85.
Mens Kirken stræber efter at nå sit mål,
støttes og opmuntres den af Ånden. Det er den, der vækker
erindringen og gør opstandelsens begivenhed nærværende for
enhver ny generation af troende. Ånden er den indre gave, som forener os
med den opstandne Herre og med vore brødre og søstre i et og
samme legemes fortrolige forhold; den tager imod vor tro, fylder vore hjerter
med kærlighed og fornyer vort håb. Ånden er aldrig svigtende
til stede i enhver af Kirkens dage, dukker uforudsigeligt og gavmildt frem med
sit væld af gaver. Men det er i søndagens forsamling til den ugentlige
fejring af påske, at Kirken lytter til Ånden på en
særlig måde og sammen med den rækker ud efter Kristus i det
brændende ønske, at han må vende tilbage i herlighed:
"Ånden og bruden siger 'kom'!" (Joh.Åb.22,17). Netop i
overvejelsen af Åndens rolle har jeg ønsket, at denne vejledning,
hvis mål er at genopdage søndagens betydning, skulle udkomme i
dette år, som i den umiddelbare forberedelse til jubilæet er viet
til Helligånden.
|