Påskemåltid og møde mellem brødre og søstre

44. Eukaristiens natur af fællesskab træder frem på en særlig måde, når den betragtes som det påskemåltid, hvori Kristus selv bliver vor næring. Faktisk "betroede Kristus med denne hensigt dette offer til Kirken, så den trofast kan deltage i det, både åndeligt, i tro og kærlighed, og sakramentalt i modtagelsen af den hellige kommunion. At deltage i Herrens nadver er altid fællesskab med Kristus, som ofrer sig selv i offeret til Faderen".⁷² Det er derfor, at Kirken anbefaler, at de troende modtager kommunionen, når de deltager i eukaristien, forudsat at de er rigtigt disponerede, og at de, hvis de er bevidste om alvorlig synd, har modtaget Guds tilgivelse i bodens sakramente, ⁷³ i den ånd, som Paulus skriver om til menigheden i Korinth (sml. 1.Kor.11,27-32). Det er indlysende, at indbydelsen til eukaristisk fællesskab er mere indtrængende, når det drejer sig om messe på søn- og helligdage.

Det er også vigtigt altid at huske på, at fællesskab med Kristus er inderligt forbundet med fællesskab med vore brødre og søstre. Søndagens eukaristiske forsamling er en erfaring af broderskab, hvad fejringen tydeligt burde demonstrere samtidigt med, at den respekterer den liturgiske handlings natur. Alt dette vil blive understøttet af velkomstgestus og af bønnens tone, opmærksom på behovene hos alle i menigheden. Fredshilsnen - i det romerske rituale meningsfuldt placeret lige inden den eukaristiske kommunion - er en særlig udtryksfuld gestus, som de troende opfordres til at vise som en manifestation af Guds folks tilslutning til alt, hvad der er sket i fejringen, ⁷⁴ og af det engagement i indbyrdes kærlighed, som sker gennem delingen af det ene brød - med bevidsthed om Kristi krævende ord: "Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder, så kan du komme og bringe din gave" (Matt.5,23-24).