Voksende forskel fra sabbatten

23. Det var denne nyhed, som de første århundreders katekese lagde vægt på, når de søgte at vise søndagens betydningsfuldhed i forhold til den jødiske sabbat. Det var på sabbatten, at det jødiske folk skulle samles i synagogen og skulle holde hvile på den af loven foreskrevne måde. Apostlene og især Paulus fortsatte til at begynde med at være til stede i synagogen for dér at forkynde Jesus Kristus ved at kommentere "profeternes ord, som læses op hver sabbat" (ApG 13,27). Nogle menigheder helligholdt sabbatten samtidig med, at de også fejrede søndagen. Imidlertid blev der snart skelnet mere klart mellem de to dage, hovedsageligt som en reaktion imod sådanne kristne, hvis oprindelse i jødedommen gjorde dem tilbøjelige til at fastholde forpligtelsen over for den gamle lov. Ignatius af Antiokia skriver: "Når nu de, som har levet i det gamle. er kommet til håbets nye liv og ikke mere holder sabbat, men holder Herens dag, den dag, på hvilken vort liv opstod ved ham og ved hans død, [..] dette mysterium, som vi fik givet at tro, og gennem Hvilken vi holder for, at det skal vise sig, at vi er disciple af Jesus Kristus, vor eneste lærer, hvorledes skulle vi da kunne leve uden ham? Også profeterne var i ånden disciple af ham og forventede ham som deres lærer".²¹ Augustin bemærker på sin side: "Derfor har Herren også sat sit segl på denne dag, som er den tredje efter lidelsen. I den ugentlige cyklus er det imidlertid den ottende dag efter den syvende, det vil sige efter sabbatten, og ugens første dag".²² Denne skelnen af søndagen fra den jødiske sabbat blev endnu stærkere i Kirkens bevidsthed, selv om der har været historiske perioder, hvor pligten til at hvile om søndagen blev så stærkt betonet, at den var tilbøjelig til at komme til at ligne sabbatten mere og mere. Desuden har der altid været grupper inden for kristendommen, der overholder både sabbatten og søndagen som "to dage, der er hinandens brødre".²³