Kristus-lysets dag

27. Denne kristocentriske vision belyser en anden symbolik, som kristen overvejelse og pastoral sædvane tillagde Herrens dag. Klog pastoral intuition inspirerede Kirken til at kristne opfattelsen af søndagen som "solens dag", hvad der var romernes navn for dagen, og som er bibeholdt i nogle moderne sprog. ²⁹ Dette var for at få de kristne væk fra tillokkelsen af kultformer, der tilbad solen, og at rette fejringen af dagen mod Kristus, menneskenes sande "sol". Når Justin skriver til hedninger, benytter han den tids sprog for at gøre opmærksom på, at kristne samles "på den dag, der er opkaldt efter solen",³⁰ men for troende havde udtrykket allerede fået en ny betydning, der umiskendeligt havde sin rod i evangeliet. ³¹ Kristus er verdens lys (sml. Joh.9,15; også 1,4-5; 9), og i den ugentlige tidsregning er dagen, som mindes hans opstandelse, den bestandige afspejling af hans herligheds åbenbaring. Søndagens tema som dagen, der er oplyst af den opstandne Kristi sejr, findes også i tidebønnerne³² og gives særlig eftertryk i Pannichida, vigilien hvori de østlige liturgier forbereder søndagen. Når Kirken, generation efter generation, samles på denne dag, gør den Zakarias' undren til sin, da han så på Kristus og i ham så det morgengry, som skal "lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge" (Luk.1,78-79), og den gentager Simeons glæde, når han i sine arme tager det guddommelige barn, der er kommet som "et lys til åbenbaring for hedninger" (Luk.2,32).