Mine ærede Brødre i bispeembedet og præstedømmet,

kære Brødre og Søstre!

1. HERRENS DAG - som søndagen blev kaldt fra apostlenes tid¹ - har altid fået særlig opmærksomhed i Kirkens historie på grund af dens nære forbindelse med selve kernen i det kristne mysterium. Faktisk, i den ugentlige tidsregning mindes søndagen Kristi opstandelses dag. Det er påsken, der vender tilbage uge efter uge og fejrer Kristi sejr over synd og død, fuldbyrdelsen i ham af den første skabelse og frembruddet af "den nye skabning" (sml. 2.Kor.5,17). Det er den dag, som i taknemlig tilbedelse mindes verdens første dag og med aktivt håb ser frem til "den sidste dag", når Kristus vil komme i herlighed (sml. ApG.1,11; 1 Thess.4,13-17), og alt vil blive gjort nyt (sml. Åb.21,5).

Med rette møntes salmistens udbrud på søndagen: "Denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den" (Sl 118,24). Denne opfordring til glæde, som påskeliturgien gør til sin, genspejler den forbavselse, som overvældede de kvinder, der efter at have set Kristi korsfæstelse, fandt graven tom, da de "om morgenen første dag i ugen" (Mark 16,2) kom til graven. Det er en opfordring til på en måde at genopleve den erfaring, som de to disciple fra Emmaus havde, da de følte deres hjerter "brænde i sig", mens den opstandne slog følge med dem på vejen, forklarede Skrifterne for dem og åbenbarede sig, "da han brød brødet" (sml. Luk 24,32; 35). Og opfordringen giver genklang af den glæde, som apostlene erfarede samme aften, da de blev besøgt af den opstandne Jesus og modtog hans fred og hans Ånd som gave (sml. Joh 20,19-23).