Chapter,  Paragraph

 1  I,4   |            mennesket, men sætter sig selv på samme niveau som den
 2  I,4   |              Esajas' pro-feti på sig selv, er så levende som nogen
 3  I,9   |             venskab. Hverken for dem selv eller for dem, der så dem,
 4  I,9   |              acceptere hans budskab, selv om det er krævende og mærket
 5  I,12  |             glemmer jeg ikke, at jeg selv ønskede, at jubilæet skulle
 6  I,15  |        initiativer. Jesus advarer os selv: »Ingen, der lægger sin
 7 II,16  |        utilstrækkeligt, hvis vi ikke selv først havde betragtet hans
 8 II,18  |     tømrerens søn« (Matt 13,55), som selv var »tømrer«, og hvis plads
 9 II,19  |           troede først, efter at han selv havde efterprøvet underet (
10 II,19  |          blive vist os af evangeliet selv i den velkendte scene ved
11 II,22  |          ydmygelse ikke et mål i sig selv, den tjener snarere til
12 II,23  |     mennesket fuldt ud for mennesket selv«.11 Jesus er »det nye menneske« (
13 II,23  |              bevæger sig hen mod Gud selv, endog mod målet »guddommeliggørel-se«.
14 II,24  | repræsenteres af Kristi viden om sig selv. Kirken nærer ingen tvivl
15 II,24  |              sin fader og gjorde sig selv Gud lig« (Joh 5,18). I Getsemane
16 II,26  |           som han alene har, ser han selv i dette mørkets øjeblik
17 II,26  |             enhed med Faderen, i sig selv en kilde til glæde og lykke,
18 II,27  |              Jesu dødskamp ved i sig selv at »opleve« paradokset med
19 II,27  |             at på basis af, hvad jeg selv føler, kan jeg forstå noget
20 II,27  |     bevidsthed, når de fortæller, at selv i sin dybeste smerte døde
21 III,29 |              os, stiller vi i dag os selv det samme spørgsmål, der
22 III,29 |            den sit centrum i Kristus selv, som det er nødvendigt at
23 III,29 |         tiders og kulturers skiften, selv om det tager hensyn til
24 III,30 |         Kristi brud, som han gav sig selv hen for, netop for at gøre
25 III,31 |             Matt 5,48). Som Koncilet selv forklarede, må dette fuldkommenhedens
26 III,35 |      søndagens eukaristi og søndagen selv op-levet som en særlig troens
27 III,36 |            af kulturer og religioner selv i lande, der har været kristne
28 III,37 |             forsoner os helt med sig selv. Det er dette Kristi ansigt,
29 III,40 |             ordet ~40. At ernære sig selv med ordet for at blive »
30 III,40 |            nye årtusinds begyndelse. Selv i lande, der er evangeliserede
31 III,40 |           holde fast ved, at vi i os selv må genopvække begyndelsens
32 III,40 |              efter pinse. Vi må i os selv genoplive den brændende
33 III,40 |             ikke beholde ham for sig selv; de må forkynde ham. Der
34 III,40 |          fuldstændig trofast mod sig selv med urokkelig troskab overfor
35 IV,42  |           til kærligheden minder os: selv om vi taler med menneskers
36 IV,43  |           dem, »der er en del af mig selv«. Dette gør os i stand til
37 IV,45  |       abbeden til at rådføre sig med selv det yngste medlem af kommunitetet: »
38 IV,46  |          medfører en total given sig selv og ens kræfter for Guds
39 IV,47  |            skrøbelige. Familierne må selv blive mere og mere bevidste
40 IV,49  |              ansigterne hos dem, han selv ønskede at blive identificeret
41 IV,49  |              en vis måde forenet sig selv med ethvert menneske«.35
42 IV,49  |            Riges sædekorn, som Jesus selv udsåede under sit jordiske
43 IV,50  |             af evangeliet, der i sig selv er den første form for næstekærlighed,
44 IV,54  |         udtrykke det på, som Kristus selv sagde, når han kaldte sig
45 IV,56  |            er nærværende, vil Kirken selv aldrig holde op med at stille
46 IV,56  |            at tolke »tidens tegn«?41 Selv når den giver sig af med
47 IV,56  |             men også »hvor meget den selv har modtaget af menne-skeslægtens
48 IV,57  |            at undersøge, hvordan den selv havde taget imod Koncilet.44
49 Slut,58|              alt et stort hjerte for selv at blive redskaber i hans