Hviledagen

64. I flere århundreder overholdt kristne søndagen simpelt hen som en dag til gudsdyrkelse uden at give den den specifikke betydning af sabbatshvile. Først i det fjerde århundrede anerkendte det romerske kejserriges borgerlige ret den ugentlige rytme og bestemte, at på "solens dag" skulle dommerne, byens borgere og de forskellige handelsforbund ikke arbejde. ¹⁰⁷ Kristne glædede sig over, at de hindringer, som indtil da undertiden havde gjort helligholdelsen af Herrens dag heroisk, således var fjernede. De kunne nu uden hindring vie sig til fælles bøn. ¹⁰⁸

Det ville derfor være forkert at betragte denne lovgivning om ugens rytme som en udelukkende historisk omstændighed uden nogen særlig betydning for Kirken, og som de simpelt hen kunne se bort fra. Selv efter kejserrigets fald ophørte koncilerne ikke med at holde på ordningen med hensyn til søndagshvilen. I lande, hvor kristne er i mindretal, og hvor kalenderens festdage ikke falder sammen med søndagen, er det stadigt søndag, som forbliver Herrens dag, den dag, hvor de troende mødes til den eukaristiske forsamling. Men dette er forbundet med virkelige ofre. For kristne er det ikke normalt, at søndagen, dagen til glad fejring, ikke også er en hviledag, og det er vanskeligt for dem at holde søndagen hellig, hvis de ikke har nok fritid.