1-500 | 501-531
Chapter, Paragraph
1 0,1 | Til mine brødre i bispeembedet,~til præster
2 0,1 | Kirkens pilgrimsgang, lyder i vore hjerter atter Jesu
3 0,1 | Disse ord lyder til os i dag, og de opfordrer os
4 0,1 | Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig
5 0,1 | Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid« (Heb
6 0,1 | Kirkens glæde var stor i dette år, mens den viede
7 0,1 | medlemmer, Guds folk her i Rom så vel som i Jerusalem
8 0,1 | folk her i Rom så vel som i Jerusalem og de enkelte
9 0,1 | resultatet af denne nåde, som i årets løb har berørt menneskers
10 0,1 | blevet kundgjort og givet os i Kristus. Henimod afslut-ningen
11 0,2 | trang til at skrive til jer, I kære, for at dele denne
12 0,2 | begejstring at kunne give sig i lag med sin evangeliserende
13 0,3 | nåde, vi har modtaget, ved i praksis at omsætte den i
14 0,3 | i praksis at omsætte den i beslutninger og retningslinier
15 0,3 | når de lytter til ordet i broderligt fællesskab og »
16 0,3 | brødet« (ApG 2, 42), da er i hver lokalkirke» i sand-hed
17 0,3 | da er i hver lokalkirke» i sand-hed Kristi ene, hellige,
18 0,3 | virker«.1 Det er frem for alt i enhver lokalkirkes særlige
19 0,3 | denne rodfæstelse af Kirken i tid og sted selve menneskevordelsens
20 0,3 | Ånden har sagt til Guds folk i dette særlige nådens år
21 0,3 | særlige nådens år og endda i det længere tids-rum fra
22 0,3 | tanken for dette, at jeg i dette brev ved afslut-ningen
23 0,3 | stråle endnu me-re klart i sine gavers mangfoldighed
24 0,3 | gavers mangfoldighed og i sin enhed på vandringen. ~
25 0,3(1) | biskoppernes hyrdehverv i Kirken Christus Dominus,
26 I | I. MØDET MED KRISTUS DET STORE
27 I,4 | Almægtige« (Åb 11,17). I bullen, der indvarslede
28 I,4 | om vi håndgribeligt var i kontakt med det nådige nærvær
29 I,4 | reakti-on på Guds åbenbaring i Kristus. Kristendommen er
30 I,4 | formindske nyhe-den ved det »i dag«, da englene forkyndte
31 I,4 | begivenhed med Jesu fødsel i Betlehem. »I dag er der
32 I,4 | Jesu fødsel i Betlehem. »I dag er der født jer en frelser
33 I,4 | der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus,
34 I,4 | sine forbavsede bysbørn i synagogen i Nazaret anvendte
35 I,4 | forbavsede bysbørn i synagogen i Nazaret anvendte Esajas'
36 I,4 | levende som nogen sinde: »I dag er det skriftord, som
37 I,4 | er det skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse« (
38 I,4 | som lød i jeres øren, gået i opfyldelse« (Luk 4,21).
39 I,4 | oplever stadig trøsten i det frelsens »i dag«, som
40 I,4 | trøsten i det frelsens »i dag«, som på korset åbnede
41 I,4 | Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig
42 I,4 | dag skal du være med mig i Paradis« (Luk 23,43). ~
43 I,5 | af et nyt årtusinde har i sandhed hjulpet mennesker
44 I,5 | religion, der er rodfæstet i historien! Det var på historisk
45 I,5 | kom« (Gal 4,4). Forstået i sit guddommelige og menneskelige
46 I,5 | endelige mål. Det er netop i ham, Faderens Ord og afbillede,
47 I,5 | menneskevordelse, der kulminerede i påske-mysteriet og Åndens
48 I,5 | 1,15), ja endog slog rod i histo-rien som det sædekorn,
49 I,5 | Kristus, for du regerer i dag og til alle tider«.
50 I,5 | har vi betragtet Kristus i år, som han er skildret
51 I,5 | år, som han er skildret i Johannes' Åbenbaring: »Alfa
52 I,6 | børns former for utroskab i løbet af historien, former
53 I,6 | ansigt som Kristi brud. I lang tid har vi forberedt
54 I,6 | samvittighedsransagelse i bevidstheden om, at »Kirken,
55 I,6 | som indbefatter syn-dere i sit skød, er på én gang
56 I,6 | bidrog til, at evangeliet i løbet af de første to årtusinder
57 I,6 | altid kom til at fremstå i et strålende lys. Hvordan
58 I,6 | bevægende liturgi 12. marts 2000 i Peterskirken, hvor jeg,
59 I,6 | den korsfæstede Kristus, i Kirkens navn bad om tilgivelse
60 I,6 | os mere ydmyge og årvågne i vor fastholden af evangeliet. ~
61 I,7 | imidlertid ikke forhindret os i at give Herren ære for,
62 I,7 | for, hvad han har gjort i hvert eneste århundrede
63 I,7 | eneste århundrede og specielt i det århundrede, som vi lige
64 I,7 | paver, der er velkendte i historien, eller enkle læg-
65 I,7 | genspejling af Kristi åsyn. I anledning af det hellige
66 I,7 | minder om troens vidner i det tyvende århundrede.
67 I,7 | mindedes vi dem den 7. maj 2000 i de talende omgivelser i
68 I,7 | i de talende omgivelser i Colosseum, symbolet på oldtidens
69 I,8 | Pilgrimskirken ~8. Som i helgenernes fodspor er talløse
70 I,8 | mange gudstjenester, har i år ikke blot gjort et stærkt
71 I,8 | Jeg gjorde mig umage for i hver af disse pilgrimme
72 I,8 | Kristus har mødt, og som i samtale med ham igen drog
73 I,8 | trøst«.5 Vi har kun væ-ret i stand til at iagttage det
74 I,8 | vidundere, der er bevirket i menneskehjerter? Det er
75 I,8 | bedre at tie og tilbede i ydmyg tillid til Guds hemmelighedsfulde
76 I,9 | organisatorers og hjæl-peres arbejde. I denne skrivelse vil jeg
77 I,9 | bevæget mig, intensiteten i bønnen, meditationen og
78 I,9 | fællesskabsfølelsen, som disse møder i almindelighed frembød. Og
79 I,9 | end noget andet vil leve i min erindring, er det sikkert
80 I,9 | karakteristiske for dem i det nuværende samfund, en
81 I,9 | som finder deres fylde i Kristus. Er Kristus ikke
82 I,9 | Kristus ikke hemmeligheden i hjertets sande frihed og
83 I,9 | morgenvægtere!« (sml. Es 21,11- 12) i det nye millenniums daggry.. ~
84 I,10 | Naturligvis kan jeg ikke gå i detaljer med hver enkelt
85 I,10 | tilegnet børn, blev fejret. I en vis forstand betød det
86 I,10 | hvis vi ønsker at komme ind i Himmeriget (sml. Matt 18,
87 I,10 | Således var det på en vis måde i børnenes fodspor, at alle
88 I,10 | sociale ulighed, der findes i arbejdsverdenen, og til
89 I,10 | virke beslutsomt for, at man i den økonomi-ske globaliserings
90 I,10 | bevægende møder det med fangerne i fængslet Regina Caeli. I
91 I,10 | i fængslet Regina Caeli. I deres øjne så jeg lidelse,
92 I,10 | nådens år«. Endelig var mødet i årets sidste dage med underholdnings-verdenen,
93 I,10 | både er moralsk gavnligt og i stand til at formidle tillid
94 I,11 | skulle have særlig betydning i dette jubilæumsår. Og det
95 I,11 | andet end være midtpunktet i det hellige år, der var
96 I,11 | Moderen? Maria var til stede i fejringen af jubilæet, ikke
97 I,11 | højt plan, men frem for alt i den store indvielses-handling,
98 I,11 | indvielses-handling, hvor jeg i overværelse af størstedelen
99 I,12 | at jubilæet skulle fejres i delkirkerne, og det var
100 I,12 | flertallet af de troende var i stand til at opnå dets specielle
101 I,12 | også at være til stede her i Rom med store grupper af
102 I,12 | havde også bedt om, at der i programmet for Jubelåret
103 I,12 | økumeniske møde 18. januar 2000 i basilikaen Sankt Paul uden
104 I,12 | Murene, hvor for første gang i historien en hellig dør
105 I,12 | Konstantinopels økumeniske patriarkat i nærvær af re-præsentanter
106 I,12 | andre kirker og kirkesamfund i jubelårets møder, der var
107 I,12 | utrættelige magt, der altid er i stand til at overraske på
108 I,13 | have begyndt denne rejse i Ur i Kaldæa for at følge,
109 I,13 | begyndt denne rejse i Ur i Kaldæa for at følge, ligesom
110 I,13 | følge, ligesom bogstaveligt, i Abrahams »vor fader i troens«
111 I,13 | bogstaveligt, i Abrahams »vor fader i troens« fodspor (jf. Rom
112 I,13 | imidlertid nøjes med en valfart i ånden i forbindelse med
113 I,13 | nøjes med en valfart i ånden i forbindelse med den udtryksfulde
114 I,13 | 23. februar blev fejret i Paul VI's audienssal. Den
115 I,13 | Nazaret, at fejre eukaristien i »Nadversalen«, netop det
116 I,13 | mit besøg ved mausoleet i Yad Vashem, et rystende
117 I,14 | være anderledes. Allerede i forbere-delsesårene havde
118 I,14 | fik en særlig betydning i denne sammen-hæng. En generøs
119 I,14 | overfor disse lande ville være i jubelårets ånd, som i dets
120 I,14 | være i jubelårets ånd, som i dets oprindelige bibelske
121 I,14 | retfærdighed og solidaritet i mellemmenneskelige forhold,
122 I,14 | mig over at konstatere, at i den senere tid har mange
123 I,14 | beslutnin-ger. Spørgsmålet i forbindelse med multilateral
124 I,15 | spørger, hvad der er kernen i den store arv, det efterlader
125 I,15 | åsyn. Kristus betragtet i hans historiske træk og
126 I,15 | hans historiske træk og i hans mysterium, Kristus
127 I,15 | hans mangfoldige nærvær i Kirken og i verden og bekendt
128 I,15 | mangfoldige nærvær i Kirken og i verden og bekendt som hensigten
129 I,15 | vi må »lægge ud på dybet« i tillid til Kristi ord: Duc
130 I,15 | altum! Hvad vi har udrettet i dette år kan ikke retfærdiggøre,
131 I,15 | begej-string, vi har følt, i konkrete initiativer. Jesus
132 I,15 | af os, og derfor må vi gå i gang med at lægge en effektiv
133 I,15 | vigtigt, at hvad vi har i sinde, med Guds hjælp, er
134 I,15 | hjælp, er dybt rodfæstet i kontemplation og bøn. Vor
135 I,15 | og bøn. Vor tid er en tid i bestandig bevægelse, hvad
136 I,15 | være«, inden vi »handler«. I den henseende bør vi huske
137 I,15 | fornødent« (Luk 10,41- 42). I denne ånd ønsker jeg, inden
138 II,16 | pilgrimsrejse til Jerusalem i anledning af påsken, genlød
139 II,16 | påsken, genlød åndeligt talt i vore øren i løbet af dette
140 II,16 | åndeligt talt i vore øren i løbet af dette jubelår.
141 II,16 | at »tale« om Kristus, men i en vis forstand at »vise«
142 II,16 | at genspejle Kristi lys i enhver historisk periode
143 II,16 | liv, samtidigt med at vi i vore hjerter opbevarer denne
144 II,17 | har fået fortalt om ham i Den helli-ge Skrift, som
145 II,17 | bebudet på en tilsløret måde i Det gam-le Testamente og
146 II,17 | Testamente og åbenbaret i Det nye Testamente, således,
147 II,17 | Når vi er fast forankrede i Den hellige Skrift, åbner
148 II,18 | komplet biografi af Jesus i overensstemmelse med moderne
149 II,18 | tredive år, han tilbragte i Nazaret (jf. Luk 3,23),
150 II,18 | årlige valfarter til templet i Jeru-salem (jf. Luk 2,41),
151 II,18 | til en regelmæssig gæst i synagogen i hans egen by (
152 II,18 | regelmæssig gæst i synagogen i hans egen by (jf. Luk 4,
153 II,18 | unge galilæer bliver døbt i Jordan af Johannes Døber.
154 II,18 | og de herskende grupper i hans tids religiøse samfund,
155 II,18 | tomme grav og følger ham i perioden med rækken af åben-baringer,
156 II,19 | havde de levet sammen med i næsten tre år, og det var
157 II,19 | underet (jf. Joh 20,24-29). I virke-ligheden var det ligegyldigt,
158 II,19 | der helt kunne trænge ind i dette ansigts mysterium.
159 II,19 | under Jesu histori-ske liv, i de spørgsmål, som faldt
160 II,19 | vist os af evangeliet selv i den velkendte scene ved
161 II,19 | fra sandheden. Skarerne er i stand til at fornemme en
162 II,19 | fængslende måde, men de er ikke i stand til at sætte ham over
163 II,19 | der står ham nær: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« (
164 II,19 | nær: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« (Matt 16,15).
165 II,20 | hvis vi ønsker at følge i hans fodspor med stør-re
166 II,20 | Matthæus giver os en oplysning i de ord, hvormed Jesus tager
167 II,20 | åbenbaret dig, men min Fader i himlene« (Matt 16,17). Udtrykket »
168 II,20 | måde at forstå ting på. I tilfældet med Jesus er denne
169 II,20 | et fingerpeg, som viser i samme retning, når han bemærker,
170 II,20 | De to oplysninger peger i samme retning for at gøre
171 II,20 | sit kulminerende udtryk i evangelisten Jo-hannes'
172 II,21 | bolig iblandt os! Det er i disse to aspekters intime
173 II,21 | Kristi identitet findes, i overensstemmelse med den
174 II,21 | klassiske formel fra Koncilet i Kalcedon (451): Ȏn person
175 II,21 | Kalcedon (451): »én person i to naturer«. Personen er,
176 II,21 | mindre omhyggeligt afpasset i sit dogmatiske indhold og
177 II,21 | på en måde at stirre ind i mysteriets dybder. Ja, Jesus
178 II,21 | fra Maria, der hengives i døden, forklares i opstandelsen: »
179 II,21 | hengives i døden, forklares i opstandelsen: »Ræk din finger
180 II,21 | din hånd frem og stik den i min side« (Joh 20,27). Ligesom
181 II,21 | Thomas bøjer Kirken sig dybt i tilbedelse foran Den Opstandne,
182 II,21 | Opstandne, der er klædt i sin guddommelige glans,
183 II,21(10)| I overensstemmelse med fædrene
184 II,21(10)| Je-sus Kristus, fuldkommen i sin guddommelighed og fuldkommen
185 II,21(10)| guddommelighed og fuldkommen i sin menneskelighed, sand
186 II,21(10)| den enbårne, skal forstås i to naturer, uden sammenblanding,
187 II,21(10)| ikke delt eller adskilt i to personer, men han er
188 II,22 | 1,3; jf. 9,5). Hvis det i vore dage på grund af den
189 II,22 | rationalisme, der findes i så meget af nutidens kultur,
190 II,22 | problematisk, så var der i andre historiske og kulturelle
191 II,22 | Søns ydmygelse ikke et mål i sig selv, den tjener snarere
192 II,22 | forherligel-se af Kristus, også i hans menneskelighed: »Derfor
193 II,22 | over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal
194 II,22 | hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under
195 II,23 | 27,8). Salmistens længsel i gamle dage kunne ikke få
196 II,23 | har virkelig velsignet os i ham og ladet »sit ansigt
197 II,23 | menneskehed til at deltage i hans gud-dommelige liv.
198 II,23 | adgang til den fortroligheden i det trinitariske liv. Kir-kefædrene
199 II,23 | blev menneske, at mennesket i ham og gennem ham virkeligt
200 II,23(11)| pastorale konstitution om Kirken i den moderne verden Gaudium
201 II,23(12)| Athanasius bemærker i den forbindelse: »Mennesket,
202 II,24 | muligt for os at trænge ind i mysteriets »grænsezone«,
203 II,24 | tvivl om, at evangelisterne i deres beretninger, og inspirerede
204 II,24 | inspirerede fra det høje, i Jesu ord korrekt har forstået
205 II,24 | optegnet, og som blev udtalt i templet i Jerusalem, da
206 II,24 | som blev udtalt i templet i Jerusalem, da Jesus var
207 II,24 | uden tøven: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke,
208 II,24 | ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos
209 II,24 | er aldeles tydeligt både i de synoptiske evangelier (
210 II,24 | 11,27; Luk 10,22) og især i Johannesevangeliet. Jesus
211 II,24 | Johannesevangeliet. Jesus nærer i sin selvbevidsthed ingen
212 II,24 | ingen tvivl: »Faderen er i mig og jeg i Fade-ren« (
213 II,24 | Faderen er i mig og jeg i Fade-ren« (Joh 10,38). Hvor
214 II,24 | som fik ham til at vokse »i visdom og vækst og yndest
215 II,24 | sig til sit fulde udtryk i hans herliggjorte menneskelighed -
216 II,24 | ingen tvivl om, at allerede i sin jordiske tilværelse
217 II,24 | selv Gud lig« (Joh 5,18). I Getsemane og på Golgata
218 II,24 | lidelse og døds drama vil være i stand til at ryste hans
219 II,25 | mysterium, som det dukker op i hans sidste time, på korset.
220 II,25 | time, på korset. Mysteriet i mysteriet, som vi ikke kan
221 II,25 | end kaste os tilbedende i støvet for. For vort indre
222 II,25 | blik står Herrens dødsangst i Getsemane Have. Knuget af
223 II,25 | blive Guds retfærdighed i ham« (2 Kor 5,21). Vi vil
224 II,25 | paradoksets brutalitet kan høres i Jesu tilsyneladende desperate
225 II,25 | uigen-nemtrængeligt mørke? I virkeligheden udtrykker
226 II,25 | samler lidelse og tillid i en bevægende blanding af
227 II,26 | fortvivler, men Sønnens bøn, som i kærlighed ofrer sit liv
228 II,26 | Faderen, for alles frelse. I selve det øjeblik, da han
229 II,26 | Faderen, »overlader« han sig i Faderens hænder. Hans øjne
230 II,26 | alene har, ser han selv i dette mørkets øjeblik klart
231 II,26 | Faderen og glæder sig helt i ham, kan til fulde forstå,
232 II,26 | dybe enhed med Faderen, i sig selv en kilde til glæde
233 II,26 | uforenelige aspekter bunder i den hypostati-ske unions
234 II,27 | værdifuld indsigt, der gør os i stand til lettere at forstå
235 II,27 | Jesu erfaring på korset i den paradokse blanding af
236 II,27 | af lyksalighed og pine. I Dialogen om det guddommelige
237 II,27 | være til stede samtidigt i hellige sjæle: »Således
238 II,27 | af Lisieux sin dødskamp i forening med Jesu dødskamp
239 II,27 | forening med Jesu dødskamp ved i sig selv at »opleve« paradokset
240 II,27 | lyksalighed og smerte: »I Oliehaven nød alle Treenighedens
241 II,27 | når de fortæller, at selv i sin dybeste smerte døde
242 II,27 | indtil det sidste: »Fader, i dine hænder betror jeg min
243 II,28 | Kristi lydighed, som vi hører i Hebræerbrevet: »Mens han
244 II,28 | 15-17). Kirken gør sådan i følgeskab med Paulus, som
245 II,28 | igen, som om de var sket i dag. Med blikket fæstet
246 II,28 | begyndelse: han »er den samme i går og i dag og til evig
247 II,28 | han »er den samme i går og i dag og til evig tid« (Heb
248 III,29 | vished har ledsaget Kirken i to tusinde år, og er nu
249 III,29 | og er nu blevet fornyet i vore hjerter ved fejringen
250 III,29 | inspirerer vor tros vandring. I bevidsthed om den opstand-ne
251 III,29 | nærvær iblandt os, stiller vi i dag os selv det samme spørgsmål,
252 III,29 | der blev stillet til Peter i Jerusalem lige efter hans
253 III,29 | er den plan, der fin-des i evangeliet og i den levende
254 III,29 | fin-des i evangeliet og i den levende tradition, den
255 III,29 | sidst har den sit centrum i Kristus selv, som det er
256 III,29 | elske og efterligne, så vi i ham kan leve Treenighedens
257 III,29 | indtil dens fuldbyrdelse i det himmelske Jerusalem.
258 III,29 | enestående lejlighed til i flere år at følges ad på
259 III,29 | modtagelse af, hvad jeg fo-reslog i min apostoliske skrivelse
260 III,29 | mest krævende udfordring i form af normal pastoral
261 III,29 | gjort, at slå rod overalt i Kirken. Det er i den lokale
262 III,29 | overalt i Kirken. Det er i den lokale kirke, at en
263 III,29 | fællesskaber og trænge ind i samfund og kultur ved at
264 III,29 | regelmæssigt påta-ger sig i bispekonferencer og bispesynoder.
265 III,29 | forkyndelse af evangeliet i så mange forskel-lige milieuer
266 III,29 | forsvinde, men må virkeliggøres i praksis. Det, der venter
267 III,30 | pastorale initiativer må sættes i forbindelse med hellighed.
268 III,30 | af dem, der har deltaget i jubilæet, har nydt godt
269 III,30 | nydt godt af denne nåde i fuld bevidsthed om dens
270 III,30 | på vor normale vej, men i bevidsthed om, at det mere
271 III,30 | praktiske betydning af kapitel 5 i Konstitutionen om Kirken
272 III,30 | frem som en indre dynamik i denne lære om Kirken. Genopdagelsen
273 III,30 | Kirkens »hellighed«, forstået i den grundlæggende betydning
274 III,30 | af at høre til ham, der i sit inderste væsen er den
275 III,30 | dette er Guds vilje, at I skal helliges« (1 Tess 4,
276 III,31 | betyder ordet »hellighed« i forbindelse med en pastoral
277 III,31 | forbindelse med en pastoral plan? I virkeligheden er det at
278 III,31 | er en virkelig indtræden i Guds hellighed ved indlemmelse
279 III,31 | hellighed ved indlemmelse i Kristus og hans Ånds iboen,
280 III,31 | spørge katekumener: »Ønsker I at blive døbt?« betyder
281 III,31 | samti-digt at spørge dem: »Ønsker I at blive hellige?« Det betyder
282 III,31 | takker Herren for, at han i disse år har givet mig mulighed
283 III,31 | lægfolk, som opnåede hellighed i de mest almindelige livs-forhold.
284 III,31 | kristne familiers liv må føre i den retning. Det er imidlertid
285 III,31 | kræver en ægte »indøvelse i hellighed«, tilpasset de
286 III,31 | for støtte, der tilbydes i foreninger og bevægelser,
287 III,32 | intense bøn, både personlig og i fællesskab. Men vi ved alle,
288 III,32 | fortrolige venner: »Bliv i mig, og jeg bliver i jer« (
289 III,32 | Bliv i mig, og jeg bliver i jer« (Joh 15,4). Denne gen-sidighed
290 III,32 | hovedindholdet og sjælen i det kristne liv, og betingelsen
291 III,32 | pastoralt liv. Bevirket i os af Helligånden åbner
292 III,32 | gensidighed os, gennem Kristus og i Kristus, til at betragte
293 III,32 | fuldt, først og fremmest i liturgien, højdepunktet
294 III,32 | Kirkens liv,17 men også i personlig erfaring, er hemmeligheden
295 III,32 | kilderne og finder nyt liv i dem. ~
296 III,33 | et af »tidens tegn«, at i vore dages verden er der,
297 III,33 | Andre religioner, som nu i vid udstrækning er til stede
298 III,33 | udstrækning er til stede i gamle kristne lande, giver
299 III,33 | mystiske tradition både i Østen og i Vesten har meget
300 III,33 | tradition både i Østen og i Vesten har meget at sige
301 III,33 | Vesten har meget at sige i denne henseende. Den viser,
302 III,33 | en ægte kærligheds dialog i den grad, at mennesket tages
303 III,33 | grad, at mennesket tages i besiddelse af den gud-dommelige
304 III,33 | berøring, hvilende som et barn i Faderens hjerte. Dette er
305 III,33 | brødre og søstre og gør os i stand til at forme historie
306 III,33 | stand til at forme historie i overensstemmelse med Guds
307 III,34 | væsentligt, at undervisning i bøn i en vis forstand bliver
308 III,34 | væsentligt, at undervisning i bøn i en vis forstand bliver en
309 III,34 | være, hvis der ikke blot i ordenssamfund, men også
310 III,34 | ordenssamfund, men også i sogne blev gjort mere for
311 III,34 | folk blev oplært specielt i liturgisk bøn. For en kristent
312 III,34 | pastoralt liv og vidnesbyrd i verden med fejrin-gen af
313 III,35 | dens kraft strømmer fra«.19 I det tyvende århundrede,
314 III,35 | foregået en stor udvikling i den måde, hvorpå den kristne
315 III,35 | nødvendigt at fortsætte i den retning, og specielt
316 III,35 | den ugentlige påske.20 I to tusind år er den kristne
317 III,35 | mindet om »den første dag i ugen« (Mark 16,2.9; Luk
318 III,35 | Kor 15,14), en begivenhed i centrum af tidens mysterium,
319 III,35 | Kristus vil vende tilbage i herlighed. Vi ved ikke,
320 III,35 | på, at det ligger sikkert i Kristi hænder, »Kongernes
321 III,36 | fastholde, at deltagelse i eukaristien bør være søndagens
322 III,36 | Vi er ved at træde ind i et årtusind, som allerede
323 III,36 | kulturer og religioner selv i lande, der har været kristne
324 III,36 | lande, der har været kristne i mange århundreder. I mange
325 III,36 | kristne i mange århundreder. I mange områder er kristne
326 III,36 | for den udfordring, ofte i isolerede og vanskelige
327 III,36 | Pligten til at deltage i eukaristien hver søn-dag
328 III,36 | næres. Netop ved at deltage i eukaristien bliver Herrens
329 III,37 | forsoningens sakramente. Som I vil erindre, behandlede
330 III,37 | erindre, behandlede jeg i 1984 dette emne i den post-synodale
331 III,37 | behandlede jeg i 1984 dette emne i den post-synodale skrivelse
332 III,37 | krise, der er så tydelig i vore dages kultur.23 Men
333 III,37 | pietatis [godhedens mysterium]. I Kristus viser Gud os sit
334 III,37 | på, at sakramen-tet var i krise, især i nogle dele
335 III,37 | sakramen-tet var i krise, især i nogle dele af verden. Årsagerne
336 III,37 | krisen er ikke forsvundet i den korte tid, der er gået
337 III,37 | påskønne det. Kære brødre i præstedømmet, vi må ikke
338 III,38 | Nådens forrang ~38. Hvis vi i den planlægning, der venter
339 III,38 | en væsentlig grundregel i det kristne livssyn: nådens
340 III,38 | er bøn, som forankrer os i denne sandhed. Den minder
341 III,38 | bestandigt om Kristi forrang, og i forening med ham, det indre
342 III,38 | pastorale planer løber ud i sandet og efterlader os
343 III,38 | vi disciplenes erfaring i evangeliets fortælling om
344 III,38 | Kristi ord at gennemtrænge os i al deres magt: Duc in altum!
345 III,38 | handling, som udtrykker sig i en fornyet forpligtelse
346 III,39 | altovervejende betydning i Kirken, er der be-stemt
347 III,39 | be-stemt sket store fremskridt i at lytte til Den hellige
348 III,39 | sin retmæssige æresplads i Kirkens offentlige bøn.
349 III,39 | menigheder benytter nu Biblen i udstrakt grad, og blandt
350 III,39 | bliver til et livgivende møde i den gamle og altid gyldige
351 III,40 | at blive »ordets tjenere« i arbejdet med evangelisering:
352 III,40 | årtusinds begyndelse. Selv i lande, der er evangeliserede
353 III,40 | værdier, nu forsvundet. I dag må vi modigt stille
354 III,40 | forskelligartet og krævende i forbindelse med »globaliseringen«
355 III,40 | at holde fast ved, at vi i os selv må genopvække begyndelsens
356 III,40 | prædiken efter pinse. Vi må i os selv genoplive den brændende
357 III,40 | vække en ny sans for mission i Kirken, og denne mission
358 III,40 | dimension, som må leves i kristne menigheders og gruppers
359 III,40 | deres fulde udfoldelse. I det tredje årtusind er ktistenheden
360 III,40 | modtaget og har fæstet rod. I dette jubelår har vi på
361 III,40 | glædet os over skøn-heden i Kirkens forskellige ansigter.
362 III,40 | skjule de mest radikale krav i evangeliets budskab, men
363 III,40 | jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen« (
364 III,40 | som Herren har givet os i hænde, så vi kan få et rigt
365 III,41 | jubilæet, må støtte og lede os i denne tillidsfulde, initiativrige
366 III,41 | vist sig at være rigtig i alle historiens prøvelser.
367 III,41 | dette også være tilfældet i det århundrede og det årtusind,
368 III,41 | til at tænke på martyrerne i ret fjerne tider, som om
369 III,41 | kategori fra fortiden, især i forbindel-se med de første
370 III,41 | på forskellige måder var i stand til at praktisere
371 III,41 | praktisere evangeliet midt i fjendtlighed og forfølgelse,
372 III,41 | prøvelse, at udgyde deres blod. I dem gav Guds ord, der var
373 III,41 | gav Guds ord, der var sået i god jord, hundrede fold (
374 III,41 | med Guds nåde, at følge i deres fodspor. ~
375 IV,42 | Deraf kan alle vide, at I er mine disciple, hvis I
376 IV,42 | I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden« (
377 IV,42 | nye bud«, som han gav os: »I skal elske hinanden, som
378 IV,42 | og åbenbarer selve kernen i Kirkens mysterium. Fællesskab
379 IV,42 | gennem historien, ikke mindst i dette nye århundrede; men
380 IV,42 | igen apostlen Paulus, som i hymnen til kærligheden minder
381 IV,42 | Kor 13,2). Kærlighed er i sandhed Kirkens »hjerte«,
382 IV,42 | fordi hun er en ekspert i scientia amoris [kærlighedens
383 IV,43 | udfordring, der møder os i det årtusind, som nu begynder,
384 IV,43 | Men hvad betyder dette i praksis? Også her kunne
385 IV,43 | Treenighe-dens mysterium, som bor i os, og hvis lys vi også
386 IV,43 | også må kunne se skinne i vore omgivende brødres og
387 IV,43 | på vore brødre og søstre i troen inden for det mysti-ske
388 IV,43 | mig selv«. Dette gør os i stand til at dele deres
389 IV,44 | områder og strukturer, som i overensstemmelse med Det
390 IV,44 | som er Petrus-embedets, og i nær relation til det, den
391 IV,44 | virkeliggøre mulighe-derne i alle disse redskaber for
392 IV,44 | der er særligt nødvendigt i dag i betragtning af behovet
393 IV,44 | særligt nødvendigt i dag i betragtning af behovet for
394 IV,44 | problemer, som Kirken må se i øjnene i disse tider, der
395 IV,44 | som Kirken må se i øjnene i disse tider, der ændrer
396 IV,45 | fællesskabet kom-me til udfoldelse i relationerne mellem biskopper,
397 IV,45 | side a priori at forene dem i alt, hvad der er væ-sentligt,
398 IV,45 | overvejet overensstemmelse i sager, der er åbne for diskussion.
399 IV,45 | deres autoritet, at lytte i større udstrækning til hele
400 IV,45 | alle de troende siger, for i enhver af dem ånder Guds
401 IV,45 | og åbenhed, der er helt i overensstemmelse med ethvert
402 IV,46 | forskelligheder. Det består i den virkelighed, at mange
403 IV,46 | mange medlemmer er forenede i et enkelt legeme, Kristi
404 IV,46 | fællesskabet, og støtte det i alle dets mange behov: fra
405 IV,46 | kærlighedsgerninger. Der er i sandhed behov for et storsindet
406 IV,46 | betydning for Kirkens liv i alle dele af verden. I nogle
407 IV,46 | liv i alle dele af verden. I nogle traditionelt kristne
408 IV,46 | sogne, skoler og familier i forsøget på at fremme en
409 IV,46 | Disse når deres opfyldelse i det svar, som ethvert menneske
410 IV,46 | for Guds Riges sag. Det er i dette perspektiv, at vi
411 IV,46 | kald, rodfæstede som de er i det nye liv, der er modtaget
412 IV,46 | nye liv, der er modtaget i dåbens sakramente. På en
413 IV,46 | som mål«;32 de »opfylder i Kirken og i verden deres
414 IV,46 | de »opfylder i Kirken og i verden deres egen del af
415 IV,46 | foreninger og bevægelser arbejde i fuld harmoni inden for både
416 IV,46 | kirke og delkirkerne og i lydighed mod hyrdernes officielle
417 IV,47 | 47. I en tid i historien som den
418 IV,47 | 47. I en tid i historien som den nuværende,
419 IV,47 | radikal og udbredt krise. I det kristne syn på ægteska-bet,
420 IV,47 | Guds oprindelige plan, som i historiens løb er blevet
421 IV,47 | mere fuldkommen opdragelse i evangeliets ånd giver et
422 IV,47 | at det er muligt at leve i ægteskabet i fuld overensstemmelse
423 IV,47 | muligt at leve i ægteskabet i fuld overensstemmelse med
424 IV,47 | og spille en aktiv rolle i Kir-ken og i samfundet for
425 IV,47 | aktiv rolle i Kir-ken og i samfundet for at sikre børnenes
426 IV,48 | kirke«: det vi bekender i trosbekendelsen har sit
427 IV,48 | har sit sidste grundlag i Kri-stus, i hvem Kirken
428 IV,48 | sidste grundlag i Kri-stus, i hvem Kirken er udelt (jf.
429 IV,48 | 11-13). Som hans legeme, i den enhed, der er Åndens
430 IV,48 | opstår på historiens plan i forholdet mellem Kirkens
431 IV,48 | af menne-skelig svaghed i den måde, hvorpå vi modtager
432 IV,48 | mystiske legeme. Jesu bøn i Nadversalen - »at de alle
433 IV,48 | være ét, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig, at de
434 IV,48 | du, Fader, i mig og jeg i dig, at de også må være
435 IV,48 | dig, at de også må være i os« (Joh 17,21) - er både
436 IV,48 | enhed er uophørligt opfyldt i Den katolske Kirke trods
437 IV,48 | også på forskellige måder i alle de elementer af hellighed
438 IV,48 | hellighed og sandhed, der findes i de andre kirker og kirkelige
439 IV,48 | baserer håbet om, at allerede i historiens løb vil vi være
440 IV,48 | historiens løb vil vi være i stand til at nå det fulde
441 IV,48 | fællesskab med alle kristne. I perspektivet af vor fornyede
442 IV,48 | årtusind, må ven-de tilbage i fuldt omfang. Måtte erindringen
443 IV,48 | lunger«, anspore kristne i Østen og Vesten til at vandre
444 IV,48 | Vesten til at vandre sammen i troens enhed og med respekt
445 IV,48 | væsentlige punkter, samarbejde i karitativt arbejde og frem
446 IV,48 | hjælp, at give resultater. I mellemtiden fortsætter vi
447 IV,49 | Næstekærligheden udvikler sig, i overensstemmelse med sin
448 IV,49 | kristne fællesskab kan gå i sin kærlighed til de fattigste.
449 IV,49 | lære at se ham specielt i ansigterne hos dem, han
450 IV,49 | med: »Jeg var sulten, og I gav mig noget at spise,
451 IV,49 | spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke,
452 IV,49 | drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen,
453 IV,49 | imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg,
454 IV,49 | mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var
455 IV,49 | tog jer af mig, jeg var i fæng-sel, og I besøgte mig« (
456 IV,49 | jeg var i fæng-sel, og I besøgte mig« (Matt 25,35-
457 IV,49 | næstekærlighed: den er en side i kristologien, som kaster
458 IV,49 | troskab som Kristi brud. Vi er i sandhed nødt til at huske,
459 IV,49 | Kristus særlig nærværende i de fattige, og det kræver,
460 IV,49(35)| pastorale konstitution om Kirken i den moderne verden Gaudium
461 IV,50 | 50. I vor tid er der så mange
462 IV,50 | sindelag. Vor verden går ind i det nye årtusind bebyrdet
463 IV,50 | bebyrdet af modsigelserne i et økonomisk, kulturelt
464 IV,50 | andre millioner ikke blot i fremskridtets yderkanter,
465 IV,50 | fremskridtets yderkanter, men i livsbetin-gelser, som er
466 IV,50 | muligt, at der endnu den dag i dag er mennesker, som dør
467 IV,50 | stoffer«, frygter for ensomhed i alderdommen eller for sygdom,
468 IV,50 | eller social diskrimination. I denne sammenhæng må kristne
469 IV,50 | at fornemme hans stemme i det råb om hjælp, der stiger
470 IV,50 | mange forskellige måder i de forgangne to årtusinder,
471 IV,50 | forgangne to årtusinder, men som i vore dage kræver endnu større
472 IV,50 | fattige føler sig hjemme i ethvert kristent fællesskab.
473 IV,50 | forkyndelsen af evangeliet, der i sig selv er den første form
474 IV,50 | misforstået eller forsvinde i den mængde ord, som vore
475 IV,51 | tvivlsom solidaritet, der i sidste instans fører til
476 IV,51 | forsvare de værdier, der bunder i selve menneskets person.
477 IV,52 | respekterer dets kompetenceområder i overensstemmelse med Kirkens
478 IV,52 | læremyndigheds anstrengelser, især i det tyvende århundrede,
479 IV,52 | tolke sociale realiteter i evangeliets lys og til på
480 IV,52 | menneskevordelsen indebærer, og i sidste instans kristendommens
481 IV,52(36)| pastorale konstitution om Kirken i den moderne verden Gaudium
482 IV,53 | menneskelig støtte, rodfæstet i evangeliets mest grundlæggende
483 IV,53 | søstre, for at de kunne blive i stand til at deltage i jubilæet -
484 IV,53 | blive i stand til at deltage i jubilæet - skulle efterlade
485 IV,53 | begyndelse, da menigheden i Jerusalem gav ikke-kristne
486 IV,53 | lille strøm, der flyder ind i den store kristne barmhjertighedsflod,
487 IV,53 | kirke, »som fører forsædet i kærlighed«37 , og har bragt
488 IV,53(37)| Antiokia, Brevet til menigheden i Rom, Forord, De apostolske
489 IV,54 | et nyt årtusind åbner sig i Kristi lys. Men det er ikke
490 IV,55 | 55. Det er i denne sammenhæng, at vi
491 IV,55 | vil væ-re forpligtet til i det nye årtusind i troskab
492 IV,55 | forpligtet til i det nye årtusind i troskab mod Det andet Vatikankoncils
493 IV,55 | andet Vatikankoncils lære.39 I forberedelsesårene til det
494 IV,55 | Denne dialog må fortsætte. I det klima med forøget kulturel
495 IV,56 | kristne er, mens vi deltager i dialog, for-pligtede til
496 IV,56 | gentes at forkynde, at det er i Kristus, »vejen og sandheden
497 IV,56 | pligt forhindrer os dog ikke i at gå i gang med dialog
498 IV,56 | forhindrer os dog ikke i at gå i gang med dialog med en holdning
499 IV,56 | det er, at vejlede den »i hele sandhe-den« (Joh 16,
500 IV,56 | kulturer og religioner. I menneskehedens universelle
1-500 | 501-531 |