36. Søndagens menighed er det privilegerede sted for fejringen af sacramentum unitatis, som indgående kendetegner Kirken som et folk, der er forsamlet "ved" og "i" Faderens, Sønnens og Helligåndens enhed. ⁴⁹ For kristne familier er søndagens gudstjeneste et af de mest iøjnefaldende udtryk for deres identitet og deres "tjeneste" som "huskirke",⁵⁰ når forældre deltager med deres børn ved det ene ordets bord og livets brød. Vi gør vel i at huske, at i denne henseende er det først af alle forældrene, der - hjulpet i dette af kateketer - skal sørge for, at denne indføring i messen gøres til en del af den opdragelse, der gives til de børn, der er betroet til deres omsorg, idet de forklarer de vigtige grunde bag påbudets obligatoriske natur. Når omstændighederne inspirerer dertil, kan fejringen af børnemesser, i overensstemmelse med de liturgiske normer, ⁵¹ også hjælpe i denne henseende.

Ved søndagsmesser i sogne er det, for så vidt som sogne er "eukaristiske fællesskaber",⁵² normalt at møde forskellige grupper, bevægelser, foreninger og selv mindre religiøse fællesskaber, der findes i sognet. Dette giver alle mulighed for i fællesskab at erfare det, som de dybest set deler, hinsides specielle spirituelle retninger, som efter den kirkelige autoritets skøn⁵³ legitimt adskiller dem fra hinanden. Det er derfor, at der ikke skal opmuntres til messer for små grupper på søndage: det drejer sig ikke blot om at sikre, at sognemenigheder ikke er uden den nødvendige præstebetjening, men at Kirkens fællesskabs liv og enhed helt sikres og støttes. ⁵⁴ Autorisation af mulige og klart begrænsede undtagelser fra denne generelle retningslinie vil afhænge af de fornuftige afgørelser, som træffes af partikularkirkernes hyrder under hensyntagen til specielle behov på området for uddannelse og pastoral omsorg og med tanke for, hvad der er til gavn for enkeltpersoner eller grupper - især de fordele som sådanne undtagelser måtte kunne bibringe hele det kristne fællesskab.