Chapter,  Paragraph

 1  0,1     |         viede sig til at betragte sin Brudgoms og Herres ansigt.
 2  0,2     |          kunne give sig i lag med sin evangeliserende opgave.
 3  0,3     |           ene folks mysterium får sin særlige skikkelse, som passer
 4  0,3     |         lokalkirke til at vurdere sin begejstring og finde ny
 5  0,3     |          finde ny inspiration til sin åndelige og pasto-rale indsats
 6  0,3     |         gavers mangfoldighed og i sin enhed på vandringen. ~
 7  I,4     |       ende ... talt til os gennem sin søn« (Heb 1,1-2). Nu ved
 8  I,5     |           alt har sit udspring og sin fuldendelse. ~
 9  I,7     |        lagt bag os, ved at skænke sin kirke en stor skare af helgener
10  I,12    |         således endnu engang vist sin af forsynet bestemte rolle
11  I,15    |          selv: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig
12 II,18    |        som fik ham til sammen med sin familie at foretage årlige
13 II,19    |          vise dem »sine hænder og sin side« (sammesteds). Vist
14 II,19    |  foretager en første vurdering af sin gerning, spørger Jesus sine
15 II,21    |         Opstandne, der er klædt i sin guddommelige glans, og den
16 II,21(10)|      Je-sus Kristus, fuldkommen i sin guddommelighed og fuldkommen
17 II,21(10)|    guddommelighed og fuldkommen i sin menneskelighed, sand Gud
18 II,24    | Johannesevangeliet. Jesus nærer i sin selvbevidsthed ingen tvivl: »
19 II,24    |           tvivl om, at allerede i sin jordiske tilværelse var
20 II,24    |   tilværelse var Jesus bevidst om sin identitet som Guds Søn.
21 II,24    |           men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv
22 II,25    |            råber Jesus til ham på sin sædvanlige måde, der er
23 II,26    |         og samme tid kunne opleve sin dybe enhed med Faderen,
24 II,27    |   gennemlevede Thérèse af Lisieux sin dødskamp i forening med
25 II,27    |           de fortæller, at selv i sin dybeste smerte døde han,
26 II,27    |        for Faderen gav udtryk for sin sønlige hengivelse indtil
27 II,28    |           og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var
28 II,28    |      eksempel, han, som græd over sin fornægtelse, og som begyndte
29 II,28    |       forståelig bæven at bekende sin kærlighed til Kristus: »
30 II,28    |           ansigt betragter bruden sin rigdom og sin sande glæde: »
31 II,28    |    betragter bruden sin rigdom og sin sande glæde: »Iesu dulcis
32 II,28    |        Kirken sig endnu engang på sin vej for at forkynde Kristus
33 III,30   |       eller som »et folk, som får sin enhed fra Faderens og Sønnens
34 III,34   |         på en særlig måde: ifølge sin beskaffenhed gør deres indvielse
35 III,36   |         den effek-tivt kan spille sin rolle som enhedens sakramente. ~
36 III,39   |           omhyggeligt. Biblen har sin retmæssige æresplads i Kirkens
37 IV,49    |            i overensstemmelse med sin natur ud fra det indrekirkelige
38 IV,49    |       kristne fællesskab kan gå i sin kærlighed til de fattigste.
39 IV,49    |           ortodoksi, måler Kirken sin troskab som Kristi brud.
40 IV,49    |           vor kærlighed, for »ved sin menneskevordelse har Guds
41 IV,56    |       verden således, »at han gav sin enbårne søn« (Joh 3,16).
42 IV,56    |     Kirken kan derfor ikke opgive sin missionsgerning blandt verdens
43 Slut,58  |        sine disciple for at blæse sin livgivende Ånd i dem og
44 Slut,59  |        vendt hjem til Nazaret fra sin pil-grimsfærd til Jerusalem,
45 Slut,59  |           Jerusalem, bevarede hun sin søns hemmelighed i sit hjerte (