KAPITEL I
DIES DOMINI - HERRENS DAG
FEJRINGEN AF SKABERENS VÆRK
"Alt blev til ved ham" (Joh 1,3)
8. For den kristne er søndagen frem for alt en
påskefest, der er helt oplyst af den opstandne Kristi herlighed. Det er
den "nye skabelses" højtid. Alligevel, når det
forstås tilbundsgående, er dette aspekt uadskilleligt fra Den
hellige Skrifts første sider, som fortæller os om Guds plan med
verdens skabelse. Det er sandt, at Ordet blev kød i "tidens
fylde" (Gal 4,4); men det er også sandt, at i kraft af det
mysterium, der ligger i hans identitet som Faderens evige Søn, er han universets
oprindelse og slutning. Som Johannes skriver i prologen til sit evangelium:
"Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er"
(Joh 1,3). Også Paulus fremhæver dette, når han skiver til
kolossenserne: "I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det
synlige og det usynlige ... Ved ham og til ham er alting skabt" (Kol
1,16). Denne Sønnens aktive nærvær i Guds skabende gerning
åbenbares fuldstændigt i påskemysteriet, hvori Kristus, der
opstår som "førstegrøden af dem, der er sovet
hen" (1.Kor.15,20), grundlagde den nye skabelse og påbegyndte den
proces, som han selv vil bringe til fuldendelse, når han vender tilbage i
herlighed og "overgiver Riget til Gud Fader ..., for at Gud kan være
alt i alle" (1 Kor 15,24; 28).
Allerede i skabelsens første begyndelse indebar Guds plan
derfor Kristi "kosmiske mission". Dette kristocentriske perspektiv,
der omfatter hele tidens forløb, fyldte Guds fuldt tilfredse blik, da
han hvilede efter alt det arbejde, han havde udført, og velsignede
"den syvende dag og helligede den" (1 Mos 2,3). Ifølge den
præstelige forfatter til den første bibelske skabelsesberetning
var det da, at "sabbatten" fødtes, som er så
karakteristisk for den første pagt, og som på en måde
forudsiger den nye og endelige pagts hellige dag. Temaet med "Guds
hvile" (sml.1 Mos 2,2) og den hvile, han tilbyder folket, der er udvandret
fra Egypten, da de kom ind i det forjættede land (sml. 2 Mos 33,14; 5 Mos
3,20; 12,9; Jos 21,44; Sl 95,11), genlæses i Det nye Testamente i lyset
af den definitive "sabbatshvile" (Hebr 4,9), som Kristus selv gik ind
til ved sin opstandelse. Guds folk er kaldet til at gå ind til denne
samme hvile ved at holde ud i Kristi eksempel på sønlig lydighed
(sml. Hebr 4,3-16). For at fatte den fulde betydning af søndagen, må
vi derfor genlæse den storslåede beretning om skabelsen og uddybe
vor forståelse af "sabbattens" teologi.
|