86. Jeg betror denne apostoliske skrivelse til Den hellige Jomfrus forbøn, så den må blive modtaget og omsat i praksis af den kristne menighed. Uden på nogen måde at forringe Kristi og hans Ånds centrale rolle er Maria altid nærværende i Kirkens søndag. Det er selve Kristi mysterium, der kræver dette: ja, hvordan skulle hun, som er Mater Domini og Mater Ecclesiae, Herrens Moder og Kirkens Moder, kunne undlade at være særligt nærværende på den dag, som både er Dies Domini og Dies Ecclesiae, Herrens Dag og Kirkens Dag?

Mens de lytter til det Ord, der forkyndes i søndagens forsamling, ser de troende hen til Jomfru Maria, idet de af hende lærer at gemme og grunde over det i deres hjerter (sml. Luk.2,19). De lærer sammen med Maria at stå ved korsets fod og skænke Faderen Kristi offer og slutte sig til det ved at ofre deres egne liv. Sammen med Maria oplever de opstandelsens glæde, idet de gør Magnificats ord til deres egne, de ord, som priser den guddommelige barmhjertigheds gave i tidens ubønhørlige forløb: "Hans barmhjertighed, mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt" (Luk.1,50). Fra søndag til søndag følger pilgrimsfolket i Marias fodspor, og hendes moderlige forbøn giver særlig kraft og glød til den bøn, der stiger op fra Kirken til Den helligste Treenighed.