12. I Skaberens plan er der både en forskel og en tæt forbindelse mellem skabelsesordnen og frelsesordnen. Dette er fremhævet i Det gamle Testamente, når det forbinder budet om "shabbat" ikke blot med Guds hemmelighedsfulde "hvile" efter skabelsens dage (sml. 2 Mos 20,8-11), men også med den frelse, som han skænker Israel i befrielsen fra Egyptens slaveri (sml. 5 Mos 5,12-15). Den Gud, der hviler på den syvende dag, er den samme Gud, som åbenbarer sin herlighed ved at befri sine børn fra Faraos undertrykkelse. Ved at benytte et billede, der er profeterne kært, kunne man sige, at i begge tilfælde åbenbarer Gud sig som brudgommen over for bruden (sml. Hos 2,16-24; Jer 2,2; Es 54,4-8).

Som visse elementer af den samme jødiske tradition minder om, ¹² er vi for at nå til kernen i "shabbatten", i Guds "hvile", nødt til både i Det gamle og Det nye Testamente at opdage den bryllups-intensitet, som kendetegner forholdet mellem Gud og hans folk. Hoseas udtrykker det således i denne vidunderlige passage: "På den dag slutter jeg en pagt for Israel med de vilde dyr, med himlens fugle og med jordens krybdyr. Bue, sværd og krigsmagt sønderbryder jeg i landet, og jeg lader dem bo trygt. Jeg forlover mig med dig for evigt; jeg forlover mig med dig i ret og retfærdighed, i godhed og barmhjertighed. Jeg forlover mig med dig i troskab, og du skal kende Herren" (Hos 2,20-22).