1-500 | 501-584
Chapter, Paragraph
1 0,1 | bispeembedet,~til præster og diakoner,~til mandlige~og
2 0,1 | og diakoner,~til mandlige~og kvindelige ordensfolk ~og
3 0,1 | og kvindelige ordensfolk ~og til alle troende lægfolk. ~
4 0,1 | indgangen til det nye årtusind og ved afslutningen af det
5 0,1 | års-dag for Jesu fødsel, og hvor der begynder et nyt
6 0,1 | dybet« (Luk 5,4). Peter og hans første ledsagere stolede
7 0,1 | ledsagere stolede på Jesu ord og ka-stede garnene ud. »Det
8 0,1 | garnene ud. »Det gjorde de og fangede en stor mængde fisk« (
9 0,1 | ord lyder til os i dag, og de opfordrer os til at erindre
10 0,1 | nutiden med begejstring og se fremad til fremtiden
11 0,1 | Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid« (
12 0,1 | den samme i går og i dag og til evig tid« (Heb 13,8).
13 0,1 | at betragte sin Brudgoms og Herres ansigt. Den blev
14 0,1 | Rom så vel som i Jerusalem og de enkelte lokalkirker,
15 0,1 | ham, som er historiens mål og verdens eneste frelser,
16 0,1 | eneste frelser, råbte Kirken og Ånden: »Marana ta - kom,
17 0,1 | hjerter. Men det er sikkert og vist, at »en flod med livets
18 0,1 | bestandigt »vælder ud fra Guds og Lammets trone« (sml. Åb
19 0,1 | vand, som slukker tørst og fornyer (jf. Joh 4,14).
20 0,1 | engang er blevet kundgjort og givet os i Kristus. Henimod
21 0,2 | store kraftanstrengelser og uundgåelige svagheder. Men
22 0,2 | til fornyet overvejelse og på en måde »tydes«, for
23 0,3 | 3. Kære Brødre og Søstre.! Det er særlig nødvendigt
24 0,3 | omsætte den i beslutninger og retningslinier for hand-ling.
25 0,3 | i broderligt fællesskab og »bryder brødet« (ApG 2,
26 0,3 | Kristi ene, hellige, katolske og apostoliske Kirke er til
27 0,3 | apostoliske Kirke er til stede og virker«.1 Det er frem for
28 0,3 | til hver enkelt kontekst og kul-tur. Til syvende og
29 0,3 | og kul-tur. Til syvende og sidst afspejler denne rodfæstelse
30 0,3 | rodfæstelse af Kirken i tid og sted selve menneskevordelsens
31 0,3 | vurdere sin begejstring og finde ny inspiration til
32 0,3 | inspiration til sin åndelige og pasto-rale indsats ved at
33 0,3 | dette særlige nådens år og endda i det længere tids-rum
34 0,3 | sine gavers mangfoldighed og i sin enhed på vandringen. ~
35 I,4 | lovprisning af Treenigheden«2 og tillige som en »forsoningens
36 I,4 | som en »forsoningens vej og et tegn på sandt håb for
37 I,4 | som ser hen til Kristus og hans kirke«.3 Dette jubelår
38 I,4 | disse væsentlige aspekter og har opnået øjeblikke, der
39 I,4 | Gud, fra hvem »alle gode og fuldkomne gaver kommer« (
40 I,4 | 1,17). Jeg tænker først og fremmest på lovprisningens
41 I,4 | med blot at skabe verden og mennesket, men sætter sig
42 I,4 | skabning, han har skabt, og efter mangfoldige gange
43 I,4 | efter mangfoldige gange og på mangfoldige måder at
44 I,4 | behov for barmhjertighed - og hvem har ikke det? - oplever
45 I,5 | stifte en pagt med Israel og således forberede Sønnens
46 I,5 | Forstået i sit guddommelige og menneskelige mysterium er
47 I,5 | Kristus historiens grundlag og midt-punkt, han er dens
48 I,5 | midt-punkt, han er dens mening og endelige mål. Det er netop
49 I,5 | netop i ham, Faderens Ord og afbillede, at »alt blev
50 I,5 | kulminerede i påske-mysteriet og Åndens gave, er tidens pulse-rende
51 I,5 | Kristus, for du regerer i dag og til alle tider«. Med denne
52 I,5 | Johannes' Åbenbaring: »Alfa og Omega, den første og den
53 I,5 | Alfa og Omega, den første og den sidste« (Åb 22,13).
54 I,5 | den sidste« (Åb 22,13). Og når vi betragtede Kristus,
55 I,5 | tilbad vi også Faderen og Ånden, den ene og udelte
56 I,5 | Faderen og Ånden, den ene og udelte Treenighed, det uudsige-lige
57 I,5 | hvori alt har sit udspring og sin fuldendelse. ~
58 I,6 | nøjere for at bede om nåde og modtage afla-dens særlige
59 I,6 | skød, er på én gang hellig og har altid brug for renselse«.4
60 I,6 | vandringen mod fremtiden og har gjort os mere ydmyge
61 I,6 | har gjort os mere ydmyge og årvågne i vor fastholden
62 I,7 | hvert eneste århundrede og specielt i det århundrede,
63 I,7 | en stor skare af helgener og martyrer. For nogle af dem
64 I,7 | historien, eller enkle læg- og ordensfolk fra det ene el-ler
65 I,7 | repræsentanter for de andre kirker og kirkelige samfund mindedes
66 I,7 | være taknemlige for den, og vi bør forny vor beslutning
67 I,8 | talløse af Kirkens sønner og døtre kommet til Rom, til
68 I,8 | tro, bekende deres synder og modtage den nåde, som frelser.
69 I,8 | en, som Kristus har mødt, og som i samtale med ham igen
70 I,8 | imellem verdens forfølgelser og Guds trøst«.5 Vi har kun
71 I,8 | menneskehjerter? Det er bedre at tie og tilbede i ydmyg tillid til
72 I,8 | hemmelighedsfulde måder at ar- bejde på og uden ophør synge til hans
73 I,9 | forskellige grupper af mennesker, og deltagerantallet har været
74 I,9 | prøvelse for både kirkelige og civile organisatorers og
75 I,9 | og civile organisatorers og hjæl-peres arbejde. I denne
76 I,9 | intensiteten i bønnen, meditationen og fællesskabsfølelsen, som
77 I,9 | i almindelighed frembød. Og hvordan skulle vi kunne
78 I,9 | at mindes de unges glade og inspirerende møde? Hvis
79 I,9 | fuld af indbyrdes kærlighed og dyb forståelse. Sådan var
80 I,9 | pladsen ved Laterankirken og på Peterspladsen. Derefter
81 I,9 | søgende efter »mening« og virkeligt venskab. Hverken
82 I,9 | særlig Guds Ånds gave til Rom og til Kirken. Undertiden føler
83 I,9 | de unge med de problemer og svagheder, som er karakteristiske
84 I,9 | i hjertets sande frihed og dybe glæde? Er Kristus ikke
85 I,9 | Kristus ikke den ædleste og mest ophøjede ven og den,
86 I,9 | ædleste og mest ophøjede ven og den, der lærer os alt virkeligt
87 I,9 | svar, der er overbevisende, og de kan da acceptere hans
88 I,9 | selv om det er krævende og mærket af korset. Derfor
89 I,9 | foretage et radi-kalt troens og livets valg og med at forelægge
90 I,9 | radi-kalt troens og livets valg og med at forelægge dem en
91 I,10 | dem havde sit særlige præg og har efterladt sit budskab,
92 I,10 | midt iblandt disciplene og gjorde det til selve symbolet
93 I,10 | gamle mennesker til de syge og de handicappede, fra fabriks-
94 I,10 | handicappede, fra fabriks- og landarbejdere til sportsfolk,
95 I,10 | universitetslærere, fra biskopper og præster til ordensfolk,
96 I,10 | efter den hellige Josefs og Jesu eget ek-sempel. Den
97 I,10 | at bøde på den økonomiske og sociale ulighed, der findes
98 I,10 | findes i arbejdsverdenen, og til at virke beslutsomt
99 I,10 | opmærksom på solidaritet og den respekt, der skyldes
100 I,10 | for verden som »familiens og samfundets forår«. Dette
101 I,10 | Mark 10,6-8; Matt 19,4-6), og for at forpligte sig til
102 I,10 | en kultur, som på en mere og mere forvirrende måde risikerer
103 I,10 | meningen med ægteskabet og familien som en institution.
104 I,10 | lidelse, men også anger og håb. For dem var jubilæet
105 I,10 | både er moralsk gavnligt og i stand til at formidle
106 I,10 | stand til at formidle tillid og kær-lighed til livet. ~
107 I,11 | betydning i dette jubilæumsår. Og det fik den! Da eukaristien
108 I,11 | intenst eukaristisk«,6 og det er således vi forsøgte
109 I,11 | det nye årtusinds mænds og kvinders liv til hendes
110 I,12 | skulle fejres i delkirkerne, og det var dér, flertallet
111 I,12 | dets specielle nådegaver og især den aflad, der var
112 I,12 | hvor hver enkelt kirkes og faktisk også hver enkelt
113 I,12 | også hver enkelt nations og kulturs gaver finder deres »
114 I,12 | meget med henblik herpå, og et af højdepunkterne var
115 I,12 | en anglikansk ærkebiskop og en metropolit af Konstantinopels
116 I,12 | re-præsentanter for kirker og kirkelige samfund fra hele
117 I,12 | med ortodokse pa-triarker og lederne af andre kristne
118 I,12 | armenieres højeste patriark og katholikos. Desuden deltog
119 I,12 | medlemmer af andre kirker og kirkesamfund i jubelårets
120 I,12 | bestemt stadig vanskelig, og vil måske være lang, men
121 I,12 | af Den Opstandnes nærvær og hans Ånds utrættelige magt,
122 I,13 | til Det hellige land ~13. Og hvordan kan jeg lade være
123 I,13 | næsten umid-delbart derefter og fulgte frelseshistoriens
124 I,13 | jeg nåede til Nebo-bjerget og derpå drog videre til selve
125 I,13 | hvor Forløseren levede, og som han gjorde hellige.
126 I,13 | stederne, hvor han blev født, og hvor han levede, Betlehem
127 I,13 | hvor han levede, Betlehem og Nazaret, at fejre eukaristien
128 I,13 | der stadig er så urolige og igen for nyligt er blevet
129 I,13 | men også fra de israelske og palæstinensiske befolkningsgrupper.
130 I,13 | da jeg bad ved Grædemuren og under mit besøg ved mausoleet
131 I,13 | øjeblik fyldt af broderlighed og fred, og jeg mindes den
132 I,13 | af broderlighed og fred, og jeg mindes den gerne som
133 I,13 | dybtfølte ønske om en hurtig og retfærdig løsning af de
134 I,13 | elskes af både jøder, kristne og muslimer. ~
135 I,14 | oplevelse af næstekærlighed - og det kunne ikke være anderledes.
136 I,14 | opfordret til en større og mere aktiv opmærksomhed
137 I,14 | genoprette retfærdighed og solidaritet i mellemmenneskelige
138 I,14 | eftergivelse af de fattigste og mest forgæl-dede landes
139 I,14 | mange menneskers økonomi og livsbetingelser. ~
140 I,15 | betragtet i hans historiske træk og i hans mysterium, Kristus
141 I,15 | mangfoldige nærvær i Kirken og i verden og bekendt som
142 I,15 | nærvær i Kirken og i verden og bekendt som hensigten med
143 I,15 | hensigten med historien og livsløbets lys. Nu må vi
144 I,15 | os til selvtilfredshed, og endnu mindre bør det få
145 I,15 | indgive os nye kræfter og tilskynde os til at investere
146 I,15 | lægger sin hånd på ploven og ser sig til-bage, er egnet
147 I,15 | tid til at se sig tilbage og endnu mindre til at forfalde
148 I,15 | Der forventes meget af os, og derfor må vi gå i gang med
149 I,15 | rodfæstet i kontemplation og bøn. Vor tid er en tid i
150 I,15 | Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting.
151 II,16 | tusind år siden, beder mænd og kvinder fra vore dage -
152 II,16 | forstand at »vise« dem Kristus. Og er det ikke Kirkens opgave
153 II,17 | i Det gam-le Testamente og åbenbaret i Det nye Testamente,
154 II,17 | deres indviklede redigering og primære kateketiske formål,
155 II,18 | de samlede (jf. Luk 1,3), og idet de arbejdede med dokumenter,
156 II,18 | som selv var »tømrer«, og hvis plads inden for hans
157 II,18 | Jeru-salem (jf. Luk 2,41), og gjorde ham til en regelmæssig
158 II,18 | Uden at være komplette og detaljerede bliver beretningerne
159 II,18 | vidnesbyrdet fra det høje og bevidst om at være den »
160 II,18 | prædike om Guds Riges komme og for-klarer dets krav og
161 II,18 | og for-klarer dets krav og dets magt med nådefulde
162 II,18 | dets magt med nådefulde og barmhjertige ord og tegn.
163 II,18 | nådefulde og barmhjertige ord og tegn. Evangelierne viser
164 II,18 | der vandrer gennem byer og landsbyer, fulgt af tolv
165 II,18 | skarer, der opsøger ham og følger ham, af de syge,
166 II,18 | der opstår mellem Jesus og de herskende grupper i hans
167 II,18 | efterfølges af et nyt, strålende og definitivt daggry. Evangelieberetningerne
168 II,18 | peger på den tomme grav og følger ham i perioden med
169 II,18 | disciplene - først rådvilde og forvirrede, derpå fyldte
170 II,18 | glæde - erfarer hans levende og vidunderlige nærvær. Fra
171 II,18 | Helligånden (jf. Joh 20,22) og befalingen om at forkynde
172 II,19 | opstandelsen, var også Jesu ansigt, og ham havde de levet sammen
173 II,19 | sammen med i næsten tre år, og det var ham, der nu overbeviste
174 II,19 | at vise dem »sine hænder og sin side« (sammesteds).
175 II,19 | udfordrede af hans handlinger og hans ord. Man kan aldrig
176 II,19 | hvad »folk« siger om ham, og de svarer ham: »Nogle siger
177 II,19 | Johannes Dø-ber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller
178 II,19 | der forkyndes af Peter og med ham af Kirken til alle
179 II,19 | går virkeligt til ker-nen og rører ved mysteriets dyb: »
180 II,20 | Peter nået til denne tro? Og hvad kræves der af os, hvis
181 II,20 | hans fodspor med stør-re og større overbevisning? Matthæus
182 II,20 | bekendelse. »Det har kød og blod ikke åbenbaret dig,
183 II,20 | Matt 16,17). Udtrykket »kød og blod« er en henvisning til
184 II,20 | henvisning til mennesket og den almindelige måde at
185 II,20 | Kun erfaringen af stilhed og bøn giver det rette milieu
186 II,20 | det rette milieu til vækst og udvikling af en virkelig,
187 II,20 | af en virkelig, trofast og sammenhængende erkendelse
188 II,20 | højtidelige proklamation: »Og Ordet blev kød og tog bolig
189 II,20 | proklamation: »Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og
190 II,20 | og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en
191 II,20 | fra Faderen, fuld af nåde og sandhed« (Joh 1,14). ~
192 II,21 | Mysteriets dyb ~21. Ordet og kødet, den guddommelige
193 II,21 | den guddommelige herlighed og hans tagen bolig iblandt
194 II,21 | disse to aspekters intime og uadskillelige forening,
195 II,21 | to naturer«. Personen er, og den alene, Det evige Ord,
196 II,21 | adskillelse, er den guddommelige og den menneskelige.10 Vi ved,
197 II,21 | Vi ved, at vore begreber og vore ord er begrænsede.
198 II,21 | i sit dogmatiske indhold og gør os det muligt, omend
199 II,21 | dybder. Ja, Jesus er sand Gud og sandt menneske! Ligesom
200 II,21 | frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik
201 II,21 | hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side« (Joh
202 II,21 | sin guddommelige glans, og den hører aldrig op med
203 II,21 | med at udbryde: »Min Herre og min Gud!« (Joh 20,28). ~
204 II,21(10)| overensstemmelse med fædrene lærer og bekender vi enstemmigt,
205 II,21(10)| fuldkommen i sin guddommelighed og fuldkommen i sin menneskelighed,
206 II,21(10)| menneskelighed, sand Gud og sandt menneske ... én og
207 II,21(10)| og sandt menneske ... én og samme Kristus, Herren, den
208 II,21(10)| personer, men han er den ene og samme Søn, den enbårne,
209 II,21(10)| Søn, den enbårne, Gud, Ord og Herre Jesus Kristus«: DS
210 II,22 | var der i andre historiske og kulturelle sammenhænge en
211 II,22 | tilbøjelighed til at formindske og opgive Jesu menneskenaturs
212 II,22 | Kirkens tro er det væsentligt og absolut nødvendigt at erklære,
213 II,22 | Ordet virkelig »blev kød« og antog ethvert af menneskehedens
214 II,22 | har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over
215 II,22 | skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden,
216 II,22 | sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge
217 II,22 | jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus
218 II,23 | kunne ikke få nogen større og mere forbavsende opfyldelse
219 II,23 | virkelig velsignet os i ham og ladet »sit ansigt lyse over
220 II,23 | Fordi han samtidigt er Gud og menneske, åbenbarer han
221 II,23 | sine egne begrænsninger og modsætninger, bevæger sig
222 II,23 | forløste podes ind på Kristus og får adgang til den fortroligheden
223 II,23 | menneske, at mennesket i ham og gennem ham virkeligt kan
224 II,24 | evangelisterne i deres beretninger, og inspirerede fra det høje,
225 II,24 | sandheden om hans person og hans egen bevidsthed derom.
226 II,24 | Jesu-ord, der er optegnet, og som blev udtalt i templet
227 II,24 | fortæller ham, hvor bekymret hun og Josef havde ledt efter ham,
228 II,24 | Matt 11,27; Luk 10,22) og især i Johannesevangeliet.
229 II,24 | tvivl: »Faderen er i mig og jeg i Fade-ren« (Joh 10,
230 II,24 | ham til at vokse »i visdom og vækst og yndest hos Gud
231 II,24 | vokse »i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker« (
232 II,24 | vækst og yndest hos Gud og mennesker« (Luk 2,52), at
233 II,24 | erklærer, at det til syvende og sidst var på grund af denne
234 II,24 | at Jesus blev forkastet og dømt: de forsøgte at dræbe
235 II,24 | kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig« (
236 II,24 | Joh 5,18). I Getsemane og på Golgata vil Jesu menneskelige
237 II,24 | ikke en-gang hans lidelse og døds drama vil være i stand
238 II,25 | prøvelser, der venter ham, og alene overfor Faderen, råber
239 II,25 | psalmisten samler lidelse og tillid i en bevægende blanding
240 II,25 | dig, de stolede på dig, og du udfriede dem ... Hold
241 II,25 | fra mig, for nøden er nær, og ingen hjælper mig« (Sl 22,
242 II,26 | 26. Kære brødre og søstre! Jesu råb på korset
243 II,26 | på grund af den viden om og erfaring af Faderen, som
244 II,26 | øjeblik klart syn-dens alvor og lider på grund af den. Kun
245 II,26 | Kun han, der ser Faderen og glæder sig helt i ham, kan
246 II,26 | spørgsmål, hvordan Jesus på én og samme tid kunne opleve sin
247 II,26 | selv en kilde til glæde og lykke, og en dødsangst,
248 II,26 | kilde til glæde og lykke, og en dødsangst, der strækker
249 II,27 | blanding af lyksalighed og pine. I Dialogen om det
250 II,27 | af Siena, hvordan glæde og lidelse kan være til stede
251 II,27 | Således er sjælen lyksalig og bedrøvet på samme tid: bedrøvet
252 II,27 | på grund af den forening og hengi-venhed af kærlighed,
253 II,27 | korset var både lyksalig og bedrøvet«.13 På samme måde
254 II,27 | med Jesu egen lyksalighed og smerte: »I Oliehaven nød
255 II,27 | bødler (jf. Luk 23,34), og idet han over for Faderen
256 II,28 | 28. Ligesom langfredag og påskelørdag fortsætter Kirken
257 II,28 | ansigt, som gemmer Guds liv og giver frelse til verden.
258 II,28 | vor prædiken være forgæves og vor tro tom (jf. 1 Kor 15,
259 II,28 | op-sendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser
260 II,28 | høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som
261 II,28 | kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin
262 II,28 | lydighed af det, han led, og da han havde nået målet,
263 II,28 | som Kirken nu ser hen til. Og det gør den efter Peters
264 II,28 | græd over sin fornægtelse, og som begyndte på ny ved med
265 II,28 | for mig er livet Kristus, og døden en vinding« (Fil 1,
266 II,28 | betragter bruden sin rigdom og sin sande glæde: »Iesu dulcis
267 II,28 | han »er den samme i går og i dag og til evig tid« (
268 II,28 | den samme i går og i dag og til evig tid« (Heb 13,6). ~
269 III,29 | Matt 28,20). Kære brødre og søstre! Denne vished har
270 III,29 | Kirken i to tusinde år, og er nu blevet fornyet i vore
271 III,29 | formular, men af en person og af det tilsagn, han giver
272 III,29 | der fin-des i evangeliet og i den levende tradition,
273 III,29 | samme som altid. Til syvende og sidst har den sit centrum
274 III,29 | nødvendigt at kende, elske og efterligne, så vi i ham
275 III,29 | kan leve Treenighedens liv og med ham forvandle historien
276 III,29 | der ikke ændres med tiders og kulturers skiften, selv
277 III,29 | det tager hensyn til tid og kultur af hensyn til sand
278 III,29 | af hensyn til sand dialog og effektiv kommunikation.
279 III,29 | taknemlig for den uforbeholdne og udbredte modtagelse af,
280 III,29 | overfor, men den største og mest krævende udfordring
281 III,29 | aktivitet. Med dets universale og absolut nødvendige afgørelser
282 III,29 | kan identificeres - mål og metoder, uddannelse og berigelse
283 III,29 | mål og metoder, uddannelse og berigelse af de involverede
284 III,29 | mennesker, danne menigheder og fællesskaber og trænge ind
285 III,29 | menigheder og fællesskaber og trænge ind i samfund og
286 III,29 | og trænge ind i samfund og kultur ved at vidne om evangeliets
287 III,29 | overens med nabo-kirkernes og den universelle kirkes.
288 III,29 | påta-ger sig i bispekonferencer og bispesynoder. Var det ikke
289 III,29 | som forberedte Jubilæet, og som skabte vigtige rettesnore
290 III,29 | mange forskel-lige milieuer og kulturer? Denne rige arv
291 III,29 | os alle. Som vejledning og opmuntring for alle vil
292 III,30 | Hellighed ~30. Først og fremmest nærer jeg ingen
293 III,30 | døbts liv kunne blive renset og grundigt fornyet? Det er
294 III,30 | får sin enhed fra Faderens og Sønnens og Helligåndens
295 III,30 | fra Faderens og Sønnens og Helligåndens enhed«,15 måtte
296 III,30 | til det kristne livs fylde og kærlighedens fuldkommenhed«.16 ~
297 III,31 | ved indlemmelse i Kristus og hans Ånds iboen, ville det
298 III,31 | af en minimalistisk etik og en overfladisk religiøsitet.
299 III,31 | mig mulighed for at salig- og helgenkåre et stort antal
300 III,31 | helgenkåre et stort antal kristne og blandt dem mange lægfolk,
301 III,31 | det kirkelige fællesskabs og kristne familiers liv må
302 III,31 | hellighed er individuelle og kræver en ægte »indøvelse
303 III,31 | traditionelle former for individuel og grup-pehjælp, så vel som
304 III,31 | der tilbydes i foreninger og bevægelser, der er anerkendt
305 III,32 | intense bøn, både personlig og i fællesskab. Men vi ved
306 III,32 | bede: ligesom om vi igen og igen på ny skulle lære denne
307 III,32 | fortrolige venner: »Bliv i mig, og jeg bliver i jer« (Joh 15,
308 III,32 | er selve hovedindholdet og sjælen i det kristne liv,
309 III,32 | sjælen i det kristne liv, og betingelsen for alt virkeligt
310 III,32 | gensidighed os, gennem Kristus og i Kristus, til at betragte
311 III,32 | trinitariske form for kristen bøn og praktisere den helt og fuldt,
312 III,32 | bøn og praktisere den helt og fuldt, først og fremmest
313 III,32 | den helt og fuldt, først og fremmest i liturgien, højdepunktet
314 III,32 | liturgien, højdepunktet af og kilden til Kirkens liv,17
315 III,32 | vender tilbage til kilderne og finder nyt liv i dem. ~
316 III,33 | egne svar på dette behov, og un-dertiden gør de det på
317 III,33 | som har åbenbaret Faderen og er menneskenes Frelser,
318 III,33 | mystiske tradition både i Østen og i Vesten har meget at sige
319 III,33 | også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham« (
320 III,33 | intenst ån-deligt engagement, og som også kender smertelige
321 III,33 | hellige Johannes af Korsets og den hellige Teresa af Avi-las
322 III,33 | Avi-las lære? Ja, kære brødre og søstre, vore kristne fællesskaber
323 III,33 | tilbedelse, betragtning, lytten og ivrig hengivenhed, indtil
324 III,33 | kærlighed til vore brødre og søstre og gør os i stand
325 III,33 | til vore brødre og søstre og gør os i stand til at forme
326 III,34 | erfaringen af kontemplation, og det er vigtigt, at de udvikler
327 III,34 | langsomt blive undermineret, og ville måske ende med at
328 III,34 | alternative religiøse tilbud og endda hengive sig til meget
329 III,34 | indbyder os til at hellige og lede vor dag. Hvor nyttigt
330 III,34 | folkefromheden dens rette plads, og at folk blev oplært specielt
331 III,34 | former for pastoralt liv og vidnesbyrd i verden med
332 III,34 | fejrin-gen af eukaristien og måske med recitationen af
333 III,34 | med recitationen af laudes og vesper. Den erfaring, der
334 III,35 | gerning stræber hen imod, og samtidig den kilde, hele
335 III,35 | fortsætte i den retning, og specielt at betone søndagens
336 III,35 | betone søndagens eukaristi og søndagen selv op-levet som
337 III,35 | dag, Den opstandne Herres og Åndens gaves dag, den ugentlige
338 III,35 | Kristus ønskede apostlene fred og gav dem Åndens gave (jf.
339 III,35 | hænder, »Kongernes Konge og Herrernes Herre« (Åb 19,
340 III,35 | Herrernes Herre« (Åb 19,16); og netop ved at fejre hans
341 III,35 | som verdens oprindelses og dens ende-lige skæbnes mysterium
342 III,36 | for et virkeligt oplyst og konsekvent kristent liv.
343 III,36 | sammenblanding af kulturer og religioner selv i lande,
344 III,36 | udfordring, ofte i isolerede og vanskelige situationer,
345 III,36 | familie omkring ordets bord og livets brød, er også den
346 III,36 | til stadig-hed forkyndes og næres. Netop ved at deltage
347 III,37 | menigheder overbe-visende og virkningsfuldt tilbyder
348 III,37 | os sit medlidende hjerte og forsoner os helt med sig
349 III,37 | måde til at få tilgivelse og syndsforladelse for alvorlige
350 III,37 | ignoreres: hvis mange mennesker, og blandt dem også mange unge
351 III,37 | mere tillid, krea-tivitet og udholdenhed hvad angår dette
352 III,37 | sakramente, at tilbyde det og at få mennesker til at påskønne
353 III,37 | kriser! Herrens gaver - og sakramenterne er blandt
354 III,37 | kender menneskehjertet godt og er historiens Herre. ~
355 III,38 | sjælesorg, der giver personlig og fælles bøn dens rette plads,
356 III,38 | angriber enhver åndelig færd og ethvert pastoralt arbejde:
357 III,38 | dygtighed til at handle og til at planlægge. Det er
358 III,38 | samarbejde med hans nåde og opfordrer os derfor til
359 III,38 | investere alle vor intelligens' og alle vore evners midler
360 III,38 | bestandigt om Kristi forrang, og i forening med ham, det
361 III,38 | med ham, det indre livs og hellighedens forrang. Hvis
362 III,38 | planer løber ud i sandet og efterlader os med en nedslående
363 III,38 | Vi har slidt hele natten og ingenting fået« (Luk 5,5).
364 III,38 | hjerter for nådens strøm og tillade Kristi ord at gennemtrænge
365 III,39 | om, at denne hellighedens og bønnens forrang er utænkelig
366 III,39 | lytte til Den hellige Skrift og studere den omhyggeligt.
367 III,39 | offentlige bøn. Enkeltpersoner og menigheder benytter nu Biblen
368 III,39 | Biblen i udstrakt grad, og blandt lægfolk er der mange,
369 III,39 | værdifuld hjælp af teologiske og bi-belske studier. Men det
370 III,39 | studier. Men det er først og fremmest arbejdet med evangelisering
371 III,39 | arbejdet med evangelisering og katekese, som henter nyt
372 III,39 | for Guds ord. Kære brødre og søstre! Denne bevægelse
373 III,39 | Denne bevægelse må styrkes og uddybes også ved at man
374 III,39 | livgivende møde i den gamle og altid gyldige tradition
375 III,39 | stiller os spørgsmål, leder os og former vort liv. ~
376 III,40 | si-tuation, der bliver mere og mere forskelligartet og
377 III,40 | og mere forskelligartet og krævende i forbindelse med »
378 III,40 | forbindelse med »globaliseringen« og af den deraf følgende nye
379 III,40 | af den deraf følgende nye og omskiftelige blanding af
380 III,40 | omskiftelige blanding af mennesker og kulturer. Gennem årene har
381 III,40 | genopvække begyndelsens drivkraft og lade os blive fyldte med
382 III,40 | sans for mission i Kirken, og denne mission kan ikke overlades
383 III,40 | leves i kristne menigheders og gruppers daglige engagement.
384 III,40 | forskelligartet vandring og med opmærksomhed overfor
385 III,40 | kristne budskab skal plantes og på en sådan måde, så ingen
386 III,40 | folkeslag, afvises, men renses og bringes til deres fulde
387 III,40 | forkyndelsen af evangeliet og Kirkens tradition, vil den
388 III,40 | de forskellige kulturer og folke-slag, hvori den er
389 III,40 | hvori den er blevet modtaget og har fæstet rod. I dette
390 III,40 | hensyn til modtagelighed og sprog: »Alt er jeg blevet
391 III,41 | under jubilæet, må støtte og lede os i denne tillidsfulde,
392 III,41 | tillidsfulde, initiativrige og kreative sans for mission.
393 III,41 | tilfældet i det århundrede og det årtusind, der nu begynder?
394 III,41 | evangeliet midt i fjendtlighed og forfølgelse, ofte lige til
395 III,41 | har de så at sige vist os og banet vejen til fremti-den.
396 IV,42 | Joh 13,35). Kære brødre og sø-stre! Hvis vi virkelig
397 IV,42 | hvor der må være engagement og planlægning for den universelle
398 IV,42 | for den universelle kirkes og delkirkernes vedkommende:
399 IV,42 | koinonia), som udtrykker og åbenbarer selve kernen i
400 IV,42 | Fællesskab er frugten af og beviset for den kærlighed,
401 IV,42 | Den evige Faders hjerte og udgydes over os af den Ånd,
402 IV,42 | gøre os alle til »ét hjerte og sind« (ApG 4,32). Det er
403 IV,42 | sakramente«, som »tegn og red-skab for den inderlige
404 IV,42 | inderlige forening med Gud og for hele menneskeslægtens
405 IV,42 | vi taler med menneskers og engles tunger og hvis vi
406 IV,42 | menneskers og engles tunger og hvis vi har tro, der kan »
407 IV,42 | Kirken havde et hjerte, og at dette hjerte var optændt
408 IV,43 | gøre Kirken til hjemmet og skolen for fællesskab: det
409 IV,43 | trofaste overfor Guds plan og imødekomme verdens dybeste
410 IV,43 | overalt hvor mennesket og den kristne bliver formet,
411 IV,43 | hvor præster, ordensfolk og pastoralarbejdere bliver
412 IV,43 | uddannet, overalt hvor familier og fæl-lesskaber opbygges.
413 IV,43 | fællesskabets spiritualitet er først og fremmest et tegn på hjertets
414 IV,43 | mysterium, som bor i os, og hvis lys vi også må kunne
415 IV,43 | i vore omgivende brødres og søstres ansigter. En fællesskabets
416 IV,43 | at tænke på vore brødre og søstre i troen inden for
417 IV,43 | mysti-ske legemes dybe enhed og derfor som dem, »der er
418 IV,43 | til at dele deres glæder og lidelser, til at fornemme
419 IV,43 | at fornemme deres ønsker og være opmærksomme på deres
420 IV,43 | til at tilbyde dem dybt og ægte venskab. En fællesskabets
421 IV,43 | til at være glad for det og sætte pris på det som en
422 IV,43 | gør plads« for vore brødre og søstre, at bære »hinandens
423 IV,43 | hinandens byrder« (Gal 6,2) og modstå de egoistiske fristelser,
424 IV,43 | som bestandigt plager os og fremkalder kappestrid, karrierejag,
425 IV,43 | kappestrid, karrierejag, mistro og jalousi. Lad os ikke nære
426 IV,43 | end dets midler til udtryk og vækst. ~
427 IV,44 | sinde opsatte på at vurdere og udvikle de områder og strukturer,
428 IV,44 | vurdere og udvikle de områder og strukturer, som i overensstemmelse
429 IV,44 | direktiver tjener til at sikre og beskytte fællesskabet. Hvordan
430 IV,44 | som er Petrus-embedets, og i nær relation til det,
431 IV,44 | der har deres grundlag og indhold fra Kristi egen
432 IV,44 | romerske kurie, oprette synoder og få bispekonferencer til
433 IV,44 | behovet for at reagere hurtigt og effektivt på de problemer,
434 IV,45 | Fællesskab må udvikles og udvides hver dag og på ethvert
435 IV,45 | udvikles og udvides hver dag og på ethvert niveau af hver
436 IV,45 | mellem biskopper, præster og diakoner, mellem hyrder
437 IV,45 | diakoner, mellem hyrder og hele Guds folk, mellem gejstlighed
438 IV,45 | folk, mellem gejstlighed og ordensfolk, mellem foreninger
439 IV,45 | ordensfolk, mellem foreninger og kirkelige bevægelser. Til
440 IV,45 | kanoniske Lov, som præsterådet og pastoralrådet, altid sættes
441 IV,45 | er mindre betydningsfulde og relevante. Fællesskabets
442 IV,45 | relevante. Fællesskabets teologi og spiritualitet opmuntrer
443 IV,45 | frugtbar dialog mellem præster og troende ved på den ene side
444 IV,45 | hvad der er væ-sentligt, og ved på den anden side at
445 IV,45 | ved, hvad der er bedst«.30 Og Paulinus af Nola beder ind-stændigt: »
446 IV,45 | Kirkens hierarkiske struktur og afværger enhver fristelse
447 IV,45 | tilskynde til en tillid og åbenhed, der er helt i overensstemmelse
448 IV,45 | folks med-lemmers værdighed og ansvar. ~
449 IV,46 | til at opmuntre alle døbte og firmede til at være bevidste
450 IV,46 | gavn for hele fællesskabet, og støtte det i alle dets mange
451 IV,46 | for kald til præstedømmet og til det Gudviede liv. Dette
452 IV,46 | ændrede sociale forhold og en manglende religiøs interesse
453 IV,46 | bygge på personlig kontakt og inddrage sogne, skoler og
454 IV,46 | og inddrage sogne, skoler og familier i forsøget på at
455 IV,46 | en total given sig selv og ens kræfter for Guds Riges
456 IV,46 | det være nødvendigt mere og mere fuldstændigt at opdage
457 IV,46 | sig af de jordiske formål og indrette dem med Gud som
458 IV,46 | de »opfylder i Kirken og i verden deres egen del
459 IV,46 | efter at ud-brede evangeliet og at helliggøre menneskene«.33
460 IV,46 | vitalitet, som er Guds gave og et virkeligt »Åndens forår«.
461 IV,46 | Selvfølgelig må foreninger og bevægelser arbejde i fuld
462 IV,46 | både den universelle kirke og delkirkerne og i lydighed
463 IV,46 | universelle kirke og delkirkerne og i lydighed mod hyrdernes
464 IV,46 | direktiver. Men Apostlens strenge og bestemte advarsel henvender
465 IV,47 | institution oplever en radikal og udbredt krise. I det kristne
466 IV,47 | forholdet mellem en mand og en kvinde - en gensidig,
467 IV,47 | gensidig, absolut, enestående og uopløselig forbindelse -
468 IV,47 | ligegyldigt hvor udbredte og endda militante de kan være.
469 IV,47 | overensstemmelse med Guds plan og med det virkeligt gode for
470 IV,47 | mennesket - for ægtefællerne, og for børnene, der er mere
471 IV,47 | Familierne må selv blive mere og mere bevidste om den omsorg,
472 IV,47 | omsorg, der tilkommer børn, og spille en aktiv rolle i
473 IV,47 | en aktiv rolle i Kir-ken og i samfundet for at sikre
474 IV,48 | Økumenisk engagement ~48. Og hvad skal vi sige om den
475 IV,48 | nogle virkeligt bevægende og profetiske tegn, men der
476 IV,48 | ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig, at de også må
477 IV,48 | 21) - er både åbenbaring og bønfaldelse. Denne bøn åbenbarer
478 IV,48 | kildespringet til Kirkens enhed og som den gave, den bestandigt
479 IV,48 | menneskelige begrænsninger, og den kommer konkret til udtryk,
480 IV,48 | kommer konkret til udtryk, og den virker også på forskellige
481 IV,48 | de elementer af hellighed og sandhed, der findes i de
482 IV,48 | findes i de andre kirker og kirkelige samfund. Som gaver,
483 IV,48 | nødt til at blive modtaget og udviklet mere og mere. Anråbelsen »
484 IV,48 | modtaget og udviklet mere og mere. Anråbelsen »ut unum
485 IV,48 | styrke, der støtter os, og en gavnlig irettesættelse
486 IV,48 | irettesættelse for vor langsomhed og hårdhjertethed. Det er på
487 IV,48 | hårdhjertethed. Det er på Jesu bøn og ikke på vor egen styrke,
488 IV,48 | stand til at nå det fulde og synlige fællesskab med alle
489 IV,48 | hen til de østlige kirker, og jeg be-der for, at den gensidige
490 IV,48 | anspore kristne i Østen og Vesten til at vandre sammen
491 IV,48 | vandre sammen i troens enhed og med respekt for legitim
492 IV,48 | forskellighed, idet de accepterer og støtter hinanden som lemmer
493 IV,48 | økumeniske dialog med vore brødre og søstre, der hører til det
494 IV,48 | det anglikanske fællesskab og de kirkelige fællesskaber,
495 IV,48 | Teologisk diskussion om troens og kristen etiks væsentlige
496 IV,48 | samarbejde i karitativt arbejde og frem for alt den store hellighedens
497 IV,48 | hvor vi sammen med hver og en af Kristi disciple helhjertet
498 IV,48 | synge: »Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder
499 IV,49 | engagement for praktisk og konkret hjælp til ethvert
500 IV,49 | Kirkens hele aktivitet og dens pastorale planlægning.
1-500 | 501-584 |