2. Kristi opstandelse er den fundamentale begivenhed, hvorpå kristen tro beror (sml. 1 Kor 15,14). Det er en forbavsende virkelighed, der helt kun fattes i troens lys og dog er historisk bevidnet af dem, der havde det privilegium at se den opstandne Herre. Det er en forunderlig begivenhed, som ikke blot er absolut unik i den menneskelige historie, men som befinder sig i centrum af tidens mysterium. Faktisk: "ham [d.v.s. Kristus] tilhører tid og evighed", som påskevigiliens udtryksfulde liturgi minder om ved indvielsen af påskelyset. Derfor søger Kirken ved at mindes Kristi opstandelses dag ikke blot én gang om året, men hver søndag at vise hver generation historiens sande omdrejningspunkt, som verdens oprindelses og dens endelige skæbnes mysterium peger imod.

Det er derfor rigtigt at hævde med en homili fra det fjerde århundrede, at "Herrens dag" er "dagenes herre".² De, der har modtaget den nåde at tro på den opstandne Kristus, kan ikke undgå at fatte betydningen af denne ugedag med den samme dybe bevægelse, der fik den hellige Jeronimus til at sige: "Søndag er opstandelsens dag, den er de kristnes dag, den er vor dag".³ For kristne "er søndagen den grundlæggende festdag",⁴ skabt ikke blot for at markere tidens rækkefølge, men for at åbenbare tidens dybeste mening.