Chapter, Paragraph
1 0,1 | deres hjerter "brænde i sig", mens den opstandne slog
2 0,1 | Skrifterne for dem og åbenbarede sig, "da han brød brødet" (sml.
3 0,2 | historie, men som befinder sig i centrum af tidens mysterium.
4 I,9 | proces ikke direkte drejer sig om livløse ting og dyr,
5 I,10 | til opgave at underlægge sig jorden og alt, hvad den
6 I,10 | tings Skaber, samt føre sig selv og hele universet tilbage
7 I,10 | Guds lov - at underlægge sig den gennem deres arbejde.~ ~
8 I,11 | mod bedrifter, men fryder sig over skønheden af, hvad
9 I,12 | begge tilfælde åbenbarer Gud sig som brudgommen over for
10 I,12(12)| som det for eksempel viser sig i tekster fra Genesis Rabbah
11 I,12(12)| klang: "Din Gud vil glæde sig ved dig, / som brudgommen
12 I,12(12)| som brudgommen glæder sig ved bruden ... Kom oh brud
13 I,14 | som kærlighed udtrykker sig i, fra det almindelige og
14 I,18 | Kristus påskesøndag viste sig for sine disciple og bragte
15 I,18 | endnu sukker og vånder sig" (Rom 8,22), kom til at
16 II,19 | skik, som havde udviklet sig fra de første år efter Herrens
17 II,20 | viste den opstandne Herre sig for de to disciple fra Emmaus (
18 II,20 | samlede, da Jesus viste sig for dem og gav sig til kende
19 II,20 | viste sig for dem og gav sig til kende for Thomas ved
20 II,23 | holder for, at det skal vise sig, at vi er disciple af Jesus
21 II,28 | søndag. 33 Da Jesus viste sig for apostlene påskeaften,
22 II,29 | dimensioner, betragtes hver for sig, viser søndagen sig som
23 II,29 | for sig, viser søndagen sig som den største troens dag.
24 II,29 | forsamling, føler troende sig selv kaldede ligesom apostlen
25 II,30 | forhold. Specielt føler den sig kaldet til et nyt kateketisk
26 II,30 | af Herrens dag fører med sig. Det var i denne ånd, at
27 III,31 | disciple beder hver for sig og mindes Kristi død og
28 III,33 | den opstandne Herre viste sig for dem, mens de var samlede (
29 III,34 | 34. Det er rigtigt, at i sig selv er søndagens eukaristi
30 III,34 | hyrde: "Kirken manifesterer sig hovedsagelig, når hele Guds
31 III,34 | eukaristien åbner menigheden sig for fællesskab med Universalkirken, 45
32 III,35 | sognefællesskabet, som især viser sig ved den fælles fejring af
33 III,36 | grupper på søndage: det drejer sig ikke blot om at sikre, at
34 III,37 | efter søndag bevæger kirken sig hen mod den sidste "Herrens
35 III,37 | brudgom", engagerer den sig i en slags "øvelse i inderlig
36 III,42 | er fyldt af Ånden, vender sig til Faderen, idet den bliver
37 III,43 | hvormed Kristus "ydmygede sig og blev lydig indtil døden,
38 III,43 | konsekrationens ord, ofrer Kristus sig til Faderen i den samme
39 III,43 | offerhandling, hvormed han ofrede sig selv på korset. "I dette
40 III,43 | samme Kristus, som ofrede sig selv, én gang og for alle,
41 III,44 | fællesskab med Kristus, som ofrer sig selv i offeret til Faderen".72
42 III,44 | indtrængende, når det drejer sig om messe på søn- og helligdage.~
43 III,45 | forbereder Kristi disciple sig til med den opstandne Herres
44 III,45 | hans Ånds styrke at påtage sig de opgaver, der venter dem
45 III,45 | sml. Rom.12,1). De føler sig i gæld til deres brødre
46 III,49 | Kirkelovens bestemmelser bevæger sig i denne retning som for
47 III,50 | festlige karakter, der passer sig for den dag, der ihukommer
48 III,50 | kirkemusik angår - kan rose sig af en uvurderlig arv.~
49 III,51 | opmuntre, at de engagerer sig på de steder, hvor liturgien
50 III,51 | mellem den opgave, der anstår sig for celebranten, og den,
51 III,51 | Alligevel må de troende være sig bevidst, at på grund af
52 III,51 | guddommelige offer for Gud og sig selv med det; både ved frembærelsen
53 III,54 | så godt de kan, forene sig med fejringen af søndagsmessen
54 III,54 | fjernsyn det muligt at forene sig med den eukaristiske fejring,
55 III,54 | form for udsendelse ikke i sig selv opfylder søndagspligten,
56 IV,55 | engle og mennesker hengiver sig til glæde".99 Denne anråbelse
57 IV,60 | tiden bliver lukket inde om sig selv, for ved at modtage
58 IV,61 | opdager mennesket helt sig selv, og således bærer Guds
59 IV,63 | 27). Idet han modsætter sig nogle af sine samtidiges
60 IV,63 | Gud og fremmedgør det for sig selv og for andre ved konstant
61 IV,64 | arbejde. 107 Kristne glædede sig over, at de hindringer,
62 IV,64 | kunne nu uden hindring vie sig til fælles bøn. 108~Det
63 IV,65 | Gud selv, som det viser sig i skabelsesberetningen i
64 IV,65 | menneskets metode til at trække sig tilbage fra den undertiden
65 IV,67 | lever i fred med Gud, med sig selv og med andre, bliver
66 IV,67 | naturens undere og tillade sig at blive indfanget af den
67 IV,67 | ganske naturligt anstrenge sig for, at den borgerlige lovgivning
68 IV,67 | eukaristien, idet de afholder sig fra arbejde og aktiviteter,
69 IV,69 | troende en mulighed for at vie sig til barmhjertigheds-, kærligheds-
70 IV,69 | opstandne Herres glæde dybt i sig er også til fulde at dele
71 IV,70 | enhver tager straks for sig af sin egen mad, og én sulter,
72 IV,70 | sulter, mens en anden drikker sig beruset. Kan I da ikke spise
73 IV,72 | er bestemt til at brede sig ind i hele de troendes liv,
74 IV,72 | lykkelige "for os selv". De ser sig omkring for at finde mennesker,
75 V,74 | udfolder den frelseshistorie sig, der når sit højdepunkt
76 V,74 | den Guds dimension, der i sig selv er evig".118~I Det
77 V,74 | opstandelse og befinder sig på denne måde i 'tidens
78 V,75 | som endnu sukker og vånder sig" (Rom.8,22), mod målet for
79 V,76 | rytme, der snart opstod af sig selv: den årlige liturgiske
80 V,78 | påskemysteriet, som det viser sig i disse helgener, der har
81 V,79 | deltage i messen og tage sig tid til at hvile på disse
82 Afsl,86 | Faderen Kristi offer og slutte sig til det ved at ofre deres
|