71. Apostlenes lære anslog lige fra de tidligste århundreder en sympatisk streng og vakte stærk genklang i kirkefædrenes prædiken. Ambrosius brugte flammende ord til de rige, som mente, at de opfyldte deres religiøse forpligtelser ved at gå i kirke uden at dele deres ejendele med de fattige, og som måske endda udbyttede dem: "I, som er rige, hører I, hvad Gud Herren siger? Alligevel kommer I ind i kirken, ikke for at give til de fattige, men i stedet for at tage".¹¹⁵ Johannes Chrysostomus er ikke mindre krævende: "Ønsker I at ære Kristi legeme? Så ignorer ham ikke, når han er nøgen. Hyld ham ikke i templet klædt i silke, blot for at negligere ham udenfor, hvor han fryser og er nøgen. Han, som sagde: 'Dette er mit legeme', er den samme, som sagde: 'Du så mig sulten, og du gav mig ikke noget at spise', og 'hvad du har gjort mod en af mine brødre, har du også gjort imod mig' ... Hvad godt er der ved det, hvis det eukaristiske bord er overlæsset med gyldne kalke, mens han er ved at dø af slut? Begynd med at stille hans sult, og så kan du med det, der er tilovers, også smykke alteret".¹¹⁶

Disse ord minder den kristne menighed om pligten til at gøre eukaristien til det sted, hvor broderlighed bliver til praktisk solidaritet, hvor de sidste er de første i brødrenes tanker og omsorg, hvor Kristus selv - gennem de rundhåndede gaver fra de rige til de meget fattige - på en vis måde tidsmæssigt kan forlænge miraklet med mangfoldiggørelsen af brødene. ¹¹⁷