KAPITEL V

DIES DIERUM - DAGEN FOR ALLE DE DAGE

SØNDAG: DEN OPRINDELIGE FEST, DER ÅBENBARER MENINGEN MED TIDEN

Kristus, tidens Alfa og Omega

74. "I kristendommen tilkommer der tiden en fundamental betydning. Inden for dens dimension blev verden skabt, inden for dens område udfolder den frelseshistorie sig, der når sit højdepunkt i 'tidens fylde' i menneskevordelsen og sit mål i Guds Søns genkomst ved tidernes ende. I Jesus Kristus, i Ordet, der er blevet kød, bliver tiden til den Guds dimension, der i sig selv er evig".¹¹⁸

I Det nye Testamentes lys udgør årene for Kristi jordiske liv et virkeligt tidens centrum; dette centrum når sit højdepunkt i opstandelsen. Det er sandt, at Jesus er Gud, der er blevet menneske fra det øjeblik, hvor han er undfanget i Jomfru Marias moderskød, men først i opstandelsen er hans menneskelighed helt forklaret og forherliget, og åbenbarer således hans guddommelige identitet og herlighed i sin fylde. I sin tale i synagogen i Antiokia i Pisidien (sml. Ap.G.13,33) anvender Paulus ordene fra Salme 2 på Kristi opstandelse: "Du er min søn, jeg har født dig i dag" (Ps.2,7). Det er netop af denne grund, at Kirken i fejringen af påskevigilien hylder den opstandne Kristus som "begyndelsen og fuldendelsen, Alfa og Omega". Det er de ord, der udtales af celebranten, når han indvier påskelyset, som bærer det indeværende årstal. Disse ord bekræfter klart, at "Kristus er tidens herre, han er dens begyndelse og opfyldelse; hvert år, hver dag og hvert øjeblik omfattes af hans menneskevordelse og opstandelse og befinder sig på denne måde i 'tidens fylde'".¹¹⁹