Et pilgrimsfolk

37. Mens Kirken drager gennem tiden, vil henvisningen til Kristi opstandelse og den ugentlige tilbagevenden af denne højtidelige erindring hjælpe til at minde os om Guds folks pilgrimsagtige og eskatologiske karakter. Søndag efter søndag bevæger kirken sig hen mod den sidste "Herrens dag", den søndag, som der ikke er nogen ende på. Forventningen om Kristi komme er indskrevet i selve Kirkens mysterium⁵⁵ og kan ses i enhver eukaristisk fejring. Men sammen med sin specielle erindring om den opstandne Kristi herlighed minder Herrens dag med endnu større styrke om hans "genkomsts" fremtidige herlighed. Dette gør søndagen til den dag, hvor Kirken, idet den endnu tydeligere viser sin identitet som "brud", på en vis måde tager forskud på det himmelske Jerusalems eskatologiske virkelighed. Når den samler sine børn til eukaristien og lærer dem at vente på den "himmelske brudgom", engagerer den sig i en slags "øvelse i inderlig længsel",⁵⁶ idet den modtager en forsmag på den nye himmels og den nye jords glæde, når den hellige stad, det nye Jerusalem, kommer ned fra Gud, "rede som en brud, der er smykket for sin brudgom" (Joh.Åb.21,2)