Søndagspligten

46. Da eukaristien er selve midtpunktet i søndagen, er det indlysende, hvorfor Kirkens hyrder fra de tidligste århundreder ikke er ophørt med at minde de troende om nødvendigheden af at deltage i den liturgiske forsamling. "Forlad alt på Herrens dag", fremhæver teksten fra det tredje århundrede, der er kendt som Didascalia, "og gå hyppigt til din forsamling, for det er din lovprisning af Gud. Desuden, hvilken undskyldning vil de have over for Gud, de, som ikke samles på Herrens dag for at høre livets ord og ernæres af den guddommelige næring, der varer for bestandigt?". ⁷⁵ De troende har i almindelighed med personlig overbevisning accepteret denne hyrdernes opfordring, og skønt der har været tider og situationer, hvor denne pligt ikke er blevet helt opfyldt, skal man aldrig glemme den ægte heroisme hos præster og troende, der har opfyldt denne forpligtelse, selv når de stod over for farer og blev nægtet religionsfrihed, hvad der kan dokumenteres fra kristendommens første århundreder op tilvor egen tid.

I sin første Apologi, der var rettet til kejseren og senatet, beskrev Justin stolt den kristne skik med søndagens forsamling, der samlede kristne både fra byen og omegnen på ét sted. ⁷⁶ Da forsamlingerne under Diocletians forfølgelse blev forbudt med den største strenghed, var mange modige nok til at trodse det kejserlige dekret og accepterede heller døden end at gå glip af søndagens eukaristi. Dette var tilfældet med martyrerne fra Abitinia i proconsulatet Africa, som svarede deres anklagere: "Uden nogen som helst frygt har vi fejret Herrens nadver, fordi den ikke kan undværes; det er vor lov". Da hun bekendte sin tro, sagde en af martyrerne; "Ja, jeg gik til forsamlingen, og jeg fejrede Herrens nadver sammen med mine brødre og søstre, fordi jeg er en kristen".⁷⁷