"Shabbat": Skaberens glade hvile

11. Hvis den første side i 1. Mosebog fremstiller Guds "arbejde" som et eksempel for mennesket, passer det samme på Guds "hvile": "På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført" (1 Mos 2,2). Her finder vi igen en antropomorfisme ladet med en rigdom af betydning.

Det ville være banalt at tolke Guds "hvile" som en slags guddommelig "inaktivitet". Af natur er den kreative handlen, der grundlægger verden, uden ophør, og Gud arbejder altid, ligesom Jesus selv erklærer, da han taler om sabbatsbudet: "Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også" (Joh 5,17). Den guddommelige hvile på den syvende dag hentyder ikke til en inaktiv Gud, men fremhæver fylden af, hvad der er blevet udrettet. Den udtrykker ligesom Guds dvælen over for, "hvor godt" (1.Mos.1,31) det, han havde skabt, var, for at kaste et blik fuldt af glad fryd på det. Dette er et "kontemplativt" blik, som ikke er rettet frem mod bedrifter, men fryder sig over skønheden af, hvad der allerede er opnået. Det er et blik, som Gud kaster på alle ting, men på en særlig måde på mennesket, kronen på skabningen. Det er et blik, der allerede afslører noget af den karakter af bryllup, som kendetegner det forhold, som Gud ønsker at indgå med den skabning, der er skabt i hans eget billede, idet han kalder denne skabning til at indgå en kærlighedspagt. Dette er, hvad Gud gradvist vil udføre ved at tilbyde hele menneskeheden den frelsende pagt, der sluttedes med og fuldendtes i Kristus. Det vil være det menneskevordne Ord, som - gennem Helligåndens eskatologiske gave og dannelsen af Kirken som hans legeme og brud - vil udstrække tilbudet om nåde og kaldet fra Faderens kærlighed til hele menneskeheden.