AFSLUTNING

81. Søndagens åndelige og pastorale rigdom, som den er videregivet til os ved overleveringen, er bestemt stor. Når dens betydning, og hvad den indebærer, er forstået i deres helhed, bliver søndagen på en måde en syntese af det kristne liv og en betingelse for at leve det på en god måde. Det er derfor indlysende, hvorfor helligholdelsen af Herrens dag ligger Kirkens så stærkt på sinde, og hvorfor den i Kirkens regler vedbliver med at være en konkret forpligtelse. Men alligevel bør helligholdelsen mere end som en pligt betragtes som et behov, der opstår fra det kristne livs dybder. Det er afgørende vigtigt, at alle troende er overbeviste om, at de ikke kan leve deres tro og deltage helt og fuldt i den kristne menigheds liv, hvis de ikke med regelmæssighed tager del i søndagens eukaristiske forsamling. Eukaristien er den fulde virkeliggørelse af den dyrkelse, som menneskeheden skylder Gud, og den kan ikke sammenlignes med nogen anden religiøs erfaring. Et særlig virkningsfuldt udtryk for dette er hele menighedens forsamling hver søndag i lydighed over for den opstandne Herres stemme, som kalder de troende sammen for at give dem sit ords lys og sit legemes næring som forløsningens evige sakramentale kildespring. Den nåde, der flyder fra dette kildespring fornyer menneskehed, liv og historie.