At "helligholde" ved "at mindes"

16. Dekalogens bud, hvorved Gud påbyder overholdelsen af sabbatten, er i 2. Mosebog formuleret på en særlig måde: "Husk sabbatsdagen og hold den hellig" (2 Mos 20,8). Og den inspirerede tekst fortsætter med at give grunden hertil ved, som den gør, at mindes Guds arbejde: "For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den" (2 Mos 20,11). Inden budet erklærer, at noget skal gøres, fremhæver det, at noget skal huskes. Det er en opfordring til at erindre Guds store og fundamentale værk, som er skabelse, en erindring, som må inspirere menneskets hele religiøse liv og derpå fylde den dag, som mennesket er kaldet til at hvile på. Hvile får derved en hellig værdi: den troende er kaldet til at hvile ikke blot som Gud hvilede, men til at hvile i Herren ved at bringe hele skabningen til Ham i lovprisning og taksigelse, fortroligt som et barn og venligt som en ægtefælle.