Chapter,  Paragraph

 1  I,15 |     rodfæstet i kontemplation og bøn. Vor tid er en tid i bestandig
 2 II,20 |         erfaringen af stilhed og bøn giver det rette milieu til
 3 II,26 |          fortvivler, men Sønnens bøn, som i kærlighed ofrer sit
 4 III,32|                                  Bøn ~32. Denne ’hellighedens
 5 III,32|        år præget af mere intense bøn, både personlig og i fællesskab.
 6 III,32|  fællesskab. Men vi ved alle, at bøn ikke kan tages for given.
 7 III,32|         os at bede!« (Luk 11,1). Bøn udvikler den samtale med
 8 III,32|    trinitariske form for kristen bøn og praktisere den helt og
 9 III,33|         som et fornyet behov for bøn? Andre religioner, som nu
10 III,33|    henseende. Den viser, hvordan bøn kan udvikle sig. Som en
11 III,33|      bliver forelsket«. Inderlig bøn, ja, men det bortleder os
12 III,34|          nøje med en overfladisk bøn, der er ude af stand til
13 III,34|    væsentligt, at undervisning i bøn i en vis forstand bliver
14 III,34|       hvormed Kirkens officielle bøn indbyder os til at hellige
15 III,34|      oplært specielt i liturgisk bøn. For en kristent fællesskabs
16 III,38|        giver personlig og fælles bøn dens rette plads, vil vi
17 III,38|           sml. Joh 15,5). Det er bøn, som forankrer os i denne
18 III,38|          øjeblikket til tro, til bøn, til samtale med Gud for
19 III,38|         fornyet forpligtelse til bøn. ~
20 III,39|   æresplads i Kirkens offentlige bøn. Enkeltpersoner og menigheder
21 IV,46 |       for alt gennem vedholdende bøn til høstens Herre (jf. Matt
22 IV,48 |       hans mystiske legeme. Jesu bøn i Nadversalen - »at de alle
23 IV,48 | åbenbaring og bønfaldelse. Denne bøn åbenbarer os Kristi enhed
24 IV,48 |         mod fuld enhed.34 Kristi bøn minder os om, at denne gave
25 IV,48 |   hårdhjertethed. Det er på Jesu bøn og ikke på vor egen styrke,