61. Ligesom den syvende dag, der er velsignet og indviet af Gud, afslutter "shabatten" hele skaberværket, og er derfor direkte knytte til den sjette dags arbejde, da Gud skabte mennesket "i sit billede og sin lighed" (sml.1.Mos.-1,26). Denne meget nære forbindelse mellem "Guds dag" og "menneskets dag" undgik ikke kirkefædrenes opmærksomhed, når de mediterede over den bibelske skabelsesberetning. Ambrosius siger i denne forbindelse: "Lad os altså takke Gud, der udførte et arbejde, hvori han kunne finde hvile. Han skabte himlene, men jeg læser ikke, at han fandt hvile dér; han skabte stjernerne, månen og solen, og heller ikke dér læser jeg, at han fandt hvile. Jeg læser derimod, at han skabte mennesket, og at han derpå hvilede, idet han i mennesket fandt en, som han kunne give synderens forladelse".¹⁰⁶ Således vil der for altid være en direkte forbindelse mellem "Guds dag" og "menneskets dag". Når det guddommelige bud siger: "Husk sabbatsdagen og hold den hellig" (2.Mos.20,8), er den hvile, som er befalet for at ære den dag, der er viet til Gud, slet ikke en byrde, der er lagt på mennesket, men snarere en støtte, der skal hjælpe det til at erkende dets livgivende og befriende afhængighed af Skaberen, og på samme tid dets kald til at samarbejde i Skaberens værk og til at modtage hans nåde. Ved at ære Guds "hvile" opdager mennesket helt sig selv, og således bærer Guds dag det dybe præg af Guds velsignelse (sml. 1.Mos.2,3), i kraft af hvilket, kan vi sige, den på en måde, ligesom dyrene og mennesket selv, er udstyret med en slags "frugtbarhed" (sml. 1.Mos.1,22; 28). Denne "frugtbarhed" består tilsyneladende frem for alt og i en vis forstand i at forøge tiden selv, ved i mænd og kvinder at uddybe glæden ved at leve og ønsket om at nære og videregive liv.