KAPITEL III

DIES ECCLESIAE - KIRKENS DAG

DEN EUKARISTISKE FORSAMLING: SØNDAGENS CENTRUM

Den opstandne Herres nærvær

31. "Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende" (Matt.28,20). Dette Kristi løfte ophører aldrig med at genlyde i Kirken som den frugtbare hemmelighed i dens liv og som kilden til dens håb. Som opstandelsens dag er søndagen ikke blot en erindring om en tidligere begivenhed: den er en fejring af den opstandne Herres levende nærvær midt i sit folk.

For at dette nærvær bliver tilsvarende forkyndt og levet, er det ikke nok, at Kristi disciple beder hver for sig og mindes Kristi død og opstandelse hemmeligt i deres indre, i deres hjerter. De, der har modtaget dåbens nåde, er ikke frelst kun som enkeltindivider, men som lemmer på det mystiske legeme, idet de er blevet del af Guds folk. ³⁸ Det er derfor vigtigt, at de samles for helt at give udtryk for selve Kirkens identitet, Ecclèsia, den forsamling, der er kaldet sammen af den opstandne Herre, som gav sit liv "for at samle Guds spredte børn til ét" (Joh.11,52). Ved Åndens gave er de blevet "ét" i Kristus (sml. Gal.3,28). Denne enhed bliver synlig, når kristne samles: det er da, at de kommer til levende at forstå og at vidne for verden om, at de er det forløste folk "af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag" (Joh.Åb.5,9). Forsamlingen af Kristi disciple, rummer fra slægtled til slægtled billedet af den første kristne menighed, som Lukas giver os et eksempel på i Apostlenes Gerninger, hvor han fortæller, at de første døbte troende "holdt fast ved apostlenes lære, ved brødets brydelse og ved bønnerne" (2,42).