Søndagens eukaristi

34. Det er rigtigt, at i sig selv er søndagens eukaristi ikke forskellig fra den eukaristi, der fejres på andre dage, og den kan heller ikke skilles fra det liturgiske og sakramentale liv som helhed. Af natur er eukaristien en åbenbaring af Kirken; ⁴² og dette udtrykkes stærkest, når et bispedømmes menighed samles i bøn med sin hyrde: "Kirken manifesterer sig hovedsagelig, når hele Guds hellige folk deltager aktivt i den samme liturgiske fejring, frem for alt i den samme eukaristi, i fælles bøn ved ét og samme alter, hvor biskoppen har forsædet, omgivet af sine præster og altertjenere".⁴³ Denne forbindelse med biskoppen og med hele Kirken er indesluttet i enhver eukaristisk fejring, også selv om biskoppen ikke fører forsædet, og uafhængigt af på hvilken ugedag, den fejres. At biskoppen nævnes i den eukaristiske bøn, er tegnet på dette.

Men på grund af dens specielle højtidelighed og menighedens obligatoriske tilstedeværelse, og fordi den fejres "på den dag, da Kristus besejrede døden og gav os del i sit udødelige liv",⁴⁴ udtrykker søndagens eukaristi med større vægt dens iboende kirkelige dimension. Den bliver paradigmet for andre eukaristiske fejringer. Enhver menighed, som samler alle sine medlemmer til "brødets brydelse", bliver til stedet, hvor Kirkens mysterium gøres konkret nærværende. Ved at fejre eukaristien åbner menigheden sig for fællesskab med Universalkirken, ⁴⁵ idet den beder Faderen om at "huske Kirken i hele verden" og få den til at vokse i alle de troendes enhed med paven og de forskellige kirkers hyrder, indtil kærligheden er blevet fuldkommen.