Chapter, Paragraph
1 0,1 | et pilgrimsfolk, ledet af ham, som er »fårenes store hyrde« (
2 0,1 | dør«, som er Kristus. Til ham, som er historiens mål og
3 I,5 | endelige mål. Det er netop i ham, Faderens Ord og afbillede,
4 I,8 | mødt, og som i samtale med ham igen drog afsted på en håbets
5 I,9 | virkeligt er, oplever de ham som et svar, der er overbevisende,
6 II,17 | vi har fået fortalt om ham i Den helli-ge Skrift, som
7 II,17 | Kristus, livets Ord: de så ham med deres øjne, hørte ham
8 II,17 | ham med deres øjne, hørte ham med deres øren, rørte ved
9 II,17 | med deres øren, rørte ved ham med deres hænder (jf. 1
10 II,18 | sig umage med at beskrive ham på grundlag af pålidelige
11 II,18 | religiøse lidenskab, som fik ham til sammen med sin familie
12 II,18 | jf. Luk 2,41), og gjorde ham til en regelmæssig gæst
13 II,18 | tegn. Evangelierne viser ham for os som en, der vandrer
14 II,18 | af skarer, der opsøger ham og følger ham, af de syge,
15 II,18 | der opsøger ham og følger ham, af de syge, som højlydt
16 II,18 | den tomme grav og følger ham i perioden med rækken af
17 II,18 | vidunderlige nærvær. Fra ham modtager de Helligånden (
18 II,19 | var også Jesu ansigt, og ham havde de levet sammen med
19 II,19 | næsten tre år, og det var ham, der nu overbeviste dem
20 II,19 | disciple, hvad »folk« siger om ham, og de svarer ham: »Nogle
21 II,19 | siger om ham, og de svarer ham: »Nogle siger Johannes Dø-ber,
22 II,19 | ikke i stand til at sætte ham over de Guds mænd, som havde
23 II,19 | venter fra dem, der står ham nær: »Men I, hvem siger
24 II,19 | forkyndes af Peter og med ham af Kirken til alle tider,
25 II,22 | Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over
26 II,22 | højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne,
27 II,23 | virkelig velsignet os i ham og ladet »sit ansigt lyse
28 II,23 | menneske, at mennesket i ham og gennem ham virkeligt
29 II,23 | mennesket i ham og gennem ham virkeligt kan blive et Guds
30 II,24 | Da hans mor fortæller ham, hvor bekymret hun og Josef
31 II,24 | og Josef havde ledt efter ham, svarer Jesus uden tøven: »
32 II,24 | menneskelige betingelser, som fik ham til at vokse »i visdom og
33 II,24 | dømt: de forsøgte at dræbe ham, »for ikke blot brød han
34 II,25 | de prøvelser, der venter ham, og alene overfor Faderen,
35 II,25 | Faderen, råber Jesus til ham på sin sædvanlige måde,
36 II,25 | Abba, Fader«. Han beder ham om, hvis det er muligt,
37 II,25 | tage lidelsens bæger fra ham (jf. Mark 14,36). Men Faderen
38 II,25 | påtage sig syndens »ansigt«. »Ham, der ikke kendte til synd,
39 II,25 | blive Guds retfærdighed i ham« (2 Kor 5,21). Vi vil aldrig
40 II,26 | Faderen og glæder sig helt i ham, kan til fulde forstå, hvad
41 II,28 | bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra
42 II,28 | til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt
43 II,28 | for alle dem, som adlyder ham« (Heb 5,7-9). Det er den
44 III,29 | elske og efterligne, så vi i ham kan leve Treenighedens liv
45 III,29 | Treenighedens liv og med ham forvandle historien indtil
46 III,30 | betydning af at høre til ham, der i sit inderste væsen
47 III,33 | fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for
48 III,33 | og give mig til kende for ham« (Joh 14,21). Der er tale
49 III,38 | forrang, og i forening med ham, det indre livs og hellighedens
50 III,40 | Kristus, kan ikke beholde ham for sig selv; de må forkynde
51 III,40 | sig selv; de må forkynde ham. Der er behov for en ny
52 IV,49 | Kristus, må vi lære at se ham specielt i ansigterne hos
53 IV,49 | over for dem, der kom til ham med deres åndelige og materielle
54 Slut,58| ligesom endnu engang at møde ham i Nadversalen, hvor han
55 Slut,59| i stand til at genkende ham, som disciplene fra Emmaus
|