"Gud velsignede den syvende dag og helligede den (1 Mos 2,3)

13. Sabbatsbudet, som i den første pagt forbereder til søndagen i den nye og evige pagt, er således rodfæstet i dybderne af Guds plan. Det er derfor, at budet ulig mange andre regler ikke er anbragt i sammenhæng med kultiske bestemmelser i snæver forstand, men i Dekalogen, de "Ti Bud", der repræsenterer selve det etiske livs søjler, der er indskrevet i menneskets hjerte. Ved at anbringe dette bud i sammenhæng med etikkens basale struktur, erklærer Israel og Kirken, at de ikke betragter det blot som en form for et fællesskabs religiøse disciplin, men som et definerende og uudsletteligt udtryk for vort forhold til Gud, som dette er bekendtgjort og forklaret ved bibelsk åbenbaring. Det er i dét perspektiv, at kristne i dag er nødt til at genopdage dette bud. Skønt budet naturligt kan forenes med det menneskelige behov for hvile, er det troen alene, der giver adgang til dets dybere mening og sikrer, at det ikke bliver til noget banalt eller bagatelliseres.