47. Selv om det i de første tider ikke blev betragtet som nødvendigt at give forskrifter, har Kirken ikke ophørt med at bekræfte denne samvittighedspligt, der udgår af det indre behov, der føltes så stærkt af de første århundreders kristne. Det var først, da den mødte nogles halvhjertethed og ligegyldighed, at Kirkens måtte gøre det til en udtrykkelig pligt at deltage i søndagsmessen: som regel skete dette i form af formaninger, men undertiden måtte Kirken gribe til specifikke kanoniske regler. Dette var tilfældet i adskillige lokale konciler fra det fjerde århundrede og fremover (som ved Koncilet i Elvira, der ikke taler om en forpligtelse, men om straffe efter tre udeblivelser) ⁷⁸ og ganske særligt fra det sjette århundrede og fremover (som ved Koncilet i Agde i 506). ⁷⁹ Disse dekreter fra lokale konciler førte til en universel praksis, hvis obligatoriske beskaffenhed blev opfattet som noget helt normalt. ⁸⁰

Den kanoniske ret fra 1917 samlede for første gang denne tradition i en universel lov. ⁸¹ Den nuværende lovbog gentager dette, idet den siger, at "på søndage og andre forpligtende helligdage er de troende forpligtede til at deltage i messen".⁸² Denne lovgivning er i almindelighed blevet opfattet som indeholdende en alvorlig forpligtelse: dette er, hvad der læres i den Katolske Kirkes Katekismus, ⁸³ og det er let at forstå hvorfor, hvis vi erindrer os, hvor vital søndagen er for det kristne liv.