Den ottende dag: billede på evigheden

26. Som kontrast leder sabbattens placering som ugens syvende dag tanken hen på en komplementær symbolik for Herrens dag, som kirkefædrene holdt meget af. Søndagen er ikke blot den første dag, den er også "den ottende dag", anbragt inden for den syvfoldige række af dage i en unik og transcendent position, som fremmaner ikke blot tidens begyndelse, men også dens afslutning i "i den tid, der skal komme". Basilius forklarer, at søndagen symboliserer den virkelig enestående dag, der vil følge den nuværende tid, dagen uden ophør, der hverken vil kende til morgen eller aften, den uforgængelige tid, som aldrig vil blive gammel; søndagen er den uophørlige forudsigelse om liv uden ophør, som fornyer kristnes håb og opmuntrer dem på deres vej. ²⁶ Idet han ser fremad til den sidste dag, som helt opfylder sabbattens eskatologiske symbolisme, afslutter Augustin Bekendelserne ved at beskrive Eschaton som "stilhedens fred, sabbattens fred, en fred uden nogen aften".²⁷ Ved at fejre søndag både den "første" og den "ottende" dag ledes den kristne til målet, som er det evige liv. ²⁸