"I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden" (1 Mos 1,1)

9. Skabelseshistoriens poetiske stil gengiver udmærket den ærefrygt, som mennesker føler over for skabningens storhed og den deraf resulterende følelse af tilbedelse af Ham, der fra ingenting bragte alt til at være. Det er en beretning af stor religiøs betydning, en hymne til universets Skaber, der fremhæver Ham som den eneste Herre over for tilbagevendende fristelser til at guddommeliggøre verden selv. Samtidig er det en hymne til skabningens godhed, helt formet at Guds mægtige og barmhjertige hånd.

"Gud så, at det var godt" (1 Mos.1,10.12 etc.). Sådan som det inddeler fortællingen, kaster dette omkvæd et positivt lys på ethvert af universets elementer og åbenbarer hemmeligheden i en virkelig forståelse af det og af dets endelige genskabelse: verden er god, for så vidt som den forbliver knyttet til sin oprindelse, og - efter at være blevet beskadiget af synd - bliver den igen gjort god, når den ved nådens hjælp vender tilbage til Ham, der skabte den. Det er klart, at denne proces ikke direkte drejer sig om livløse ting og dyr, men om mennesker, der er blevet udstyret med frihedens enestående gave og risiko. Umiddelbart efter skabelsesberetningerne, henleder Biblen opmærksomheden på den dramatiske kontrastmellem menneskets ophøjethed som skabt i Guds billede og dets fald, som slipper syndens og dødens mørke løs i verden (sml. 1 Mos 3).