1007-diocl | direk-hilsn | hilst-ojne | okono-synli | synte-zakar
Chapter, Paragraph
1 III,54(97) | 1983), III: AAS 75 (1983), 1007.~
2 V,77(121) | Sacrosanctum Concilium. 102.~
3 IV,57(103) | Brouwer, Paris, 1992, s. 1024-1025.~
4 IV,57(103) | Brouwer, Paris, 1992, s. 1024-1025.~
5 V,78(122) | Sammesteds. 103.~
6 V,78(123) | Sammesteds, 104.~
7 I,12(12) | bd. I, Atlanta 1985, s. 107 og s. 117). Sangen Leka
8 IV,55(100) | Apologeticum. 16, 11: CCL 1, 116. Se specielt Barnabas' Brev,
9 IV,64(108) | Konstantins liv, 4, 18: PG 20, 1165.~
10 II,27(31) | Comm. in Ps. 91: PG 23, 2: 1169-1173.~
11 I,12(12) | Atlanta 1985, s. 107 og s. 117). Sangen Leka Dôdi har også
12 II,27(31) | in Ps. 91: PG 23, 2: 1169-1173.~
13 II,26(26) | til Salmerne, Psalm 118 (119), 1: PG 12, 1588.~
14 V,79(126) | Den kanoniske Lov, Canon 1216. De påbudte helligdage i
15 V,79(127) | Den kanoniske Lov, Canon 1246, 2; for de orientalske kirker.
16 II,23(21) | Bibelselskab, København, 1985: s. 130.~
17 III,40(66) | 1980), 10:: AAS 72 (1980), 135.~
18 III,43(71) | KKK, 1368.~
19 III,44(73) | Katolske Kirkes Katekismus, 1385; sml. også KONGREGATIONEN
20 0,4(7) | 5: Enchiridion CEI 3, 1398.~
21 I,18(14) | habemus": Epist. 13: CCL 140A, 992.~
22 III,36(50) | Fællesskabet i Familien, 57; 61; 151, 154: Ansgarstiftelsens
23 III,54(98) | Progressio (23. maj 1971), 150-152; 157: AAS 63 (1971), 645-
24 III,36(50) | i Familien, 57; 61; 151, 154: Ansgarstiftelsens Forlag, (
25 III,54(98) | 23. maj 1971), 150-152; 157: AAS 63 (1971), 645-646;
26 II,26(26) | Psalm 118 (119), 1: PG 12, 1588.~
27 III,47(80) | blev fordømt af Innocens i 1679, angående den moralske forpligtelse
28 III,43(70) | Sacrifice of the Mass, II: DS 1743; sml. KKK, 1366.~
29 III,49(86) | marts 1957): AAS 49 (1957), 177-178. KONGREGATIONEN, DET
30 II,19(16) | Hexaemeron II, 8: SC 26, 184.~
31 II,26(28) | Epist. 55, 17: CSEL 34, 188: "Ita ergo erit octavus,
32 II,28(34) | et Vivificantem (18. maj 1886), Herren og Levendegøreren
33 IV,66(110) | Rundskrivelse Rerum Novarum (15.maj 1891): Pavestolen og Arbejderspørgsmålet,
34 IV,57(103) | entretiens, 5.- 6. juli 1897, i: Oeuvres complètes, Cerf -
35 III,47 | Den kanoniske ret fra 1917 samlede for første gang
36 IV,66(110) | København, Sankt Ansgars Forlag 1942.~
37 IV,55(99) | udgave), Jounieh (Libanon) 1959, s. 38.~
38 III,36(52) | Ecclesiae Imago (22. februar 1972), 86c: Enchiridion Vaticanum
39 III,36(51) | november 1973) AAS 66 (1974), 30-46.~
40 I,10(10) | Steensens Forlag, København 1982.~
41 0,4(7) | giorno del Signore" (15. juli 1984), 5: Enchiridion CEI 3,
42 III,36(53) | Ansgarstiftelsens Forlag, København 1990.~
43 III,34(45) | maj 1992), 11-14: AAS 85 (1993), 844-847.~
44 0,3 | tærsklen til Det store Jubelår 2000 har jeg ønsket at sende
45 IV,55(102) | Ep. 55, 28: CSEL 34/2, 202.~
46 II,19(17) | Tractatus XX, 20, 2: CCL 36, 203; Epist. 55, 2: CSEL 34,
47 III,36(52) | Enchiridion Vaticanum 4, 2071.~
48 III,49(89) | Enchiridion Vaticanum 4, 2069-2073.~
49 III,36(49) | Eccl. Unitate, 7: CSEL 3/1, 215. DET ANDET VATIKANKONCIL,
50 III,47(80) | holde festdagene hellige: DS 2152.~
51 III,32(41) | Nr. 2177.~
52 III,47(83) | Nr. 2181: "De, der med fuldt overlæg
53 II,27(31) | 178; Sermo 53, 2 CCL 23, 219; EUSEBIUS AF KÆSAREA, Comm.
54 III,39(64) | april 1969): AAS 61 (1969), 220.~
55 Afsl,83(131)| Celsum VIII, 22; SC 150, 222-224.
56 0,3(6) | 1969): AAS 61 (1969), 222-226).~
57 V,79(129) | Episcoporum, ed. typica 1995, nr. 230.~
58 III,37(56) | Joan. Tract. 4, 6: SC 75, 232.~
59 V,80(130) | Sml. sammesteds, nr. 233.~
60 IV,64(107) | 2, udg. P. Krueger, s. 248.~
61 IV,61(106) | Hex. 6, 10, 76: CSEL 32/1, 261.~
62 II,26(27) | Confess, 13, 50: CCL 27, 272.~
63 IV,58(104) | 1975), II: AAS 67 (1975), 295.~
64 IV,55(100) | udg. F. X. Funk, 1905, s. 298; sml. Didakè 14, 1: De apostolske
65 II,23(23) | De Castigatione: PG 46, 309. Den maronitiske liturgi
66 IV,64(107) | Konstantins Edikt, 3. juli 321: Codex Theodosianus II,
67 IV,58(105) | Sammesteds VII, l.c., 322.~
68 III,47(79) | Canon 47, Mansi, Conc. VIII. 332.~
69 II,28(33) | Stromata, 138, 1-2: PG 9, 364.~
70 III,37 | Et pilgrimsfolk~37. Mens Kirken drager gennem
71 0,2(2) | ALEXANDRIA, Prædiken 16: PG 86,416.~
72 III,43 | 43. Denne "opadstigende" bevægelse
73 III,53(96) | Enchiridion Vaticanum 11, 442-468; Interdicasterial instruktion
74 III,53(96) | Enchiridion Vaticanum 11, 442-468; Interdicasterial instruktion
75 II,26(26) | Helligånden, 27, 66: SC 17,, 484-485. Sml. også Barnabas'
76 II,26(26) | Helligånden, 27, 66: SC 17,, 484-485. Sml. også Barnabas' Brev
77 IV,71(115) | ut auferas": CCEL 32/2, 492.~
78 III,47 | som ved Koncilet i Agde i 506). 79 Disse dekreter fra
79 IV,71(116) | Matthæusevangeliet, 50,3-4: PG 58, 508-509.~
80 IV,71(116) | Matthæusevangeliet, 50,3-4: PG 58, 508-509.~
81 II,26(26) | med Trypho 24; 138: PG 6, 528, 793; ORIGENES, Kommentar
82 III,44(72) | 1967), 3. b: AAS 59 (1967), 541; sml. PIUS XII, Rundskrivelse
83 III,44(72) | 1947), II: AAS 39 (1947), 546-566.~
84 0,2(3) | Paschae II, 52: CCL 78, 550.~
85 III,36(52) | 26: AAS 59 (1967), 555-556; KONGREGATIONEN FOR BISKOPPERNE,
86 III,44(72) | II: AAS 39 (1947), 546-566.~
87 IV,66(109) | århundrede): Mansi, II, 569-570). Fra det sjette til
88 IV,66(109) | århundrede): Mansi, II, 569-570). Fra det sjette til det
89 IV,60 | 60. I dette perspektiv kan
90 II,30(36) | Dialogue on Destiny, 46: PS 2, 606-607.~
91 II,30(36) | on Destiny, 46: PS 2, 606-607.~
92 III,39(63) | de østlige kirker, kanon 614.~
93 II,23(23) | spiritualité, X [1980], 632-644).~
94 II,23(23) | spiritualité, X [1980], 632-644).~
95 III,54(98) | 152; 157: AAS 63 (1971), 645-646; 647.~
96 III,54(98) | 157: AAS 63 (1971), 645-646; 647.~
97 III,54(98) | AAS 63 (1971), 645-646; 647.~
98 IV,65 | 65. Tværtimod har forbindelsen
99 IV,68 | 68. For at hvilen ikke skal
100 III,46(77) | Africa, 7, 9, 10: PL 8, 707, 709-710.~
101 III,46(77) | Africa, 7, 9, 10: PL 8, 707, 709-710.~
102 IV,71 | 71. Apostlenes lære anslog
103 III,46(77) | 7, 9, 10: PL 8, 707, 709-710.~
104 IV,73 | 73. Levet på denne måde bliver
105 V,76(120) | Katolske Kirkes Katekismus, 731-732.~
106 V,76(120) | Katolske Kirkes Katekismus, 731-732.~
107 V,74 | Kristus, tidens Alfa og Omega~74. "I kristendommen tilkommer
108 III,39(63) | Den kanoniske lov, kanon 767, 2; Den kanoniske lov for
109 V,77 | 77. En lignende erindrende
110 II,26(26) | Trypho 24; 138: PG 6, 528, 793; ORIGENES, Kommentar til
111 V,80 | 80. Der er behov for en særlig
112 III,36(54) | 1969). 10: AAS 61 (1969), 810.~
113 Afsl,82 | 82. Det er med denne stærke
114 Afsl,83 | 83. Forstået og levet på denne
115 Afsl,84 | 84. Samtidig med at søndagen
116 II,23(22) | påske oktaven 4: PL 46, 842. Denne betydning af søndagen
117 III,34(45) | 11-14: AAS 85 (1993), 844-847.~
118 III,34(45) | 11-14: AAS 85 (1993), 844-847.~
119 III,53(96) | august 1997): AAS 89 (1997), 852-877).~
120 III,51(92) | 1997), 6; 8: AAS 89 (1997), 869, 870-872.~
121 III,48(84) | Imago (22. februar 1973), 86a: Enchiridion Vaticanum 4,
122 III,36(52) | Imago (22. februar 1972), 86c: Enchiridion Vaticanum 4,
123 III,51(92) | 8: AAS 89 (1997), 869, 870-872.~
124 III,51(92) | AAS 89 (1997), 869, 870-872.~
125 III,53(96) | 1997): AAS 89 (1997), 852-877).~
126 V,79(128) | Enchiridion Vaticanum 3, 895; 897.~
127 V,79(128) | Enchiridion Vaticanum 3, 895; 897.~
128 III,51(90) | 4; 6; 12: AAS 81 (1989), 900-901; 902; 909-910.~
129 III,51(90) | 12: AAS 81 (1989), 900-901; 902; 909-910.~
130 III,51(90) | AAS 81 (1989), 900-901; 902; 909-910.~
131 III,51(90) | 81 (1989), 900-901; 902; 909-910.~
132 II,27(31) | AF KÆSAREA, Comm. in Ps. 91: PG 23, 2: 1169-1173.~
133 III,51(90) | 1989), 900-901; 902; 909-910.~
134 IV,71(117) | til Pammacius: CSEL 29, 92-93. Den romerske senator
135 IV,71(117) | til Pammacius: CSEL 29, 92-93. Den romerske senator roses,
136 0,7(9) | 1978), 5: AAS 70 (1978), 947.~
137 I,8 | 20; 12,9; Jos 21,44; Sl 95,11), genlæses i Det nye
138 II,21(19) | Epist. 10, 96, 7.~
139 III,44(73) | kommunion (14. september 1994), 974-979).~
140 III,44(73) | 14. september 1994), 974-979).~
141 I,18(14) | habemus": Epist. 13: CCL 140A, 992.~
142 0,1 | vil blive gjort nyt (sml. Åb.21,5).~Med rette møntes
143 I,18 | den kan råbe med Kristus: "Abba, fader!" (Rom 8,15; Gal
144 IV,60 | tiden som sådan at være åben over for evigheden.~
145 0,1 | forklarede Skrifterne for dem og åbenbarede sig, "da han brød brødet" (
146 III,46 | tilfældet med martyrerne fra Abitinia i proconsulatet Africa,
147 0,7 | stadig gentaget: "Frygt ikke! Åbn dørene på vid gab for Kristus!". 9
148 0,7 | til Kristus! Ja, lad os åbne vor tid for Kristus, så
149 IV,68 | bekræfter ikke blot Guds absolutte ophøjethed, men også ophøjetheden
150 III,46 | det kejserlige dekret og accepterede heller døden end at gå glip
151 IV,70 | apostoliske påbud er nødt til at accepteres: langt fra at prøve på at
152 III,46(77) | Acta SS. Saturnini, Dativi et
153 I,13 | det troen alene, der giver adgang til dets dybere mening og
154 III,41 | være trofast mod Gud og adlyde hans bud. Når Gud taler
155 III,36 | autoritets skøn53 legitimt adskiller dem fra hinanden. Det er
156 III,47 | regler. Dette var tilfældet i adskillige lokale konciler fra det
157 II,21 | noget karakteristisk, som adskilte kristne fra den omgivende
158 II,20 | som det folk, hvor Guds adspredte børn - trods alle deres
159 IV,70 | lytte til Paulus' alvorlige advarsel, rettet til menigheden i
160 V,74(118) | skrivelse Tertio Millenio Adveniente (10. november 1994), 10:
161 I,16 | et barn og venligt som en ægtefælle.~
162 I,14 | vil i virkeligheden sige: "ægteskabs"-dialogen. Dette er en kærlighedens
163 0,6 | i fodsporene af Kirkens ældgamle tradition, der er kraftigt
164 IV,72 | kender, er syge mennesker, ældre mennesker, børn eller indvandrere,
165 IV,73 | fornyelse, en inspiration til at ændre de syndens strukturer, hvori
166 V,79 | Deres antal er blevet ændret fra tid til anden, idet
167 0,1 | Mine ærede Brødre i bispeembedet og
168 V,78 | mysterier i det årlige kredsløb, ærer den også med særlig kærlighed
169 II,19 | af vor Herre Jesu Kristi ærværdige opstandelse, og det gør
170 IV,62 | trælkvinde, din okse, dit æsel eller et hvilket som helst
171 II,27(32) | læsningernes tidebøn: "Dies aetasque ceteris / octava splendet
172 II,26(28) | primus, ut prima vita sed aeterna reddatur".~
173 IV,58 | forherligede Kristus, den fuldkomne afbildning og åbenbaring af mennesket,
174 I,15 | given slip", udtrykker afbrydelsen af en ofte tyngende arbejdsrytme
175 III,40(65) | vivus Sacrae Scripturae affectus" (nr. 24).~
176 IV,57 | troslivet. Kristen glæde må afgjort præge hele livet og ikke
177 III,36 | afhænge af de fornuftige afgørelser, som træffes af partikularkirkernes
178 III,36 | generelle retningslinie vil afhænge af de fornuftige afgørelser,
179 IV,56 | særlige rituelle former, der afhængig af Kirkens disciplin kan
180 IV,67 | deltage i eukaristien, idet de afholder sig fra arbejde og aktiviteter,
181 V,80 | initiativer nødvendige for at afklare disse situationer ved at
182 IV,59 | opstandelse. Mere end en "afløsning" af sabbatten er søndagen
183 IV,67 | bekymringer over, bliver afløst af åndelige værdier; i et
184 II,21 | bryde brødet", da Paulus tog afsked med dem og mirakuløst kaldte
185 III,52 | eksempel kan forældres og børns afslappede samvær være en lejlighed
186 Afsl,87 | særlige præg, som kræves ved afslutningen af det andet årtusind og
187 III,45 | efter kommunionen og den afsluttende ritus - den sidste velsignelse
188 I,14 | og "helliggjort" af ham, afsondret fra de andre dage for blandt
189 II,27 | opstandelse, den bestandige afspejling af hans herligheds åbenbaring.
190 0,5 | eukaristiens centrale stilling at afsvækkes, men også sansen for pligten
191 III,53 | kristen tradition, hvor et aftagende antal af præster gør det
192 III,49 | gennem indførelsen af aftenmesser86 og i kraft af den bestemmelse,
193 IV,70 | fattige i den broderlige agapè, der fulgte efter "Herrens
194 III,47 | fremover (som ved Koncilet i Agde i 506). 79 Disse dekreter
195 IV,62 | teologi og spiritualitet: "Giv agt på sabbatsdagen og hold
196 IV,60 | fuldstændigt uden at gå på akkord med søndagens kristne karakter.
197 III,39 | at de udgør én kultisk akt".61 Koncilet fremhævede
198 III,52 | til sidst kendetegnes af aktiv erindring om Guds frelsende
199 I,8 | Kol 1,16). Denne Sønnens aktive nærvær i Guds skabende gerning
200 I,10 | verden rede til menneskelig aktivitet. "På den syvende dag var
201 III,46(77) | SS. Saturnini, Dativi et aliorum plurimorum Martyrum in Africa,
202 IV,71(115) | ecclesiam venis, non ut aliquid largiaris pauperi, sed ut
203 0,4 | fordi det var en næsten almengyldig skik, og fordi selv i organiseringen
204 V,79(126) | Efter almindelig lov er de påbudte helligdage
205 III,34 | omgivet af sine præster og altertjenere".43 Denne forbindelse med
206 III,39 | efter at høre Herrens ord' (Amos 8,11), som under Helligåndens
207 V,80 | at disse traditioner - og analogt hermed kulturelle initiativer
208 II,19 | tradition er hver søndag anastàsimos hemèra, opstandelsens dag, 18
209 I,13 | menneskets hjerte. Ved at anbringe dette bud i sammenhæng med
210 III,43(70) | Session XXII, Doctrine and Canons on the Most Holy
211 II,28 | apostlene påskeaften, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag
212 II,28 | modtager hans Ånds livgivende åndedrag.~ ~
213 III,35 | plan. Som jeg har bemærket andetsteds, er blandt et sogns aktiviteter "
214 I,10 | hellighed med det forsæt at anerkende Gud som al tings Skaber,
215 V,78 | Kristus er midtpunkt, men anerkender det tværtimod, idet det
216 0,3 | fundamentale betydning er blevet anerkendt gennem historiens to tusinde
217 IV,64 | i det fjerde århundrede anerkendte det romerske kejserriges
218 III,47(80) | fordømt af Innocens i 1679, angående den moralske forpligtelse
219 III,38 | glæder og håb, den sorg og angst, som moderne mennesker,
220 III,46 | Africa, som svarede deres anklagere: "Uden nogen som helst frygt
221 III,51 | mere end et disciplinært anliggende, mellem den opgave, der
222 III,40 | anvende den på menneskers anliggender og på deres daglige liv.~
223 IV,55 | sig til glæde".99 Denne anråbelse fra den maronitiske liturgi
224 IV,66(110) | 33-34. København, Sankt Ansgars Forlag 1942.~
225 IV,71 | 71. Apostlenes lære anslog lige fra de tidligste århundreder
226 III,51 | mellem den opgave, der anstår sig for celebranten, og
227 IV,67 | forhold - ganske naturligt anstrenge sig for, at den borgerlige
228 I,10 | og kvinde opgaven med og ansvaret for at opfylde jorden og -
229 V,79 | at reducere listen over antallet af påbudte helligdage. Enhver
230 II,22(20) | mindes Tertullian også coetus antalucani i Apologeticum 2, 6: CCL
231 I,10 | 1. Mos.2,2). Med dette antropomorfe billede af Guds "arbejde"
232 I,11 | Her finder vi igen en antropomorfisme ladet med en rigdom af betydning.~
233 III,33 | tilsynekomst og eukaristien er antydet i Lukasevangeliet i historien
234 III,40 | dens indhold trofast og anvende den på menneskers anliggender
235 II,22 | Dette fremhæves nidkært af apologeterne og kirkefædrene i deres
236 III,46 | tilvor egen tid.~I sin første Apologi, der var rettet til kejseren
237 IV,69 | barmhjertigheds-, kærligheds- og apostolatsarbejde. At erfare den opstandne
238 III,39(64) | skrivelse Missale Romanum (3. april 1969): AAS 61 (1969), 220.~
239 IV,55(99) | kirke i Antiokia (syrisk og arabisk udgave), Jounieh (Libanon)
240 IV,66 | alt på tjenestefolks og arbejderes arbejde, bestemt ikke, fordi
241 IV,66 | Naturligvis forudsætter denne arbejdernes ret til hvile deres ret
242 IV,66 | om søndagshvilen som en arbejders ret, som staten måtte garantere. 110~
243 IV,66(110) | maj 1891): Pavestolen og Arbejderspørgsmålet, nr. 32, s. 33-34. København,
244 I,10 | vis forstand "det første arbejdets evangelium".10 Dette er
245 IV,66 | enten på grund af elendige arbejdsforhold eller lang arbejdstid -
246 III,38 | evangeliet og udøve kærlighed i arbejdslivet og i alle livets mange andre
247 IV,66 | kvinders lidelse, fordi de er arbejdsløse og tvungne til at forblive
248 0,4 | betragtet som en fastlagt del af arbejdsplanen. I dag, selv i de lande,
249 I,15 | afbrydelsen af en ofte tyngende arbejdsrytme menneskets og kosmos' afhængighed
250 IV,66 | arbejdsforhold eller lang arbejdstid - især i de fattigere dele
251 V,77 | ønskede Kirken igennem årets kredsløb at udfolde "hele
252 I,15 | element i den form for "hellig arkitektur", som kendetegner bibelsk
253 II,27 | Simeons glæde, når han i sine arme tager det guddommelige barn,
254 IV,67 | er de forpligtede til at arrangere deres søndagshvile på en
255 V,74 | som bærer det indeværende årstal. Disse ord bekræfter klart,
256 V,76 | tilbagevenden af datoer og årstider med erindringen om tidligere
257 II,28(35) | Sml. ATHANASIUS AF ALEXANDRIA, Søndagsbreve
258 I,12(12) | Genesis Rabbah, bd. I, Atlanta 1985, s. 107 og s. 117).
259 V,76 | almindelighed en festlig atmosfære, der bryder den daglige
260 II,20 | sml. 20,26) - disciplene atter samlede, da Jesus viste
261 III,47(81) | de praecepto diebus Missa audienda est": Canon 1247, 1: "Dies
262 IV,71(115) | De Nabuthae, 10, 45: "Audis, dives, quid Dominus Deus
263 IV,71(115) | largiaris pauperi, sed ut auferas": CCEL 32/2, 492.~
264 I,18(14) | Verum autem sabbatum ipsum redemptorem
265 IV,67 | deres liv, svarer det til et autentisk behov, der er i fuld harmoni
266 III,36 | helt sikres og støttes. 54 Autorisation af mulige og klart begrænsede
267 III,36 | som efter den kirkelige autoritets skøn53 legitimt adskiller
268 Afsl,87 | dybere og dybere. Dette vil bære rige frugter i kristne menig-heder
269 III,36 | forklarer de vigtige grunde bag påbudets obligatoriske natur.
270 I,13 | bliver til noget banalt eller bagatelliseres.~
271 IV,62 | søndagen bringer, vedbliver de bagvedliggende grunde til at overholde "
272 0,7 | genopdage søndagen: Vær ikke bange for at give jeres tid til
273 II,30(36) | Sml. BARDESANES, Dialogue on Destiny, 46:
274 V,75 | menneskehedens historie vil blive båret af håb.~ ~
275 I,9 | formet at Guds mægtige og barmhjertige hånd.~"Gud så, at det var
276 Afsl,86 | priser den guddommelige barmhjertigheds gave i tidens ubønhørlige
277 IV,69 | mulighed for at vie sig til barmhjertigheds-, kærligheds- og apostolatsarbejde.
278 III,48 | hellig ved hjælp af bøn, barmhjertighedsgerninger og ved at undlade at arbejde".84~
279 II,25(24) | Ritual for barnedåb, nr. 9; sml. Ritual for
280 I,13 | sammenhæng med etikkens basale struktur, erklærer Israel
281 I,12(12) | Neusner, Genesis Rabbah, bd. I, Atlanta 1985, s. 107
282 I,10 | kaldet til ikke blot at bebo kosmos, men også til at "
283 V,75 | Kristi andet komme. Søndagen bebuder den sidste dag, parusiens
284 V,76 | fester og var profetisk bebudet i dem. Siden det andet århundrede
285 I,11 | ikke er rettet frem mod bedrifter, men fryder sig over skønheden
286 III,39 | at i messer på søndage og befalede helligdage, måtte prædikenen
287 I,12 | åbenbarer sin herlighed ved at befri sine børn fra Faraos undertrykkelse.
288 I,17 | skabelsesværket end på det befrielsesværk, som Gud udfører i udfrielsen
289 IV,63 | Kristi påske har faktisk befriet mennesket fra et slaveri
290 III,47(83) | svigter i denne forpligtelse, begår en alvorlig synd".~
291 I,12 | kært, kunne man sige, at i begge tilfælde åbenbarer Gud sig
292 III,42 | i taknemlig erindring om begivenhederne i de dage, der lige er gået,
293 III,36 | Autorisation af mulige og klart begrænsede undtagelser fra denne generelle
294 0,4 | mennesker lukkes inde i en så begrænset horisont, så de ikke længere
295 II,25 | dem nye i Kristus. "I blev begravet sammen med ham i dåben,
296 IV,71 | han er ved at dø af slut? Begynd med at stille hans sult,
297 II,23 | Paulus fortsatte til at begynde med at være til stede i
298 IV,60 | aldrig svigtende ærefrygt for begyndelsens mysterium, da Guds evige
299 III,48 | dag, ligesom i den første begyndelses heltemodige tider, møder
300 III,49 | Fra et liturgisk synspunkt begynder helligdage faktisk med Første
301 III,45 | åndeligt offer, der er Gud til behag (sml. Rom.12,1). De føler
302 IV,66 | søndagspligten, men snarere fordi det behøvede mere regulering for at lette
303 III,44 | bønnens tone, opmærksom på behovene hos alle i menigheden. Fredshilsnen -
304 III,33 | eller søndagen, for at bekende troen på hans opstandelse
305 II,29 | store højtider indbefatter bekendelsen af troen. Om den reciteres
306 II,26 | symbolisme, afslutter Augustin Bekendelserne ved at beskrive Eschaton
307 II,29 | i de "hellige tegn", og bekender med apostlen Thomas: "Min
308 III,46 | det er vor lov". Da hun bekendte sin tro, sagde en af martyrerne; "
309 II,20 | første blev døbt; Peter bekendtgjorde for den forsamlede mængde,
310 I,13 | forhold til Gud, som dette er bekendtgjort og forklaret ved bibelsk
311 III,52 | Helligåndens kraft ved at bekendtgøre, at den ikke er villig til
312 III,53 | overensstemmelse med Pavestolens bekendtgørelser og direktiver, som det er
313 III,47 | Kirken ikke ophørt med at bekræfte denne samvittighedspligt,
314 IV,56 | Joh.20,20). Dette var bekræftelsen af de ord, som Jesus udtalte
315 0,6 | tradition, der er kraftigt bekræftet af Det andet Vatikankoncil
316 III,35 | pastorale plan. Som jeg har bemærket andetsteds, er blandt et
317 II,21 | samme titel, som Septuaginta benyttede for at oversætte dét, der
318 III,49 | hvor de end er, og således berige den lokale menighed med
319 IV,68 | må den byde på åndelig berigelse, større frihed, mulighed
320 V,77 | og de troende kan komme i berøring med dem og fyldes med frelsens
321 II,30 | i det normale livsforløb berøves den rige udgydelse af nåde,
322 III,53 | troende, som regelmæssigt er berøvet det, enten ved at sørgeor,
323 IV,57 | tilfredsstillelse og fornøjelse, som beruser sanserne og følelserne for
324 IV,70 | mens en anden drikker sig beruset. Kan I da ikke spise og
325 IV,60 | intet. Skaberværket blev beseglet med velsignelsen og indvielsen
326 III,34 | på den dag, da Kristus besejrede døden og gav os del i sit
327 I,9 | og - efter at være blevet beskadiget af synd - bliver den igen
328 III,47 | praksis, hvis obligatoriske beskaffenhed blev opfattet som noget
329 III,46 | til kejseren og senatet, beskrev Justin stolt den kristne
330 IV,55 | udbredt erfaring i Kirken, beskriver Augustin glæden ved den
331 IV,63 | karakter, idet han omhyggeligt beskytter Guds rettigheder og menneskets
332 II,30 | egne vanskelige tider må beskyttes og frem for alt leves i
333 V,77 | betragter Guds Ord, som beslutter at antage vor menneskenatur
334 0,3 | Peters efterfølger - fra de besøg til de romerske sogne, som
335 III,49 | en varm velkomst over for besøgende brødre og søstre, især på
336 0,1 | samme aften, da de blev besøgt af den opstandne Jesus og
337 V,75 | hvor længe verden end vil bestå, lever de allerede i de
338 II,27 | mindes hans opstandelse, den bestandige afspejling af hans herligheds
339 III,49 | aftenmesser86 og i kraft af den bestemmelse, der tillader, at søndagspligten
340 V,77 | lignende erindrende logik var bestemmende for indretningen af hele
341 II,21 | idet de tillagde denne betegnelse hele betydningen af påskeforkyndelsen: "
342 III,32 | Herrens opstandelse. Meget betegnende lærer Den Katolske Kirkes
343 Afsl,81 | af det kristne liv og en betingelse for at leve det på en god
344 III,34(44) | eukaristiske bønner. De betoner kraftig, søndagens "påskelige"
345 III,35 | af søndagens fejring bør betones særligt på det pastorale
346 II,23 | søndagen blev så stærkt betonet, at den var tilbøjelig til
347 IV,55(101) | knæle, fordi knælen, der betragtedes som en særlig bodsgestus,
348 III,44 | bliver vor næring. Faktisk "betroede Kristus med denne hensigt
349 II,30 | På grund af dens mange betydninger og aspekter forbliver fejringen
350 II,23 | søgte at vise søndagens betydningsfuldhed i forhold til den jødiske
351 I,10 | med rette bevæger os til beundring og glæde, men som også kræver
352 III,36 | møde forskellige grupper, bevægelser, foreninger og selv mindre
353 II,30 | kan gå ind for dem, der bevarer og sikrer syv-dages-ugen
354 V,80 | folkelige fromhed, der bør bevares, så at den liturgiske fejring -
355 II,19 | århundrede, 15 idet han bevidnede en allerede veletableret
356 IV,57 | trøstende, og som helgenerne bevidner, kan den vedvare selv i
357 0,2 | lys og dog er historisk bevidnet af dem, der havde det privilegium
358 III,51 | Alligevel må de troende være sig bevidst, at på grund af det almindelige
359 II,27 | navn for dagen, og som er bibeholdt i nogle moderne sprog. 29
360 III,39 | skal der åbnes mere for Bibelens skatte".62 Det bestemte
361 II,22 | påskemysteriet, benytter de samme bibeltekster, som ifølge Lukas' vidnesbyrd (
362 III,36 | undtagelser måtte kunne bibringe hele det kristne fællesskab.~ ~
363 0,4 | respektere sande værdier kan bidrage til menneskers udvikling
364 III,42 | deres "Amen" giver deres bifald til den eukaristiske doksologi,
365 II,28 | Helligåndens "ild", og de to billeder tilsammen åbenbarer meningen
366 III,31 | fra slægtled til slægtled billedet af den første kristne menighed,
367 I,14 | tøver med at beskrive i et billedsprog, der er hentet fra erfaringen
368 0,4 | de lande, der legalt har billiget søndagens festlige karakter,
369 III,49 | præster for, med den stedlige biskops godkendelse, at fejre mere
370 III,34 | udtrykkes stærkest, når et bispedømmes menighed samles i bøn med
371 V,79 | liturgiske bestemmelser enhver bispekonference at reducere listen over
372 III,53 | direktiver, som det er betroet bispekonferencerne at iværksætte. 96 Alligevel
373 0,4(7) | Sml. Den italienske bispekonferences pastorale brev "Il giorno
374 III,49 | at skaffe særlig religiøs bistand. 89~ ~
375 II,21 | Plinius den Yngre, guvernør i Bithynien, i hans rapport om den kristne
376 II,28 | for apostlene påskeaften, blæste han ånde i dem og sagde: "
377 V,80 | liturgiske helligdage ved at blande den ægte kristne tros ånd
378 0,5 | forekommer situationen noget blandet. På den ene side er der
379 IV,73 | frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte
380 III,43 | gang og for alle, på en blodig måde på korsets alter, og
381 I,12 | landet, og jeg lader dem bo trygt. Jeg forlover mig
382 III,44 | modtaget Guds tilgivelse i bodens sakramente, 73 i den ånd,
383 IV,55(101) | betragtedes som en særlig bodsgestus, ikke syntes at passe til
384 II,25 | begyndelse som et passende bodsritual, der minder om det dåbens
385 Afsl,84 | historiens opstandne Herre, tager bolig, ikke er vore illusioners
386 III,45 | I betragtning heraf bør bønnen efter kommunionen og den
387 III,33 | Skrifterne og derefter sad til bords med. De genkendte ham, da
388 IV,64 | skulle dommerne, byens borgere og de forskellige handelsforbund
389 III,54 | fejringen af søndagsmessen langt borte, fortrinsvis ved at hjælp
390 III,45 | den sidste velsignelse og bortsendelsen - værdsættes og påskønnes
391 0,1 | de følte deres hjerter "brænde i sig", mens den opstandne
392 Afsl,85 | rækker ud efter Kristus i det brændende ønske, at han må vende tilbage
393 IV,72 | kærlighed, der er bestemt til at brede sig ind i hele de troendes
394 II,23(21) | Brevet til menigheden i Magnesia
395 IV,71 | med mangfoldiggørelsen af brødene. 117~
396 IV,70 | ydmyget de fattige i den broderlige agapè, der fulgte efter "
397 III,44 | forsamling er en erfaring af broderskab, hvad fejringen tydeligt
398 Afsl,83 | andre troende og udveksle broderskabets gaver en uerstattelig hjælp.~
399 IV,71 | de sidste er de første i brødrenes tanker og omsorg, hvor Kristus
400 IV,57(103) | complètes, Cerf - Desclée de Brouwer, Paris, 1992, s. 1024-1025.~
401 IV,71 | kirkefædrenes prædiken. Ambrosius brugte flammende ord til de rige,
402 II,21 | Troas var samlede "for at bryde brødet", da Paulus tog afsked
403 I,11 | noget af den karakter af bryllup, som kendetegner det forhold,
404 I,12 | Testamente at opdage den bryllups-intensitet, som kendetegner forholdet
405 III,38 | eskatologiske fejring af "Lammets bryllupsfest" (Joh.Åb.19,9). Ved at fejre
406 I,12 | og med jordens krybdyr. Bue, sværd og krigsmagt sønderbryder
407 IV,68 | tomhed og kedsomhed, må den byde på åndelig berigelse, større
408 III,46 | samlede kristne både fra byen og omegnen på ét sted. 76
409 IV,64 | solens dag" skulle dommerne, byens borgere og de forskellige
410 IV,62 | ikke den fremmede i dine byer; din træl og din trælkvinde
411 I,10 | kosmos, men også til at "bygge" det og således blive Guds "
412 II,22 | rytme normen, fordi den byggede på Det nye Testamente og
413 I,17 | Mosebog (5,12-15), hvor budet bygger mindre på skabelsesværket
414 IV,73 | bliver til gengæld fredens bygmestre.~ ~
415 0,5 | fejres, hvad enten det er i bymæssige områder eller i vidt spredte
416 II,27(32) | dies prima. / Lux divina caecis irradiat / in qua Christus
417 V,79(129) | Sml. Caeremoniale Episcoporum, ed. typica
418 IV,66(109) | af den slags tekster er can. 29 fra Koncilet i Laodicea (
419 III,43(70) | Session XXII, Doctrine and Canons on the Most Holy Sacrifice
420 V,78(124) | Carm. XVI, 3-4: "Omnia praeterunt
421 II,23(23) | GREGOR AF NYSSA, De Castigatione: PG 46, 309. Den maronitiske
422 III,36(49) | Dom. 23: PL 4, 553; De Cath. Eccl. Unitate, 7: CSEL
423 IV,71(115) | pauperi, sed ut auferas": CCEL 32/2, 492.~
424 0,4(7) | juli 1984), 5: Enchiridion CEI 3, 1398.~
425 Afsl,83(131)| Contra Celsum VIII, 22; SC 150, 222-224.
426 III,53 | organisere en forsamling på et centralt sted, der kan nås af spredte
427 IV,57(103) | 1897, i: Oeuvres complètes, Cerf - Desclée de Brouwer, Paris,
428 II,27(32) | tidebøn: "Dies aetasque ceteris / octava splendet sanctior /
429 III,36(53) | skrivelse Det kristne Lægfolk, Christifideles Laici (30 december 1988),
430 V,78(124) | praeterunt gloria durat/ in Christo qui cuncta novat, dum permanet
431 I,18(14) | redemptorem nostrum Iesum Christum Dominum habemus": Epist.
432 IV,71 | for at tage".115 Johannes Chrysostomus er ikke mindre krævende: "
433 Afsl,87 | opbygge en kærlighedens civilisation.~Jeg sender jer alle min
434 II,28(33) | Sml. CLEMENS AF ALEXANDRIA, Stromata,
435 V,79(127) | for de orientalske kirker CNON 880, 3.~
436 II,22(20) | brev mindes Tertullian også coetus antalucani i Apologeticum
437 II,27(31) | 219; EUSEBIUS AF KÆSAREA, Comm. in Ps. 91: PG 23, 2: 1169-
438 III,54(98) | KOMMUNIKATION, Instruktion Communio et Progressio (23. maj 1971),
439 III,49(86) | 24; Motu Proprio Sacram Communionem (19. marts 1957): AAS 49 (
440 III,34(45) | af Kirken som fællesskab, Communionis Notio (28. maj 1992), 11-
441 IV,57(103) | 6. juli 1897, i: Oeuvres complètes, Cerf - Desclée de Brouwer,
442 III,51(93) | oblationem Eucharistiae concurrunt".~
443 II,26(27) | sabbati, pacem sine vespera": Confess, 13, 50: CCL 27, 272.~
444 II,27(32) | sanctior / in te quam, Jesu, consecras / primitiae surgentium" (
445 III,39(62) | Liturgien, Sacrosanctum Consilium, 51.~
446 III,36(50) | Apostolsk skrivelse Familiaris Consortio (22. november 1981), Fællesskabet
447 Afsl,83(131)| Contra Celsum VIII, 22; SC 150,
448 V,78(124) | gloria durat/ in Christo qui cuncta novat, dum permanet ipse":
449 III,36(49) | Sml. CYPRIAN, De Orat. Dom. 23: PL 4,
450 0,2 | mysterium. Faktisk: "ham [d.v.s. Kristus] tilhører tid
451 II,29 | trosbekendelsen om søndagens dåbs- og påskekarakter, idet den
452 II,25 | Liturgien understreger det dåbsmæssige aspekt af søndagen, både
453 II,23(22) | osv. På portugisisk nævnes dagene på samme måde.~
454 0,2 | århundrede, at "Herrens dag" er "dagenes herre".2 De, der har modtaget
455 III,52 | Kristi disciple til at skabe dagens andre øjeblikke - dem uden
456 III,45 | disciple tilbage til deres dagligdags omgivelser med forpligtelsen
457 I,11 | Helligåndens eskatologiske gave og dannelsen af Kirken som hans legeme
458 III,46(77) | Acta SS. Saturnini, Dativi et aliorum plurimorum Martyrum
459 V,80 | kulturelle initiativer af nyere dato i det borgerlige samfund -
460 V,76 | forbinder en tilbagevenden af datoer og årstider med erindringen
461 IV,62 | eller din søn eller din datter, din træl eller trælkvinde,
462 II,19(15) | Ep. ad Decentium XXV, 4, 7: PL 20, 555.~
463 III,44(74) | INNOCENS I, Epist. 25, 1 til Decentius af Gubbio: PL 20, 553.~
464 III,48 | omgivelser, der undertiden er decideret fjendtlige og til andre
465 I,13 | religiøse disciplin, men som et definerende og uudsletteligt udtryk
466 I,13 | i snæver forstand, men i Dekalogen, de "Ti Bud", der repræsenterer
467 I,16 | helligholde" ved "at mindes"~16. Dekalogens bud, hvorved Gud påbyder
468 III,47 | i Agde i 506). 79 Disse dekreter fra lokale konciler førte
469 III,44 | kærlighed, som sker gennem delingen af det ene brød - med bevidsthed
470 IV,71(117) | fordi han ved at forene deltagelsen i eukaristien med uddeling
471 III,40 | forkynde Guds ord på den deltagende menigheds sprog, vække en
472 III,45 | mere, så at alle, der har deltaget i eukaristien, får en dybere
473 III,44 | fejringen tydeligt burde demonstrere samtidigt med, at den respekterer
474 V,78 | det tværtimod, idet det demonstrerer kraften i forløsningen,
475 III,54 | som kræver deltagelse i denforsamling af brødre og søstre, der
476 II,30 | århundrede, at allerede dengang holdt de troende i enhver
477 III,33 | at forstå Skrifterne og derefter sad til bords med. De genkendte
478 IV,57(103) | THERESE AF JESUSBARNET, Derniers entretiens, 5.- 6. juli
479 III,36 | omstændighederne inspirerer dertil, kan fejringen af børnemesser,
480 IV,57(103) | Oeuvres complètes, Cerf - Desclée de Brouwer, Paris, 1992,
481 III,37(56) | Haec est vita nostra, ut desiderando exerceamur": AUGUSTIN, In
482 II,30(36) | BARDESANES, Dialogue on Destiny, 46: PS 2, 606-607.~
483 II,19 | bibelske "hvile", er det ikke desto mindre Kristi opstandelse,
484 0,4 | menneskelige natur medfødt. Men desværre: Når søndagen mister sin
485 IV,66(109) | love, blev mere og mere detaljerede.~
486 IV,71(115) | Audis, dives, quid Dominus Deus dicat? Et tu ad ecclesiam
487 IV,55(99) | Dette er diakonens proklamation til ære for
488 III,51 | celebranten, og den, der tilkommer diakoner og troende, der ikke er
489 I,14 | virkeligheden sige: "ægteskabs"-dialogen. Dette er en kærlighedens
490 II,30(36) | Sml. BARDESANES, Dialogue on Destiny, 46: PS 2, 606-
491 Afsl,83 | dele af verden ser vi en "diaspora" kristendom, som er sat
492 IV,71(115) | dives, quid Dominus Deus dicat? Et tu ad ecclesiam venis,
493 II,23(23) | Hayek, Maronite [Eglise], Dictionnaire de spiritualité, X [1980],
494 III,46 | århundrede, der er kendt som Didascalia, "og gå hyppigt til din
495 IV,55 | alle glæde jer", fremhæver Didaskalia. 100 Dette blev også fremhævet
496 0,2(3) | In Die Dominica Paschae II, 52:
497 III,47(81) | 1248: "Festis de praecepto diebus Missa audienda est": Canon
498 II,27(32) | Christi victoria / dies digna iugi laetitia / dies prima. /
499 III,50 | speciel omhu. På måder, der er dikteret af pastoral erfaring og
500 III,46 | Da forsamlingerne under Diocletians forfølgelse blev forbudt
|