66. Endelig må det ikke glemmes, at selv i vore dage er arbejde meget hårdt for mange mennesker, enten på grund af elendige arbejdsforhold eller lang arbejdstid - især i de fattigere dele af verden - og på grund af den vedvarende alt for hyppige uretfærdighed og menneskets udnyttelse af mennesket i økonomisk mere udviklede samfund. Når Kirken gennem århundrederne har givet love om søndagshvile, ¹⁰⁹ tænkte den frem for alt på tjenestefolks og arbejderes arbejde, bestemt ikke, fordi dette arbejde var mindre værdigt, når det sammenlignedes med overholdelse af søndagspligten, men snarere fordi det behøvede mere regulering for at lette dets byrder og således gøre det muligt for enhver at holde Herrens dag hellig. Hvad dette angår, talte min forgænger Pave Leo XIII i sin rundskrivelse Rerum Novarum om søndagshvilen som en arbejders ret, som staten måtte garantere. ¹¹⁰

I vor egen historiske sammenhæng er det stadig en pligt at sørge for, at enhver kan nyde den frihed, hvile og adspredelse, som menneskelig værdighed kræver sammen med de dermed forbundne religiøse, familiære, kulturelle og interpersonale behov, som er vanskelige at opfylde, hvis der ikke er garanti for mindst én af ugens dage, hvor mennesker både kan hvile og fejre gudstjeneste. Naturligvis forudsætter denne arbejdernes ret til hvile deres ret til arbejde, og når vi overvejer spørgsmålet om den kristne opfattelse af søndagen, kan vi ikke lade være med med en dyb følelse af solidaritet at mindes talløse mænds og kvinders lidelse, fordi de er arbejdsløse og tvungne til at forblive inaktive også på arbejdsdage.