, må engagere os
195 III,41 | hører, må engagere os på det dybeste plan. 69~ ~
196 III,42 | bord leder naturligt til det eukaristiske brøds bord
197 III,43 | forbliver dybt præget i det væsentlige sakaramentale
198 III,43 | element af eukaristien, det højeste udtryk for og fejringen
199 III,43 | søndagens forsamling, som gør det muligt at bringe den forgangne
200 III,44 | måde, når den betragtes som det påskemåltid, hvori Kristus
201 III,44 | den trofast kan deltage i det, både åndeligt, i tro og
202 III,44 | offeret til Faderen".72 Det er derfor, at Kirken anbefaler,
203 III,44(72)| Instruktion om tilbedelsen af det eukaristiske mysterium,
204 III,44 | Korinth (sml. 1.Kor.11,27-32). Det er indlysende, at indbydelsen
205 III,44 | er mere indtrængende, når det drejer sig om messe på søn-
206 III,44 | messe på søn- og helligdage.~Det er også vigtigt altid at
207 III,44 | menigheden. Fredshilsnen - i det romerske rituale meningsfuldt
208 III,44 | sket i fejringen, 74 og af det engagement i indbyrdes kærlighed,
209 III,44 | sker gennem delingen af det ene brød - med bevidsthed
210 III,45 | forstået betydningen af det, de har gjort, stopper den
211 III,45 | en dybere fornemmelse af det ansvar, der er betroet dem.
212 III,46 | midtpunktet i søndagen, er det indlysende, hvorfor Kirkens
213 III,46 | fremhæver teksten fra det tredje århundrede, der er
214 III,46 | til din forsamling, for det er din lovprisning af Gud.
215 III,46 | modige nok til at trodse det kejserlige dekret og accepterede
216 III,46 | fordi den ikke kan undværes; det er vor lov". Da hun bekendte
217 III,47 | 47. Selv om det i de første tider ikke blev
218 III,47 | samvittighedspligt, der udgår af det indre behov, der føltes
219 III,47 | første århundreders kristne. Det var først, da den mødte
220 III,47 | ligegyldighed, at Kirkens måtte gøre det til en udtrykkelig pligt
221 III,47 | adskillige lokale konciler fra det fjerde århundrede og fremover (
222 III,47 | og ganske særligt fra det sjette århundrede og fremover (
223 III,47(80)| Sml. det modsatte forslag, der blev
224 III,47 | Kirkes Katekismus, 83 og det er let at forstå hvorfor,
225 III,47 | hvor vital søndagen er for det kristne liv.~
226 III,48 | overvundne, må de kunne regne med det kristne fællesskabs støtte.
227 III,48 | kristne fællesskabs støtte. Det er derfor, de må være overbeviste
228 III,48 | være overbeviste om, at det er af afgørende betydning
229 III,48 | den nye pagts sakramente. Det er derfor biskoppernes særlige
230 III,49(86)| 177-178. KONGREGATIONEN, DET HELLIGE OFFICIUM, Instruktion
231 III,49 | tiltrækker mange turister, som det ofte vil være nødvendigt
232 III,50 | Herrens opstandelse. Derfor er det vigtigt at være særlig opmærksom
233 III,50 | hjerte, ved at fremhæve det højtidelige ved fejringen
234 III,50 | og af melodierne, så at det, der i dag foreslås som
235 III,51 | fejring der engagerer alle~51. Det er nødvendigt at sikre,
236 III,51 | liturgien foreslår og anbefaler det. 90 Naturligvis tilkommer
237 III,51 | Naturligvis tilkommer det kun dem, der udøver den
238 III,51 | præstelige tjeneste, at udføre det eukaristiske offer og frembære
239 III,51 | eukaristiske offer og frembære det til Gud i hele folkets navn. 91
240 III,51(90)| Sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen
241 III,51(91)| Sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen
242 III,51 | bevidst, at på grund af det almindelige præstedømme,
243 III,51 | rollefordeling, frembærer de dog "det guddommelige offer for Gud
244 III,51 | for Gud og sig selv med det; både ved frembærelsen og
245 III,51(93)| DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen
246 III,51 | styrke til at praktisere det præstedømme, der følger
247 III,52 | selv i lægfolkets liv, når det er muligt, sørge for særlige
248 III,52 | i dens mange former, og det er en gave fra Helligånden.
249 III,53 | aftagende antal af præster gør det umuligt at garantere tilstedeværelsen
250 III,53 | bekendtgørelser og direktiver, som det er betroet bispekonferencerne
251 III,53 | og eukaristiens brød. På det pastorale plan må der derfor
252 III,53 | regelmæssigt er berøvet det, enten ved at sørgeor, at
253 III,54 | lande gør radio og fjernsyn det muligt at forene sig med
254 III,54 | fra et helligt sted. 98 Det er klart at denne form for
255 III,54(98)| Sml. DET PAVELIGE RÅD FOR SOCIAL
256 IV,55 | Vestens liturgi. Desuden er det historisk, at - selv inden
257 IV,55(100)| apostolske Fædre, s. 40, Det danske Bibelselskab, København
258 IV,55(100)| være blevet åbenbaret". Det danske Bibelselskab, København
259 IV,55 | tegn på opstandelsen, og det er også derfor, at der synges
260 IV,55(101)| eksempel, at om søndagen var det forbudt at knæle, fordi
261 IV,56 | som et ugentligt ekko af det første møde med den opstandne
262 IV,58 | mennesket, som Gud ville det. Som min forgænger Paul
263 IV,58 | høj grad værdig og glad! Det er den korsfæstede og herliggjorte
264 IV,59 | den er en opfyldelse af Det gamle Testamentes sabbat.
265 IV,59 | sabbat. På Herrens dag, som Det gamle Testamente - som vi
266 IV,59 | sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske" (
267 IV,59 | Kristus, både det himmelske og det jordiske" (Ef.1,10). Erindringen
268 IV,60 | søndagens kristne karakter. Det er en teologi, der igen
269 IV,60 | da Gud hvilede "efter alt det arbejde, han havde udført,
270 IV,61 | og "menneskets dag". Når det guddommelige bud siger: "
271 IV,61 | støtte, der skal hjælpe det til at erkende dets livgivende
272 IV,61 | og således bærer Guds dag det dybe præg af Guds velsignelse (
273 IV,62 | 62. Det er derfor kristnes pligt
274 IV,63 | menneskets rettigheder. Det er derfor, at kristne, kaldede
275 IV,63 | mennesket for Gud og fremmedgør det for sig selv og for andre
276 IV,64 | af sabbatshvile. Først i det fjerde århundrede anerkendte
277 IV,64 | fjerde århundrede anerkendte det romerske kejserriges borgerlige
278 IV,64 | sig til fælles bøn. 108~Det ville derfor være forkert
279 IV,64 | sammen med søndagen, er det stadigt søndag, som forbliver
280 IV,64 | virkelige ofre. For kristne er det ikke normalt, at søndagen,
281 IV,64 | også er en hviledag, og det er vanskeligt for dem at
282 IV,65 | Herrens dag og hviledagen i det borgerlige samfund en mening
283 IV,65 | betydning, der går ud over det udtrykkeligt kristne synspunkt.
284 IV,65 | villet af Gud selv, som det viser sig i skabelsesberetningen
285 IV,65 | er noget "helligt", fordi det er menneskets metode til
286 IV,65 | til mennesket, kan forlede det til at glemme, at Gud er
287 IV,65 | Skaberen, hvem alt afhænger af. Det er endnu vigtigere at indse
288 IV,66 | 66. Endelig må det ikke glemmes, at selv i
289 IV,66 | var mindre værdigt, når det sammenlignedes med overholdelse
290 IV,66 | søndagspligten, men snarere fordi det behøvede mere regulering
291 IV,66 | dets byrder og således gøre det muligt for enhver at holde
292 IV,66(109)| Laodicea (anden halvdel af det fjerde århundrede): Mansi,
293 IV,66(109)| Mansi, II, 569-570). Fra det sjette til det niende århundrede
294 IV,66(109)| 570). Fra det sjette til det niende århundrede forbød
295 IV,66 | historiske sammenhæng er det stadig en pligt at sørge
296 IV,67 | er mindre presset, ser vi det sande ansigt hos de mennesker,
297 IV,67 | der vender mennesket imod det selv - kan blive genopdaget
298 IV,67 | forkastes, når man tager imod det med tak; for det helliges
299 IV,67 | tager imod det med tak; for det helliges ved Guds ord og
300 IV,67 | aspekter af deres liv, svarer det til et autentisk behov,
301 IV,67 | deres fællesskabs tro, som det udtrykkes i fejringen og
302 IV,68 | person, der respekterer det sociale og økonomiske livs
303 IV,69 | dette, idet han forbinder det "nye bud" med denne glædesgave: "
304 IV,69 | Ved disse gerninger skal det jo kunne ses, at de kristne,
305 IV,69(113)| DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen
306 IV,70 | søndagens eukaristi åbnes det troende hjerte vidt for
307 IV,70 | alle Kirkens aspekter. Men det fulde omfang af de apostoliske
308 IV,70 | Når I kommer sammen, er det ikke Herrens måltid, I holder,
309 IV,70(114)| hvad han selv synes, og det, der indsamles, gives til
310 IV,71 | Hvad godt er der ved det, hvis det eukaristiske bord
311 IV,71 | godt er der ved det, hvis det eukaristiske bord er overlæsset
312 IV,71 | hans sult, og så kan du med det, der er tilovers, også smykke
313 IV,71 | at gøre eukaristien til det sted, hvor broderlighed
314 IV,72 | har brug for deres hjælp. Det kan være, at der i deres
315 IV,72 | isolation, behov og lidelser. Det er ganske vist rigtigt,
316 IV,72 | kærlighed, der er modtaget ved det eukaristiske bord, ind i
317 V,74 | sig selv er evig".118~I Det nye Testamentes lys udgør
318 V,74 | højdepunkt i opstandelsen. Det er sandt, at Jesus er Gud,
319 V,74 | der er blevet menneske fra det øjeblik, hvor han er undfanget
320 V,74 | født dig i dag" (Ps.2,7). Det er netop af denne grund,
321 V,74 | fuldendelsen, Alfa og Omega". Det er de ord, der udtales af
322 V,74 | indvier påskelyset, som bærer det indeværende årstal. Disse
323 V,75 | åbenbarer tidens betydning. Det har intet tilfælles med
324 V,75 | menneskeheden. Kristne ved, at det ikke er nødvendigt at vente
325 V,75 | den herliggjorte Kristus. Det er denne livskraft, der
326 V,75 | helligholde søndagen er det vigtige vidnesbyrd, som
327 V,76 | Søndag i det liturgiske år~76. Med dens
328 V,76 | profetisk bebudet i dem. Siden det andet århundrede tillod
329 V,77 | for indretningen af hele det liturgiske år. Som Det andet
330 V,77 | hele det liturgiske år. Som Det andet Vatikankoncil minder
331 V,77 | himmelfart, til pinsedagen og til det salige håb om Herrens genkomst.
332 V,78 | fejrer Kristi mysterier i det årlige kredsløb, ærer den
333 V,78 | Kirken påskemysteriet, som det viser sig i disse helgener,
334 V,78 | liturgiens sande ånd, skygger det ikke for, at Kristus er
335 V,78 | midtpunkt, men anerkender det tværtimod, idet det demonstrerer
336 V,78 | anerkender det tværtimod, idet det demonstrerer kraften i forløsningen,
337 V,78 | selv forbliver uændret".124 Det indre forhold mellem helgenernes
338 V,78 | indbygget i selv ordningen af det liturgiske år, og udtrykkes
339 V,78 | Herrens dag. Ved at følge det liturgiske års vekslende
340 V,79 | forståelsen og fejringen af disse det liturgiske års festdage,
341 V,79 | som er så værdifulde for det kristne liv, at Kirken har
342 V,79 | deres vigtighed ved at gøre det obligatorisk for de troende
343 V,79 | særlige omstændigheder i det ene eller det andet land
344 V,79 | omstændigheder i det ene eller det andet land tillader de nuværende
345 V,80 | hvad der er uforeneligt med det kristne evangelium. Samtidig
346 V,80 | evangelium. Samtidig må det ikke glemmes, at disse traditioner -
347 V,80 | initiativer af nyere dato i det borgerlige samfund - også
348 V,80 | indeholder værdier, som det ikke er vanskeligt at få
349 V,80 | højere enhed med troens krav. Det påhviler hyrderne at tage
350 Afsl,81 | på en måde en syntese af det kristne liv og en betingelse
351 Afsl,81 | en betingelse for at leve det på en god måde. Det er derfor
352 Afsl,81 | leve det på en god måde. Det er derfor indlysende, hvorfor
353 Afsl,81 | et behov, der opstår fra det kristne livs dybder. Det
354 Afsl,81 | det kristne livs dybder. Det er afgørende vigtigt, at
355 Afsl,82 | 82. Det er med denne stærke trosoverbevisning
356 Afsl,82 | er de klart bevidste om det enestående og særegne ved
357 Afsl,84 | med at søndagen støtter det kristne liv, har den desuden
358 Afsl,84 | indbydelse til at se fremad: det er den dag, hvor den kristne
359 Afsl,84 | fremad mod den evige søndag i det himmelske Jerusalem, som
360 Afsl,85 | opmuntres den af Ånden. Det er den, der vækker erindringen
361 Afsl,85 | med sit væld af gaver. Men det er i søndagens forsamling
362 Afsl,85 | rækker ud efter Kristus i det brændende ønske, at han
363 Afsl,86 | nærværende i Kirkens søndag. Det er selve Kristi mysterium,
364 Afsl,86 | Dag?~Mens de lytter til det Ord, der forkyndes i søndagens
365 Afsl,86 | at gemme og grunde over det i deres hjerter (sml. Luk.
366 Afsl,86 | offer og slutte sig til det ved at ofre deres egne liv.
367 Afsl,87 | og pastoral forpligtelse. Det er faktisk dets egentlige
368 Afsl,87 | gjort meget for at give det netop det særlige præg,
369 Afsl,87 | meget for at give det netop det særlige præg, som kræves
370 Afsl,87 | kræves ved afslutningen af det andet årtusind og begyndelsen
371 Afsl,87 | årtusind og begyndelsen af det tredje efter Guds Ords menneskevordelse.
372 Afsl,87 | en positiv indflydelse på det borgerlige samfund som helhed.~
373 Afsl,87 | hver søndag glad fejrer det mysterium, hvorfra den får
374 Afsl,87 | hvorfra den får sit liv, vil det tredje årtusinds mænd og
375 Afsl,87 | pinsefesten, i året 1998, det tyvende i mit pontificat.~ ~
|